Mikkel Bjørn
 svarer 
Mattias Tesfaye

Hvilke konkrete tiltag har ministeren og regeringen taget eller agter at tage for at modvirke negative effekter på børns sundhed under ramadanen?

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

Børne- og Undervisningsudvalget, Spørgsmål 228

Hvilke konkrete tiltag har ministeren og regeringen taget eller agter at tage for at modvirke negative effekter på børns sundhed under ramadanen?

Svar fra onsdag den 8. maj 2024

Gode læringsmiljøer er helt afgørende i folkeskolen. Det er vigtigt for etableringen af velfungerende læringsmiljøer og for elevernes udbytte af undervisningen, at eleverne er klar til at modtage undervisningen. Det indebærer bl.a. at de er veludhvilede, har energi og kan koncentrere sig igennem skoledagen.

Det er et kommunalt og lokalt ansvar at sikre, at der på skolerne er de rette betingelser for, at eleverne kan lære og trives. Det er min forventning, at hverdagen på skolerne fungerer i ramadanmåneden såvel som i skoleårets øvrige måneder. Jeg har tillid til, at der lokalt kan træffes relevante beslutninger om vejledning eller øvrige tiltag med henblik på at sikre de rette rammer for børns læring, trivsel og udvikling under ramadanmåneden.

Til brug for besvarelsen har jeg indhentet bidrag fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, der oplyser følgende:

”Styrelsen for Undervisning og Kvalitet er ikke bekendt med en udbredt eller systematisk problematik vedrørende elevers deltagelse i undervisningen under ramadanen. Det skal bemærkes, at styrelsen ikke har foretaget en systematisk afdækning af problematikken.

Styrelsen har kendskab til, at der lokalt arbejdes med forebyggelse og håndtering af eventuelle misforståelser og konflikter i forbindelse med ramadanen. Styrelsen har som led i kvalitetstilsynet på folkeskoleområdet vejledt enkelte skoler i, hvordan de kan forebygge eventuelle konflikter og misforståelser i forbindelse med ramadanen. Det har bl.a. handlet om at vejlede skolerne til at kommunikere tydeligt med forældre om forventninger til elevernes deltagelse i undervisningen under ramadanen.”

Til brug for besvarelsen har jeg desuden indhentet bidrag fra Indenrigsog Sundhedsministeriet, der oplyser følgende:

”Indenrigs- og Sundhedsministeriet har forespurgt Sundhedsstyrelsen, der oplyser, at Sundhedsstyrelsen ikke umiddelbart er bekendt med, at der foreligger danske studier, der skulle påvise negative effekter på børns sundhed i forbindelse med faste under ramadan. Det er i øvrigt Sundhedsstyrelsens forståelse, at børn er undtaget fra fasten, hvilket også gælder andre grupper for hvem faste kan være uhensigtsmæssig såsom gravide og syge.”

0:000:00