Et orkester bader rummet i blid brus-versioner af Sting.

Det var her, Moderaterne begyndte med Det Politiske Mødested, fortæller Jon Stephensen, mens jeg henter Fritz Cola i baren. Han er åbenbart ikke persona non grata længere. Hans sidekammerat i folketingssalen, eks-moderat Mike Fonseca, er her dog ikke.

Det er alle andre ellers. Alle slags eliter er dukket op. Businesseliten, departementscheferne, Barbara Bertelsen inklusive, regeringens ministre, toppen af dansk lobbyisme, fagbosserne.

Folk, der er hjemmevante i den kunst, det er at håndtere glas på stilk og ny nordisk-fortolkninger af kanapeen og small-talk.

De eneste, der ikke er her, er fortidens repræsentanter.

Claus Hjort Frederiksen, Anders Fogh Rasmussen, Thor Pedersen, Søren Pind, Peter "PC" Christensen – hele den kreds, Løkke første gang for alvor trådte ind på den landspolitiske scene sammen med, er ikke at finde.

Måske har de meldt afbud. Måske de slet ikke er inviteret – Løkke er fremtidens mand, måske også fordi fortiden er så fuld af de broer, han har brændt. 

Mette Frederiksen: Du er den vildeste dramaqueen

Mette Frederiksen bemærker selv, at at hun har taget en skjorte på, der matcher Moderaternes æstetik.

"Der sker noget her," siger hun, mens hun bevæger hånden op og ned foran sig. Folk griner.

Hun er en god taler. Hun ved, at først skal folk have noget at grine af, for så sænker de paraderne, og så skal man sige det, de skal huske.

Hun fortæller, at Løkke er en udpræget "dramaqueen", der kan kaste med brillerne og papirerne og forlade et rum med beskeden om, at så må man hellere finde en anden at lave politik med. For så at komme tilbage igen. Det er en typisk Lars, som hun siger.

Tænk, hvis overskriften for den her dag blev: Lars blev 60 år

Lars Løkke Rasmussen (M)
Udenrigsminister og partiformand

Men det er også typisk Lars at holde kontakten til en hjemløs, han mødte engang, og at det var ham, der efter en mail fra en kræftsyg kvinde omlagde det danske sundhedsvæsen og lavede kræftpakkerne i 2006.

"Det har reddet mange menneskers liv," siger statsministeren, mens Løkke tørrer en tåre fra øjenkrogen med de servietter, hans sekretær har stukket ham i hånden, da talerne gik i gang.

Mette Frederiksen siger, at det ikke mindst er med kræftpakkerne, at Løkke har sin egen plads i historien. Men hun skynder sig også at sige, at Løkkes "historie ikke er slut endnu", inden hun går ned og giver Løkke et kram, mens fotograferne skubber til hinanden i en uskøn kamp om øjeblikket.

Kejtet kram med Troels

Så er det Troels Lund Poulsens tur. Det er hans lod i den her regering at tale bagefter statsministeren – en kontrast, der ikke arbejder til Lund Poulsens fordel.

Men det er også prekært, fordi han holder en tale til sin tidligere formand og hen over et brud, der stadig går Løkke på. Også selvom Løkke stadig har sit portræt hængende i Venstres hovedkontor, og selvom Lund siger: "Tak for alt det, du har gjort for Venstre".

"Du har gjort en kæmpe forskel," siger Troels Lund om Løkkes 30 år lange politiske karriere, inden han fortæller om sin datter, Andrea, der synger for Løkke, og han minder Løkke om, at han skal huske at nyde livet som bedstefar. Så emfatisk, at det næsten lyder som en opfordring til ikke at lave andet.

Løkke tilhører en generation og Lund Poulsen en del af landet, hvor det eneste naturlige mand og mand i mellem er at give hånd. Det er i hvert fald én af årsagerne til, at deres efterfølgende kram bliver en lidt kejtet affære.

