Debat

Frankrig og Tyskland mener noget forskelligt med ordet ’solidaritet'

ANALYSE: Imens Frankrig taler om nødvendigheden af ’solidarisk integration’ over for gældsplagede lande, ønsker Tyskland en europæisk føderation af nationalstater. Det skriver Ulla Holm, seniorforsker ved DIIS.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

For Merkel er en bankunion uden stærke kontrolmekanismer og euroobligationer udtryk for mangel på solidaritet med Tyskland og med de lande, der har orden i deres økonomier. For Hollande er det udtryk for – hvad han kalder – solidarisk integration af de gældsplagede sydeuropæiske lande. 

Ulla Holm
Seniorforsker ved DIIS med speciale i fransk indenrigs,- og udenrigspolitik samt EU politik
Fakta
BLAND DIG!

Deltag i debatten- send dit indlæg til [email protected]

Af Ulla Holm
Seniorforsker ved DIIS med speciale i fransk indenrigs- og udenrigspolitik samt EU-politik. 

Den europæiske krise har sat gang i overvejelser over, hvordan EU skal undgå at falde fra hinanden.

I Frankrig tales der om nødvendigheden af ’solidarisk integration’ og i Tyskland om en europæisk føderation af nationalstater. De to begreber dækker over uenighed mellem Frankrig og Tyskland, hvad angår europæisk økonomisk solidaritet over for gældsplagede lande, og i hvilket institutionelt regi EU yderligere skal integreres.

Solidaritetsdramaet har udspillet sig med Tyskland og Frankrig som hovedaktører. Men til forskel fra tidligere har andre aktører også fået en vigtig rolle i de forskellige ad hoc-alliancer, som den franske præsident Hollande har etableret uden om Tyskland. Sammen med Italien og Spanien, har Hollande gjort sig til fortaler for, at budgetdisciplin ikke er nok til at løse krisen. Vækst må der til. De tre lande er desuden enige om at ville have en præcis kalender for, hvornår en kommende bankunions tilsynsmyndighed træder i kraft.  

Ifølge den franske økonomi – og finansminister P. Moscovici er en løsning af krisen i Grækenland, Spanien og Cypern samt oprettelse af bankunionen første etape i udviklingen af EU. Det skal ske i rekord tempo. Næste skridt vil være indførelse af skat på finanstransaktioner og en forbedring af EU’s monetære og økonomiske samarbejde.

Kansler Merkel støtter etablering af en bankunion, men kvalitet og effektivitet skal være kodeordene for tilsynsmyndigheden og ikke hastværk, som hun implicit anklager Hollande at stå for. Merkel vil derfor kun være med, hvis der er kontrol med, hvor skatteydernes penge går hen og med dem, som skal tage beslutning om, hvorvidt en bank skal reddes eller ej.

Frankrig og Spanien ønsker indførelse af euroobligationer, som i realiteten betyde, at Tyskland vil komme til at ’hænge’ på en del af bankernes og staternes gæld. Det er ikke sært, at Merkel har været imod forslagene, som er forsøg på at "inddæmme" tysk økonomisk politik.

Et udtryk – to opfattelser
For Merkel er en bankunion uden stærke kontrolmekanismer og euroobligationer udtryk for mangel på solidaritet med Tyskland og med de lande, der har orden i deres økonomier. For Hollande er det udtryk for – hvad han kalder – solidarisk integration af de gældsplagede sydeuropæiske lande. Udtrykket har to fordele – set ud fra et fransk synspunkt: den ene er, at Hollande kan fremstille sig som de fattiges forsvarer. Den anden er, at udtrykket er tømt for institutionelle implikationer af yderligere integration.

Hollande vil ikke tale om institutioner. En europæisk politisk union kan først komme til debat efter Europa-Parlamentsvalget i 2014, hvor Hollande sikkert håber, at Frankrig har en bedre økonomi og en mindre opposition mod en europæisk politisk union. I perioden indtil 2014 er Frankrig – ifølge  økonomi – og finansminister P. Moscovici, parat til at gå længere i den europæiske konstruktion på betingelse af, at enhver ny integrationsetape skal modsvares af en solidaritetsdimension. Frankrig har endnu ikke specificeret, hvad det er for nogle solidaritetstiltag der bliver tale om.­

Et Herrens år
Skarpt tegnet op er den tyske vision for yderligere integration: Institutioner først. Handling dernæst. Den franske vision er derimod: Først handling, så institutioner.

Tyskland vil have nedsat et konvent i 2013, der skal diskutere ændring af Lissabon-traktaten og indholdet af begrebet ’føderation af nationalstater’. Frankrig siger ’non’. Merkel har foreslået, at EU institutionelle system bliver et to-kammer-system som det tyske. Frankrig siger ’non’.

Er de to lande overhovedet enige om noget? Ja. De er enige om skat på finansielle transaktioner. Er de enige om at indgå kompromisser, som de altid har gjort? Ja, det er de. Det viste topmødets første dag.

Tyskland fik udskydelse af det centraliserede banktilsyn til efter det tyske Bundestagvalg i september 2013. Frankrig og Sydeuropa fik igennem, at den juridiske og politiske ramme for tilsynsmyndigheden etableres inden den 31. december 2012. Frankrig fik håndslag på, at 6000 europæiske banker vil komme under tilsyn, hvor Tyskland havde foretrukket, at det kun var de store banker, der blev underlagt kontrol.

2013 vil blive et Herrens år, hvor der skal sættes institutionelt kød på topmødets kompromis.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00