Venstre har fået et Troels Lund-problem 

For føromtalte Venstre er Epinions april-tal ren horror. Jeg var selv skeptisk over for Megafons V-måling i sidste uge, fordi den lå så langt fra de seneste måneders gennemsnit af målinger. Et gennemsnit, Megafon i parentes bemærket ikke selv vil bidrage til. 

Men Megafons tal bliver nu bekræftet af Epinion – og som nævnt er det en statistisk signifikant tilbagegang.  

Og bare for at få proportionerne på plads: Venstre er nu mere end halveret i forhold til folketingsvalget og går fra 23 mandater til 11, og vi nærmer os en tilstand, hvor Liberal Alliance er tre gange så stort som Venstre, og Danmarksdemokraterne er dobbelt så store. Faktisk er Venstre kun et halvt procentpoint og et mandat større end Det Konservative Folkeparti. Det er en kæmpe begmand.

Lige nu er det med andre ord kun regeringsmagten og ministertaburetterne, der gør, at Venstre ikke er reduceret til et perifært centrum-højre parti. Det gør i sig selv motivationen for at forlade regeringen lille. Paradoksalt nok ville nogle hævde. På den anden sige skal man huske på, at det overhovedet ikke stemmer overens med partiets selvopfattelse. 

Som jeg har været inde på før, er der ligesom med Socialdemokratiet og Mette Frederiksen tale om forbundne kar mellem parti og formand i Venstres tilfælde, og det må nu konstateres, at Troels Lund Poulsen ikke er slået igennem som V-formand.  

Hans popularitet – det såkaldte PDI-tal, der trækker antallet af vælgere, der er ham negativt stemt, fra antallet, der er positive – er faldet fra minus en i marts til minus syv i april.

Og det er stadig sådan, at næsten halvdelen af vælgerne ikke ved, hvad de skal synes om Troels Lund Poulsen, eller decideret ikke ved, hvem han er.  

Det er gået fra at være en spændende udfordring, da han begyndte som V-formand, til at blive et alvorligt og kronisk problem. Og det må komme som et chok, at nul procent – som i ingen – borgerlige vælgere i denne måling ønsker ham som statsminister. Så personafhængigt, som politik er blevet i dag, er Lund Poulsens krise partiets krise. 

Her bidrager det mildt sagt ikke, at han sidder som minister for et forsvarsministerium, hvorfra små og store møgsager og skandaler flyder i en lind strøm. Vælgerne møder igen og igen en V-formand, der er defensiv og på hælene, og hvor han ikke selv har sat dagsordenen.

Men han gør det heller ikke lettere for sig selv, når han geråder ud i et internt borgerligt slagsmål med LA og Danmarksdemokraterne om kvindelig værnepligt, som tager alle overskrifterne, i stedet for at gøre sig til eksponent for tryghed og nationalt ansvar, som de danmarkshistorisk mange penge til oprustning i den grad åbner for.

Det strategiske spørgsmål for Venstre og Lund Poulsen er, om man vinder de vælgere tilbage, man har tabt til LA og DD, via hårde personlige slagudvekslinger rettet mod Vanopslagh og Støjberg. Hvad nu, hvis de vælgere opfatter det som et angreb på dem? Og hvad, hvis det er deres forventning, at en V-formand skal kunne samle de blå partier? 

Her er det en faktor, at selvom Venstre er holdt op med hele tiden at forklare "løftebruddet" i at gå i regering med Mette Frederiksen, så har de borgerlige vælgere tydeligvis ikke tilgivet det.

Set i det lys kan det være en tese, at S- og V-samarbejdet konstant minder de to partiers vælgere om partiernes respektive ’historiske svigt’. Og minder dem om, at de ikke har tilgivet det.

Fremgang til DF 

Det ville også forklare, hvorfor det er de to nærliggende oppositionspartier – LA og SF – der opsamler de skuffede vælgere fra S og V.  

LA nyder en stor – men ikke signifikant – fremgang i Epinions april-tal, og det kommer kun til at bekræfte Vanopslagh og folkene omkring ham i, at forløbet om kvindelig værnepligt, uskønt som det også var, var den rigtige kurs. 

Bemærkelsesværdigt i den blå opposition er det også, at DF for første gang i lang tid nyder en statistisk signifikant fremgang fra 3,4 procent i marts til 4,9 procent i april. Her er DF’s meget aktive kampagne især på SoMe i forbindelse med det kommende valg til Europa-Parlamentet en forklaring på fremgangen.  

Det er en bekræftelse både af formand Messerschmidt, der åbenlyst føler sig hjemme i EU-kampagnesporet, og af den bagvedliggende organisation, der er blevet opbygget til svare for sig i en valgkamp.  