Begge er måske også bevidste om den andens talent for at plante knive i en ryg.

Rige møgsvin

I den sammenhæng kan man sige, at Dansk Metals formand, Claus Jensen, mere er typen, der kommer forfra. Han omtaler ikke Løkkes bedrifter fra fortiden, men forholder sig til, hvad Løkke kan gøre for ham og medlemmerne her og nu.

Metalformanden er på arbejde med andre ord. Og når de bagefter giver hinanden et kram, er det slående, hvor meget de ligner hinanden. Af statur og drøjde og i visheden om, at magt ikke respekterer tomrum og derfor skal tages og bruges i ethvert øjeblik.

Claus Jensen skubber på for frihandelsaftaler med Australien og Sydamerika, så der kan komme bestillinger i virksomhedernes ordrebøger og lønstigninger til Metal-medlemmerne.

Han afslører endda, at det havde han og Løkke faktisk allerede talt om til en frokost for nylig. Jensen gider ikke skjule, at han har magt, eller at magt handler om, hvem der kommer, når du giver en frokost.

Her har Løkke ikke brug for servietter. Men han griner dog mere oprigtigt end de fleste herinde, da Jensen fortæller, om dengang Løkke fyldte 50 år og kunne synge med på femte vers af 'Sådan er kapitalismen' om pigen, der havner i prostitution efter en affære med en rigmand.

"Det' det rige møgsvins skyld," reciterer Claus Jensen fra sangen, og jeg kan ikke finde ud af, om han er fræk som en slagterhund i den her forsamling, hvoraf flere er millionærer, eller lige tog den et skridt for langt.

Måske er det meget godt, der er pause nu.

Løkkes alliance med højrepopulismen

Werkstatt er B&W's gamle maskinværksted. At det nu definerer sig som deindustrialiseret "event-hal" er i fin samklang med Løkkes politiske vision og skæbne.

Det er globalisering på to måder. For det første fordi steder som det her findes i alle vestlige storbyer fra New York til Berlin. Og for det andet fordi det er globaliseringen, der flyttede den tunge industri ud af Vesten, efter Den Kolde Krig sluttede.

Det kan godt være, at fortiden aldrig indhenter Løkke, men derfor kan han godt løbe tør for fremtid

For den politiske mainstream i Vesten – og dermed for Lars Løkke Rasmussen – betød det, at politik kom til at handle om at optimere befolkningerne til international konkurrence på specialiseret viden og personaliseret service.

Vores velfærdspolitik, især vores uddannelsespolitik og erhvervspolitik, skulle indrettes, så vi ikke sakkede bagud. Arbejdsudbuddet skulle holdes højt, reformtempoet ditto, og vi skulle tiltrække mere udenlandsk arbejdskraft.

For den arbejderklasse, der engang gik på arbejde her i tusindvis, blev den udvikling en dybt fremmedgørende erfaring, der fik den politiske konsekvens, at der opstod et nyt "populistisk", anti-globalistisk højre.

Den modsætning mellem det globale og det antiglobale har ikke bare domineret dansk politik i et kvart århundrede. Den udgør også det mest fundamentale problem og paradoks i Løkkes politiske karriere.

For på den ene side kom Venstre og Løkke kun til magten via en alliance med netop det populistiske højre. Men på den anden side har Løkke fra det øjeblik, han blev statsminister første gang, forsøgt at slippe ud den alliance – kun for at finde sig låst i den på grund af sin vilje til og begær efter magten.

Det var den ustabile ligning, der fik ham til at chok-foreslå et SV-samarbejde midt under valgkampen i 2019 og til at stifte Moderaterne to år senere.

Spørgsmålet er så, om han endegyldigt slap ud af sin misere, da SVM-regeringen blev dannet, eller om han bare fandt sig fanget i den på en ny måde, fordi Socialdemokratiet på lange stræk er slået ind på den samme kurs som Dansk Folkeparti med en jernhård udlændingepolitik.

