UU-formand: 95 procent-mål er realistisk

MÅLSÆTNING: Medregner man dem, som "er på vej til uddannelse", er 95 procent-målsætningen inden for rækkevidde. Det siger formand for nyt UU-udviklingscenter.
Finn Lambek mener, at hvis man medregner dem, som "er på vej mod uddannelse", er man tæt på at opfylde 95 procent-målsætningen.
Finn Lambek mener, at hvis man medregner dem, som "er på vej mod uddannelse", er man tæt på at opfylde 95 procent-målsætningen.Foto: colourbox.com
Kristian Aaskov Nielsen
Regeringens famøse og meget udskældte 95 procent-målsætning er inde for rækkevidde. Det mener bestyrelsesformand for UU-vejledernes nye udviklingscenter Finn Lambek.

"Et ophold på en produktionsskole eller job som arbejdsdreng på en maskinfabrik er også vejen hen til en uddannelse. Hvis vi lægger de kriterier hen over dem, som er i gang med en uddannelse, så er vi på 94-95 procent på landsplan. Derfor har jeg ingen problemer i forhold til målsætningen," siger Finn Lambek.

I vejledningskredse bruger man betegnelsen om dem, som "er vi vej hen til uddannelse". Det vil sige unge, som ikke er i risikogruppen for ikke at få en ungdomsuddannelse. I følge Finn Lambek får man med Ungepakken en formel accept af, at "vejen mod perspektivrig uddannelse og beskæftigelse" er helt legal.

"Vejen hen til en uddannelse kan faktisk være positiv. Den figurerer hidtil ikke i forhold til de 95 procent. Enten er du i gennemført uddannelse - ellers er du ikke," siger Finn Lambek.

Gruppe kan ikke medregnes
Men i dag medregner man ikke denne gruppe, når Undervisningsministeriet og UNI-C laver deres opgørelse for, hvor langt de er med 95 procent-målsætningen.

Fakta
De seneste tal fra Undervisningsministeriet fra 2007 viser, af 79,7 procent tager en ungdomsuddannelse. Medregner man dem, som får en videregående uddannelse, som ikke har en (dansk) ungdomsuddannelse, så er tallet 83,9 procent. Det er dog 79,7 procent, der er det officielle.

Kilde: www.uvm.dk

Når man i dag opgør, hvordan det går med målsætningen, kigger man på de elever, som er gået ud af niende klasse. På baggrund af køn og etnicitet laver man en statistisk udregning på, hvor mange der vil tage en ungdomsuddannelse på baggrund af den adfærd, man kender fra tidligere årgange.

Men man kan ikke medregne denne gruppe, fordi den i sig selv ikke er kompetencegivende, fortæller chefkonsulent Thomas Lange fra UNI-C, som laver opgørelsen for Undervisningsministeriet.

"Det er rigtigt, at der sker meget i øjeblikket omkring dem, som er i "på vej til uddannelse"-kategorier, der ikke i sig selv er kompetencegivende. Vi mangler endnu at se, om den udvikling, som Finn Lambek påpeger, har den effekt, som han tror på," siger Thomas Lange.

I de statistikdata, som UNI-C anvender til beregningen af andelene, der gennemfører ungdomsuddannelser, er der ikke endnu tegn på en udvikling svarende til Finn Lambeks meldinger.

"Vores prognose giver et billede på baggrund af de adfærdsmønstre, som vi kender fra Danmarks Statistiks registre. Vi kan ikke ud fra disse data sige noget om, hvornår regeringens målsætninger nås," siger Thomas Lange.

0:000:00