Det er meget svært for en bestyrelse at være stærkere end direktionen og virksomhedens faglige ansatte. Det gælder åbenlyst i sager, hvor direktører eller andre ansatte misinformerer bestyrelsen, som det skete i Nordisk Fjer eller i IT Factory. Og det vel at mærke trods godkendte regnskaber fra store velrenommerede revisionsselskaber, som også var ført bag lyset.

I sådanne spektakulære sager er bestyrelsen prisgivet, men betydningen af direktionen og virksomhedens øvrige personale er vigtige for enhver bestyrelses mulighed for at skabe gode økonomiske resultater.

Hvilket kan være en af hovedforklaringerne på, at det ikke er lykkedes forskningen entydigt at slå betydningen af selve bestyrelsens sammensætning fast.

En række studier har dog peget på, at store bestyrelser giver bedre økonomiske resultater end mindre bestyrelser, blandt andet fordi der kommer flere kompetencer i spil, og der bliver større mulighed for kritisk diskussion og udfordring af direktionernes udspil.

Fristende at overlade det komplicerede til ekspertisen  

Professionelle bestyrelser er altså et yderst flygtigt begreb uden megen evidens, men med en stor udbredelse og retorisk gennemslagskraft. Også som en løsningsmodel for det offentlige, som et alternativ til demokratiske beslutninger truffet af folkevalgte politikere.

Som det ses i en undersøgelse fra Forum for offentlige bestyrelse sidste år, findes der næsten 4.000 offentlige bestyrelser. Langt de fleste findes i kommunerne, som har mange brugerbestyrelser på skoler, daginstitutioner og plejehjem.

Også på uddannelsesområdet findes mange bestyrelser på gymnasier og erhvervsskoler, men også på universiteter og professionshøjskoler. Endelig har kulturområdet hundredvis af bestyrelser på museer, teatre, orkestre og spillesteder.

Det komplicerede i sundheds- og sygehusvæsenet handler netop om, at der ikke er én teknisk, rationel "professionel" løsning.

Roger Buch

De offentlige bestyrelser er vidt forskellige i forhold til blandt andet deres magt, som går fra minimal magt som skoler og daginstitutioner til stor magt som forsyning og havne.

Og også i deres sammensætning: Nogle med vægt på brugere, andre på aftagere; nogle med interessenter, andre med personer med særlige kompetencer. Så i virkeligheden er der i det offentlige langt mellem professionelle bestyrelser á la den private sektor.

Det kan virke overraskende i forhold til en offentlig sektor, som er vokset voldsomt i både volumen og kompleksitet. Er "professionelle" ikke bedre til at styre millionforretninger og store projekter end eksempelvis regional- og kommunalpolitikere med tilfældige kvalifikationer?

Det er i hvert fald netop dét, som Lars Løkke Rasmussen har foreslået både som formand for Venstre og nu som formand for Moderaterne: At erstatte eller supplere/kombinere folkevalgte regions- og kommunalpolitikere med professionelle til at styre sundhedsvæsenet.

Forslagene er besnærende, fordi sundheds- og sygehusvæsenet er komplicerede systemer med mange delelementer og mange beslutninger og afvejninger, som skal tages. Logikken er: Lad os overlade det komplicerede til ekspertisen – til de professionelle.

Fungerer ikke i praksis 

Den besværende enkle logik er desværre en illusion. Det komplicerede i sundheds- og sygehusvæsenet handler netop om, at der ikke er én teknisk, rationel "professionel" løsning.

Hvordan afvejes specialiseringsmulighed for læger overfor patienters transporttid til sygehuset – både ved akutte og planlagte behandlinger? Hvordan fordeles midler til det ene sygehus kontra et andet sygehus? Hvordan fordeles midler til de mange sygdomme, behandlingsformer og operationer, hvor der altid kan bruges lidt flere penge på det hele?

Læger vil aldrig kunne blive enige om spørgsmålene, da der ikke findes objektive fordelingsnøgler, og fordi læger er styret af deres egne specialer, afdelingsinteresser og alt det, man inden for statskundskaber kalder bureaukratisk politik: at aktører internt i den offentlige sektor kæmper for det, som er bedst for deres egen organisation og dem personligt.

