Psykiatri og mursten bliver stridspunkter i økonomiforhandlingerne

ØKONOMI: Når topfolkene fra regionerne i dag starter forhandlingerne med regeringens spidser om næste års økonomi, står psykiatrien og anlægsområdet som de største knaster.
Foto: colourbox
Ole Nikolaj Møbjerg Toft

Skal regionerne have to eller tre milliarder kroner til på anlægsområdet i 2015? Det bliver det måske største tovtræknings-spørgsmål, når topfolkene fra regionerne og regeringen i dag indleder forhandlingerne om regionernes økonomi i 2015.

Mødet finder sted over middag i Finansministeriet, hvor finansministeren, økonomi- og indenrigsministeren og sundhedsministeren sammen med deres topembedsmænd tager imod deres kolleger fra regionerne. I spidsen for Danske Regioner kommer formand Bent Hansen (S) og næstformand Carl Holst (V).

Bent Hansen nævner da også selv anlægsområdet, når han skal pege på de centrale temaer i forhandlingerne, der fortsætter til slutningen af maj eller starten af juni.

"Vi har en udfordring på anlægsområdet, hvor vi gerne vil lande på tre milliarder kroner i 2015. Vi har godt nok tidligere aftalt, at to milliarder er sigtepunktet. Men vi skal højere op," siger Bent Hansen.

Fakta

Hvem forhandler til økonomiforhandlingerne

Til det såkaldte sættemøde vil regeringen stille med finansminister Bjarne Corydon (S) samt hans departementschef David Hellemann og muligvis en kontorchef. Fra regeringen kommer også økonomi - og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) og Sundhedsminister Nick Hækkerup (S), der bliver flankeret af deres departementschefer Sophus Garfiel og Per Okkels, der muligvis også har hver en afdelingschef med. For Sundhedsministeriets vedkommende vil det så være Svend Særkjær, mens det for Indenrigsministeriet vil være Niels Jørgen Mau.

Danske Regioner:
Formand og Næstformand, Bent Hansen (S) og Carl Holst (V). Med sig har de Danske Regioners direktør og cheføkonom i form af Adam Wolf og Kristian Heunicke. Rikke Margrethe Friis kontorchef i Danske Regioners Center for Sundhedspolitik deltager også i forhandlingerne. 
I løbet af de næste forhandlingsmøder vil det variere, hvem der deltager.

Regionernes rationale er, at kvalitetsfonds-milliarderne til nye supersygehuse, der i disse år kanaliseres ud i regionerne, er målrettet nogle få store projekter.

"Men der er mange andre steder, der ikke får penge fra kvalitetsfonden. Der er blandt andet nye akutmodtagelser og eksisterende syghuse, hvor man vil bygge om, så der bliver færre patienter på stuerne," siger Bent Hansen og fortsætter:

"Både vi og regeringen har talt i flotte vendinger om at forbedre psykiatrien og mindske brugen af tvang. Det kræver også bedre større og mere moderne fysiske rammer. Og skal sundhedsvæsnet fortsætte med at have en høj produktivitet og levere stadig bedre kvalitet, så skal vi også have flere anlægskroner til at købe nyt udstyr."

Vestager var afvisende
Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) har ingen kommentar til Bent Hansens udmelding. Men til Danske Regioners generalforsamling i marts kom økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) selv ind på spørgsmålet. Her var meldingen, at regeringen vil holde fast i aftalen med regionerne om to milliarder til anlæg.

"Det samme gælder vores fælles sigtemål for anlægsudgifterne i 2015. Det skal også overholdes. Det betyder noget for den samlede økonomi," sagde Margrethe Vestager (R) på generalforsamlingen i Aalborg.

0:000:00