Det er også første gang, Mona Juul som ny formand for Det Konservative Folkeparti kan studere partiets og egne tal. 5,9 procent står partiet til, og vælgerne har samlet set et positivt indtryk af hende – 17 procent er hende positivt stemt, 11 negativt.  

Men det er også tydeligt, at Juul står over for et enormt arbejde med personal branding: 73 procent af vælgerne ved enten ikke, hvad de skal mene om hende (29 procent), eller hvem hun er (44 procent).  

Kunststykket for hende bliver at forene udbredelsen af kendskabet til hende med vækstende meningsmålinger for K. Her bliver EP-kampagnen første store test, og for Mona Juul er det en bydende nødvendighed at få EP-spids Niels Flemming Hansen valgt. 

Hvad vil venstrefløjen med Alternativet? 

Som nævnt udgør SF det store røde kar, der opsamler utilfredse S-vælgere i stor stil. Små 15 procent ligger man på igen i april, og Pia Olsen Dyhr er igen Danmarks mest populære partileder.

Målet for SF er selvfølgelig at få så mange som muligt af de nytilkomne vælgere til at blive hængende, og i den forstand er det positivt for SF, at partiet ligger så stabilt på 13-15 procent. Det skal helst konfirmeres til EP-valget, og her får Olsen Dyhr en nøglerolle med at få SF-vælgerne af gårde og ind bag det blå klæde og sætte kryds ved Kira Marie Peter-Hansen. 

Radikale kan også konstatere en fremgang på to mandater – dog inden for statistisk usikkerhed – og det må lune. Lidegaard har både fået en masse røg for et fejlslagent forsøg på at tvinge regeringen til at tage referater af interne udvalgsmøder og er stemplet ind i klimadebatten med en ’begravelse’ af Vejle Fjord. Det ser ud til, at det er det sidste, der har gjort indtryk på vælgerne.  

Igen en fremdrift, som Lidegaard må og skal kapitalisere på til EP-valget, hvor Sigrid Friis er spidskandidat.

Enhedslisten går lidt tilbage, men ikke signifikant, og det ser ud til at være til Alternativets fordel. Partiet er igen over spærregrænsen, men et eller andet sted ude i horisonten lurer spørgsmålet, hvad den danske venstrefløj egentlig vil med Alternativet, og hvad Alternativet vil med sig selv på den danske venstrefløj.  

Den konstante vaklen på den tynde, røde spærregrænse-line er uholdbar i længden for alle parter. 

Afvisningens demokrati 

En sidste – og lidt bredere – pointe: Med SVM-regeringen forsvandt blokpolitikken. Og med vælgernes massive ryk mod SF og LA kunne man nå frem til den konklusion, at de egentlig gerne vil have blokpolitikken tilbage.  

Altså, at det for at tale med den tysk-amerikanske økonom og sociolog Albert O. Hirschman er en form for vælger-exit, der skal tvinge S og V tilbage til rød og blå blok.  

Det både håber og frygter de i SF og LA. Håber, fordi en ’hjemkomst’ ville bringe dem tættere på regeringsmagt og i hvert fald mere indflydelse. Men de frygter det selvfølgelig også, fordi det hurtigt bliver ensbetydende med, at de mange, dejlige, nye stemmer er proteststemmer, der siver tilbage til Socialdemokratiet og Venstre, når de ’vender hjem’. 

Gør de det, ser det sådan ud, at blå blok ikke kan nå regeringsmagten uden at lokke Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne med – Løkke er igen-igen og tilbagegang til trods tungen på vægtskålen.

Men man kan også åbne for en anden fortolkning.  

Nemlig det, den bulgarske politiske tænker Ivan Krastev har kaldt "afvisningens demokrati". For flugten fra SVM er ikke udtryk for et positivt valg af et klart oppositions-alternativ, men en (splittet) afvisning af det gældende. 

Krastev noterer selv, at de vestlige demokratier er præget af udviskede ideologiske forskelle, hvor det at stemme er en "smagssag snarere end udtryk for ideologisk overbevisning".  

At SVM-regeringen overhovedet kunne blive en realitet, er selvfølgelig muliggjort af den tilstand, men det fører ifølge Krastev til, at der er alt for lidt på politisk spil i demokratiet, idet der ikke reelt er noget at vælge imellem. Og så muterer valg til at blive en "rituel ydmygelse af regeringspartiet snarere end en tillidserklæring til oppositionen," som Krastev skriver. 

I det lys er Epinions april-tal ikke alene et øjebliksbillede af SVM-regeringens krise, men af demokratiets.