Offentlighed om MRSA-smitte er et etisk dilemma

Med ombudsmandens beslutning om at give aktindsigt i svinebesætninger med MRSA-smitte samler opmærksomheden sig atter om landbrugets problemer med antibiotikaresistens. Det har mødt kritik, at Fødevareministeriet hidtil har afvist at tillade aktindsigt i information om, hvilke svinebedrifter, der er inficeret med de stærkt smitsomme resistente MRSA-bakterier; information, der betinger omgivelsernes mulighed for at undgå smitte (Altinget Fødevarer 6. februar).

Den opmærksomhed, sagen har fået, skal ikke mindst ses på baggrund af, at resistensproblemet vokser år for år. Og det handler ikke bare om MRSA i svinebedrifter. Mange eksperter anser de resistente bakterier på vores husdyr for at udgøre et begrænset problem set i sammenligning med en række andre resistenstrusler. Men de konflikter, der aktuelt er opstået på grund af MRSA, kan ikke desto mindre give et billede af måden, hvorpå resistens kan forandre samfundet og den måde, vi omgås på, i en mulig (nogle ville sige sandsynlig) fremtid med mere udbredte resistensproblemer.

Flere hensyn at tage højde for
I Det Etiske Råd har vi - med baggrund i resistensproblemets voksende samfundsmæssige væsentlighed - siden i sommers arbejdet med de etiske dilemmaer, der knytter sig hertil. Netop stigmatisering udgjorde et af vores fokuspunkter. Vores anbefaling var: Myndighederne bør minimere den stigmatisering, isolation og diskrimination, der kan være knyttet til at være bærer af antibiotikaresistente bakterier. Smitterisikoen bør først og fremmest begrænses ved forbedring af den almene hygiejne.

På den ene side bør ikke-smittede beskyttes imod smitte. Det kan tale for brug af isolation af de smittede, tvangsforanstaltninger, osv. Ikke-smittede bør også have mulighed for selv at bestemme, hvilke smitterisici, de vil udsætte sig for. Det taler for åbenhed om smittekilder, f.eks. i form af offentlighed om inficerede dyrebestande eller indberetningspligt om kendskab til smittede personer. Hvis man hemmeligholder information om inficerede svinebestande af hensyn til landmændene, risikerer man i stedet at skabe et nyt sundheds- og stigmatiseringsproblem for andre borgere. Man kan altså ikke nøjes med at se på stigmatisering af landmændene.

Myndighederne bør minimere den stigmatisering, isolaion og diskrimination, der kan være knyttet til at være bærer af antibiotikaresistente bakterier. Smitterisikoen bør først og fremmest begrænses ved forbedring af den almene hygiejne.

Arbejdsgruppe vedrørende anvendelsen af antibiotika
Det Etiske Råd

For bærere af resistente bakterier kan sådanne tiltag imidlertid være stigmatiserende, krænkende og indebære indgreb i den enkeltes frihed. Erfaringsmæssigt har det endvidere medført, at bærertilstand i højere grad er blevet skjult, og dermed at risikoen for smitte er steget.

En gammel debat
Den aktuelle debat om MRSA og stigma er ikke bare velkendt, den er klassisk. Tvangsforanstaltninger imod smitsom sygdom hører til blandt de tidligste statslige indgreb; da man i slutningen af 1700-tallet indførte disse, var sigtet helt overvejende at beskytte de raske imod de smittede. Snart fik man dog øjnene op for, at den medfølgende stigmatisering kunne være kontraproduktiv set fra et samfundsperspektiv.

I nyere tid er stigmatiseringsproblemet bedst kendt i sammenhæng med HIV-epidemien. Problemer med smittebæreres hemmeligholdelse af smitte gjorde fx, at man i 1988 valgte helt at annullere en lov om seksuelt overførte sygdomme, der bl.a. indebar meldepligt.

Vi har i Det Etiske Råd på baggrund af den historiske erfaring valgt at anbefale, at man generelt undgår at stigmatisere de, der er smittet med resistente bakterier. Vi kan dog ikke afvise, at der er faktorer, der i den konkrete sag gør, at man bør drage den modsatte konklusion. Man kan således spørge, om det i længden er holdbart, at landbruget belaster samfundet med farer, befolkningen ikke får mulighed for at gardere sig imod, samtidig med at man ikke formår at nedbringe problemets omfang. Det er i sidste ende smitten - eller frygten herfor, der driver stigmatiseringen i landbruget og andre steder.

Ansvar for fremtiden 
Resistens vil på sigt ikke blot føre stadig mere omfattende sundhedsmæssige og økonomiske byrder med sig; men også forandre samfundet. Opfattelsen i Det Etiske Råd er, at vi aktuelt æder for hurtigt af den fælles, begrænsede ressource, virksomme antibiotika udgør - og dermed sender en urimeligt stor regning videre til de kommende patienter.

Rådet anbefaler derfor også, at myndighederne forstærker indsatsen mod antibiotikaforbruget i landbruget. Det kan f.eks. ske ved at fremme sunde produktionsformer og stille større krav til disse - samt begrænse brugen af flokmedicinering. Svineproducenterne udgør et erhverv, som har miljøomkostninger, og det er vigtigt, at disse bliver dokumenteret, offentliggjort, og ikke mindst begrænset. Men landmanden, familien og de ansatte er personer, som skal beskyttes mod stigmatisering, isolation, og diskrimination.

Det Etiske Råds arbejdsgruppe vedrørende anvendelsen af antibiotika: Gorm Greisen (overlæge, formand for arbejdsgruppen); Jacob Birkler (etiker, formand for Det Etiske Råd); Lene Kattrup (dyrlæge); Mickey Gjerris (etiker); Thomas Ploug (etiker)