Det får vi ikke svar på i dag, og nu skal Løkkes datter holder tale.

Du kan gå på pension

Lisa Løkke Rasmussen har Løkkes – engang ufødte – barnebarn i en babysele på maven, mens hun holder en tale til sin far. Løkke har servietterne fremme øjeblikkeligt, og det er tydeligt, at det ikke er spin, når han bliver kaldt et familiemenneske.

Det er kærlighed af den slags, der handler om at elske sin far, som han er: åbenlyst med en tendens til kaos og en overbooket kalender, men hvor hjertet sidder på rette sted.

Hun ved godt, hvad præmisserne er, men hun siger det også højt: at hvis Løkke ikke var udenrigsminister og på rejse hele tiden, kunne han være hjemme hver weekend og lave søndagsmiddag til dem alle sammen.

Løkke nikker og kigger ned. Befrielsens pris betales med savnets valuta. 

"Jeg ved, at du nu kan gå officielt på pension," siger hun med henvisning til, at folketingsmedlemmer kan gå på pension, når de fylder 60 år. Og eftersom Løkke har været folketingsmedlem siden 1994, er han endda garanteret den højeste ydelse.

Hun siger det også som en vittighed. Hun ved, og Løkke ved, og alle andre herinde ved, at det ikke kommer til at ske.

Sólrun: "Jeg forstår det sgu heller ikke"

Selvfølgelig er det naturligt, at der bliver talt om fortidens meritter, når en politiker af Lars Løkke Rasmussens kaliber fylder 60 år. Ligesom det er naturligt, at spørgsmål om, hvornår han stopper, bliver omtalt.

Men lige så åbenlyst er det, at det er et ømtåleligt emne for Løkke. Han joker selv med, at han havde følt et stik i brystet på vej herhen.

Vi tyer til vittigheder for at tale om det, vi skjuler (for os selv), at vi tænker på.

Han fortæller sin drøm om, at Moderaterne en dag kan blive uafhængige af ham og blive "en varig stemme i dansk politik". Et punkt, hvor "jeg ville kunne trække mig", siger han.

Ville kunne – ikke "vil kunne" eller bare "kan". Løkkes dobbelt-hypotetiske formulering afslører, at den dag aldrig kommer.

Ikke fordi det er givet, at Moderaterne er en døgnflue, men fordi Løkke ikke forlader politik frivilligt. Det er også derfor, han fra scenen siger, at han "blev smidt ud af Venstre", selvom han kun blev væltet som formand.

Løkke mener åbenlyst, at han har krav på at være i magtens centrum. Ingen – og det er ikke, fordi de ikke har prøvet – har ejheller formået at presse ham ud af den zone.

Jeg spørger Løkkes hustru, Sólrun Løkke Rasmussen, hvad det er i Løkke, der har gjort det muligt. "Kærlighed til politik," svarer hun.

Men hvordan elsker man politik?

"Jeg forstår det sgu heller ikke," svarer hun og fortæller om den korte periode inden Moderaterne, hvor Løkke forsøgte sig i det private erhvervsliv.

"Han tjente skidegode penge og var hjemme hver weekend."

Du lyder lidt frustreret over den kærlighed til politik ...

"Jo, nogle gange, men når han er glad og tilfreds, så ..."

Hun siger også noget andet om sin mand:

"Jo ældre han bliver, jo længere ser han frem. Nu handler det om hans ufødte oldebørn."

Løkke vil gerne skrive med den pen, der tegner fremtidens Danmark. Det har han gjort i 30 år nu.

Men hørte man efter, hvad der egentligt blev sagt i talerne, er der andre, som har gang i testamenteskrivningen og regnskabet over arv og gæld. Vittighederne om pensionen skjuler kun nødtørftigt den længsel, de stammer fra.

Det kan godt være, at fortiden aldrig indhenter Løkke, men derfor kan han – selv han, der har snydt sin politiske død så mange gange – godt løbe tør for fremtid.