VK overdriver konsekvenser af vandplaner

BAGGRUND: Venstre og Konservative mener, at de kommende vandplaner vil ødelægge 25 procent af landbrugsarealet. Men de analyser, som partierne henviser til, viser et andet billede.
Planerne om ændret vandløbsvedligeholdelse skaber igen debat.
Planerne om ændret vandløbsvedligeholdelse skaber igen debat.
Anders Jerking
Landbruget forsumper, og bøgeskovene dør. Det var budskabet, da Venstre og Konservative i sidste uge slog alarm over de kommende vandplaner.

"VK: Vandplaner ødelægger 650.000 hektar," lød overskriften i Jyllands-Posten, og i en pressemeddelelse fulgte partierne budskabet op:

"De foreslåede store ændringer i vandløbsreguleringen med reduceret og ophørt vedligeholdelse på op til 7.300 km vandløbsstrækninger er på vej til at sende 25 procent af det danske landbrugsareal ud af produktion," hed det i pressemeddelelsen.

De 650.000 hektar er markant højere end de 30.000 hektar, som Naturstyrelsen tidligere har anslået, ville blive påvirket af den ændrede vandløbsvedligeholdelse.

Notat 1: Man kan ikke sammenligne
Venstre og Konservative baserer deres tal på et notat udarbejdet af Skovdyrkerne og Landbrug & Fødevarer.

Dette notat henviser blandt andet til et casestudie fra GPS Agro, som "finder forsumpning af 146 ha pr. km vandløbsstrækning". Studiet er lavet af Casper Szilas, som har undersøgt, hvad der sker, når man ændrer vandløbsvedligeholdelsen på Vestlolland. Casper Szilas afviser imidlertid, at man fra hans case kan slutte sig til konsekvenserne i resten af landet.

"Nej, det kan man ikke. Lolland er lidt specielt, fordi det er meget fladt og fulddrænet," siger han og tilføjer, at der dog er dele af landet, som ligner Lolland.

Casper Szilas understreger, at hans analyse til gengæld peger på, at der er behov for nærmere undersøgelser af konsekvenserne.

"Mit budskab med den analyse er, at man bør lave en nøjere analyse af, hvad det vil betyde, at man hæver vandstanden i åerne, når man reducerer vandløbsvedligeholdelsen," siger han.

Notat 2: Alle dræn lukkes
I notatet fra Skovdyrkerne og Landbrug & Fødevarer henvises der derudover til et notat lavet af DMU. "DMU refererer påvirkning af 100 ha pr. km vandløbsstrækning, hvis dræn stoppes", hedder det i notatet, hvor netop denne effekt senere ganges op, således at ændret vedligeholdelse af 7.300 km vandløb vil medføre, at 730.000 ha påvirkes. Altså et tal, der kun er lidt højere end de 650.000 ha, der svarer til 25 procent af landbrugsarealet.

Ser man nærmere på DMU's notat fremgår det imidlertid, at den refererede påvirkning kan opstå, hvor "drænet aktivt stoppes". Det vil sige, at alle de 7.300 km vandløb i vandplanerne skulle lukkes helt, hvis konsekvenserne skulle ligne dem, som Venstre og Konservative opregner. Det er der ikke planer om i vandplanerne.

0:000:00