Kommuner og regioner opruster i EU

EU: Hovedstadskommunerne og regionen har netop besluttet at prøve lykken i Bruxelles, samtidig har det syddanske EU-kontor ansat flere. Der er god ræson i at kigge mod syd, mener professor.
Kommuner og regioner danner fælles front i EU for at pleje lokale og regionale særinteresser.
Kommuner og regioner danner fælles front i EU for at pleje lokale og regionale særinteresser.Foto: folkebevægelsen
Anne Marx Lorenzen

Lokalpolitikere fra Ballerup til Sønderborg kigger i stigende grad mod Bruxelles og Strasbourg, når kommuners og regionernes interesser skal plejes.

Mens man i Syddanmark sender mere personale til sit kontor i Bruxelles, så er kommunerne i hovedstaden netop blevet enige med regionen om at etablere et fælles regionalt EU-kontor.

Københavns Kommune har allerede afsat 2,1 millioner kroner til etablering og drift af kontoret i 2014 og 2015. Hvis kontoret opnår medfinansiering fra hovedstadens 28 andre kommuner, vil det dermed betyde, at alle Danmarks regioner og kommuner er repræsenteret med et kontor i EU.

I Københavns Kommune ser man det nye EU-kontor som et redskab, der især skal hjælpe med at trække støttekroner hjem til hovedstadsområdet.

“Fokus er at skabe vækst og nye arbejdspladser i København og i resten af hovedstadsregionen. Hovedformålet med kontoret er derfor også at tiltrække EU-midler, men kontoret skal samtidig søge indflydelse i forhold til EU-strategier og brande hovedstadsregionen i Bruxelles,” siger overborgmester Frank Jensen (S) til Altinget.dk

For ham er det vigtigt at få en fod indenfor i EU og dermed få fat i nogle af de midler, som andre europæiske storbyer såsom Hamborg og Stockholm er gode til at hive ind.

EU-kontor for alle kommuner
På trods af, at Københavns Kommune var en af initiativtagerne bag kontoret, forventer han dog ikke, at det er de københavnske særinteresser, som kommer til at løbe med alle de nye EU-midler.

“Der er ikke et modsætningsforhold mellem København og de øvrige 28 kommuner. Vi er gensidigt afhængige af hinanden, og når der er vækst i Hillerød og Helsingør, kommer det også København til gode,” siger han.

Også hos KL mener man, at Region Hovedstadens nye EU-kontor er en rigtig god idé.

”Alle i EU kender København, og det giver god mening for regionens kommuner at markere sig mere dernede,” siger Henning Jensen, som er næstformand i KL’s internationale udvalg.

Han mener, i tråd med overborgmesteren, at kontoret vil komme andre end blot Københavns Kommune til gode.

”Andre kommuner som for eksempel Albertslund, der er rigtig progressiv inden for miljø og energi, kan have en fordel i at få mere indsigt i erfaringer fra de andre EU-lande, og få støtte til den slags initiativer i kommunen,” siger han.

Han mener dog, at det er vigtigt, at det ikke kun er muligheden for at hente penge hjem, der skal drive værket.

”Formålet med et EU-kontor skal ikke primært være at hente millioner af støttekroner hjem til kommunerne, men skal derimod være for at komme tæt på beslutningsprocessen i EU,” siger han.

EU-fokus er en åbenlys fordel
Professor Ove Kaj Pedersen fra Department for Business and Politics på CBS mener også, at der er åbenlyse fordele for regioner og kommuner ved at markere sig i EU, og ser oprustningen som en positiv tendens.

”De love og regler, som kommuner og regioner er styrede af, kommer enten direkte fra EU eller er påvirket af en eller anden form for EU-regulering. Det er i Bruxelles og Strasbourg, man skal have indflydelse, hvis man skal påvirke sine egne arbejdsbetingelser som region og kommune.”

Ifølge Ove Kaj Pedersen kan der være flere gevinster ved at etablere sig i EU-magtens centrum.

”Fordelen ved at have et EU-kontor er, at man oparbejder et stabilt netværk af kontakter, og man kan få sine medarbejdere gradvist gjort mere kompetente til at arbejde med EU-processerne. Og på længere sigt er det også billigere end at flyve folk frem og tilbage fra Bruxelles,” siger han.

