Dansk tilfredshed med nye EU-regler for landbrugspromovering

AFTALE: Landbruget er glade for, at EU-støtten til promovering af fødevarer fremover rammer bredt og ikke kun afgrænses til græsk fetaost og italiensk parmaskinke. Kommissær håber på tredobling af støttebudgettet i 2020.
Under parolen "Enjoy, it's from Europe" ønsker EU-Kommissionen frem mod 2020 gradvist at flerdoble støtten til salgsfremme af europæiske landbrugsprodukter.
Under parolen "Enjoy, it's from Europe" ønsker EU-Kommissionen frem mod 2020 gradvist at flerdoble støtten til salgsfremme af europæiske landbrugsprodukter.Foto: EU-Kommissionen
Michael Hjøllund
BRUXELLES: Nye regler for EU-støtte til reklamer og oplysningskampagner for landbrugsprodukter modtages med tilfredshed - og en god portion lettelse i Danmark.

De danske aktører havde frygtet, at EU's støttekroner ville blive forbeholdt en særlig gruppe af kvalitetsstemplede EU-produkter, men de nye regler rammer en fin balance, lyder det fra Landbrug & Fødevarer.

"Det, der ligger på bordet nu, er mere åbent for fødevarer generelt, og derfor kan det blive væsentligt mere interessant for de sektorer, der før i tiden har været helt afskåret fra at søge på grund af nogle lidt besynderlige kvalitetsdefinitioner," siger Erik Enevold Kam, der er chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer.

Under de gamle regler oplevede danske kyllingeproducenter for eksempel, at de ikke kunne søge støtte til salgsfremme, fordi de ikke var certificeret under EU's kvalitetsordninger, der tæller op mod 1.200 forskellige produkter. Blandt andet parmesanost og skotsk oksekød.

Ordningerne bruges meget i Sydeuropa, men er ikke særlig udbredt nordpå i for eksempel Danmark, hvor kun enkelte produkter som Danablu ost og Lammefjordskartofler er med på de særlige lister.

Fakta
Den nye salgsfremmeordning

Højere EU-finansiering
EU finansierer nu 70 procent af et program, der involverer et enkelt land, og 80 procent, hvis flere lande samarbejder om et projekt (tidligere var tallene hhv. 50 og 60 procent).

Fokus på nye markeder
Er salgsfremstødet rettet mod et marked uden for EU, kan der gives ekstra finansiering af EU (80 procent til enkeltlandeprogrammer).

Medlemslande ud af regnskabet
Den hævede EU-finansiering betyder, at medlemslandene ikke længere skal bidrage til projekterne. Den del, som EU ikke finansierer, skal ansøgerne selv betale.

Brandslukning
En særlig ordning med ekstra høj finansiering (85 procent) sættes i stand for at understøtte forbrugeroplysning i tilfælde af "markedsforstyrrelser". Det kan eksempelvis være, hvis forbrugernes tillid til et produkt falder i forbindelse med en fødevarekrise, hvor produktet reelt ingen skyld har i krisen.

Fokus på markeder uden for EU
Formålet med de nye regler for salgsfremme er både at styrke, men også at fokusere EU-indsatsen.

For det første er meningen, at budgettet for ordningen skal øges. Landbrugskommissær Dacian Ciolos forventer, at budgettet for salgsfremme kan tredobles til 200 millioner euro i 2020.

Tager du et land som Kina, kommer der flere og flere middelklasseforbrugere med en stor købekraft, der også er villige til at betale ekstra for importerede varer. Derfor har vi valgt at satse på sådan et projekt.

Erik Enevold Kam
Chefkonsulent, Landbrug & Fødevarer, om et salgsfremstød i Asien.

Det kræver dog, at tilsvarende flere eller større projekter godkendes - ellers bliver pengene i Bruxelles.

Desuden skal mere af støtten gå til kampagner og salgsfremstød uden for EU's egne grænser.

Den udvikling skal blandt andet hjælpes på vej af, at EU finansierer hele 80 procent af et projekt, hvis det er målrettet markeder uden for EU. Finansieringen af projekter inden for EU støttes med 70 procent.

0:000:00