De er ikke objektive faglige aktører, som kan se bort fra deres organisatoriske og personlige interesser. Beslutninger træffes derfor i et bureaukratisk magt- og forhandlingsspil.

Bestyrelser med sygehuschefer, læger, praktiserende læger og så videre vil heller ikke kunne blive enige, og da slet ikke hvis der også kobles jurister, økonomer, HR-folk med flere på, som i de rigtige "professionelle" bestyrelser i den private sektor.

Alle disse fagprofessionelle kan ikke blive enige, hverken isoleret internt i professionerne og endnu mindre, hvis de kombineres.

Det er netop derfor, vi har demokrati og regionsrådspolitikere til at træffe de "umulige" afvejninger og valg.

Det sker ikke i et lukket politisk-ideologisk rum, men derimod i et tæt samspil med professionelle, som efter en intern bureaukratisk forhandling leverer analyser, løsningsmodeller og scenarier til politikerne, som derefter træffer de "umulige" valg, som ikke kan sættes på formel eller beregnes i Excel.

Fokus på strukturelle rammer forsvinder

Professionelle bestyrelser i private virksomheder er langt hen ad vejen en myte om rationalitet, som ikke kan underbygges rationelt med empiriske undersøgelser. Men der er dog ét absolut vurderingsgrundlag – de økonomiske resultater – som private bestyrelser kan måles på og holdes ansvarlig for.

Med professionelle bestyrelser i sundhedsvæsenet forsvinder også fokus på de strukturelle rammer, som i høj grad former de "professionelle" beslutninger.

Roger Buch

I det offentlige er der ikke sådan én fast bundlinje. Professionelle bestyrelser i det offentlige bliver en imitation af den private sektors mytologi, som kan føre til at de umulige rationelle valg – skal sygehus A eller B lukke? Skal der gives flere penge til behandling af sygdom A eller B? – træffes i teknokratiske strukturer, hvor ingen kan stilles til ansvar, fordi de jo blot har besluttet ud fra såkaldte professionelle standarder.

Og hvor kritik kan afvises med, at borgere, patienter og alle andre mangler den professionelle viden og forståelse – ved lægfolk bedre end de professionelle!

Med professionelle bestyrelser i sundhedsvæsenet forsvinder også fokus på de strukturelle rammer, som i høj grad former de "professionelle" beslutninger.

De professionelle kan jo ikke kritiserer de strukturelle rammer, fordi de så bliver politiske og derved både mister den professionelle autoritet, og svækker deres goodwill hos de centrale magthavere.

Måske er netop dét pointen i Lars Løkke Rasmussens reformplaner siden 2011: At skabe en sundhedssektor, som på overfladen ser professionel og decentral ud, men reelt er det modsatte: Politisk og centraliseret.

Et uprofessionelt begreb

Den demokratiske model med regionsråd har den indbyggede fordel, at de valgte politikere nærmest per definition skaber den mangfoldighed og uenighed, som forskningen peger på som værdifuld for private virksomheder.

Diversitet i holdninger og politiske konflikter sikrer trykprøvning af løsninger. Den anden fordel er, at demokrati sikrer ansvarlighed – i modsætning til den teknokratiske "professionelle" model.

Regionsrådspolitikere kan stilles til ansvar for det lukkede sygehus eller de nedprioriterede behandlingsformer – det kan de professionelle bestyrelser ikke.

Men på trods af at hele konceptet "professionelle bestyrelser" er en myte uden megen evidens, så er det et retorisk stærkt koncept, som nok skal leve videre i debatten om sundhedsvæsenet, havne, forsyningsselskaber og meget andet.

Og det på trods af at et kritisk eftersyn faktisk afslører det professionelle som et temmelig uprofessionelt begreb.

En trøst må så være, at vi stadig har demokratiet – nationalt, regionalt og lokalt – som løsningen på teknokratiets umulighed.