Syddanmark sætter ind i EU
I Syddanmark prioriterer man i høj grad EU og har i 2013 oprustet med tre nye medarbejdere, som skal hjælpe med at varetage de syddanske interesser og hente flere penge hjem til især energi- og velfærdsteknologiprojekter i regionen.

Ifølge direktør for det syddanske EU-kontor Jonas Groes er der især to årsager til Syddanmarks oprustning på EU-fronten.

”For det første fordi vi har succes med det, vi gør. Vi kan hjælpe virksomheder, kommuner, regionen og universitetet med at skabe endnu mere vækst i Syddanmark ved at hjemtage flere konkurrenceudsatte EU-midler. For det andet fordi de konkurrenceudsatte EU-midler med blandt andet Horizon2020 stiger, hvorimod strukturfondsmidlerne falder.”

Og ifølge ham er det en vigtig prioritering at være tæt på der, hvor det hele sker.

”Det giver nogle helt andre muligheder, når man ikke skal rejse fra Vejle til Kiel, men kan gå over til det regionale kontor på den anden side af gaden,” siger han.

Fokus på styrkepositioner
Ifølge Jonas Groes har det syddanske EU-kontors arbejde skiftet karakter de seneste år.

”For fem år siden var processerne meget kortere. Dengang blev der annonceret nogle specifikke programmer, og dernæst så man så, om man kunne matche nogle projekter her i Syddanmark med de programmer. Nu har man i stedet valgt at prioritere indsatsen på enkelte styrkepositioner, så man også kan have en dialog omkring interessevaretagelsen med de relevante aktører. Det er både med Europa-Parlamentet og i endnu højere grad med Kommissionen,” fortæller han.

Og det at satse på bestemte områder lader også til at være strategien for hovedstadens nye EU-kontor.

”EU-kontoret skal tage udgangspunkt i de styrkepositioner, som kendetegner hovedstadsregionen. Det betyder blandt andet, at clean tech, velfærdsteknologi, innovation, uddannelse og infrastruktur vil være de primære fokusområder,” siger Frank Jensen.

Det er i Bruxelles og Strasbourg, man skal have indflydelse, hvis man skal påvirke sine egne arbejdsbetingelser som region og kommune.

Ove Kaj Pedersen
Professor, CBS

Han kan dog endnu ikke fortælle, hvilke projekter som EU-midlerne skal gå til.

”Vi er i øjeblikket i gang med at fastlægge aktiviteter og ydelser for EU-kontorets arbejde. Vi kan først sige mere om, hvilke konkrete typer af projekter kontoret vil fokusere på, når vi kommer ind i 2014,” siger Frank Jensen.

Dokumentation

De danske EU-kontorers hovedfokus 

Region Syddanmark
EU-kontoret hjælper med udarbejdelsen af projekter og matcher syddanske virksomheder, institutioner og myndigheder med internationale partnere.

Region Nordjylland
NordDanmarks EU-kontor fokuserer særligt på rådgivning i forhold til at initiere EU-projekter med nordjyske aktører med henblik på at skabe vækst og innovation. Men også interessevaretagelse og branding hører til kontorets opgaver. 

Region Midtjylland
Region Midtjyllands EU-kontor beskæftiger sig primært med erhvervsudvikling, hvor virksomheders behov matches med EU-puljer. Kontoret beskæftiger sig også delvist med interessevaretagelse og informationstilvejebringelse. 

Region Sjælland 
Region Sjællands EU-kontors virke er baseret på handlingsorienteret rådgivning og initiering af EU-projektdeltagelse, branding, interessevaretagelse, internationalisering og bidrag til fremme af europæisk arbejde.


Kilde: KKR Hovedstaden 


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Frank Jensen

Fhv. justits- og forskningsminister og MF (S), fhv. S-næstformand, fhv. overborgmester
cand.oecon. (Aalborg Uni. 1986)

Henning Jensen

Fhv. borgmester (S), Næstved (1988-2011)
A.P. Møllers shippingskole (1966), lærer (Haslev Seminarium)

Ove Kaj Pedersen

Professor emeritus, CBS
Maitrise (Paris, 1974), cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1978), dr.phil. (CBS 2015)

0:000:00