Fattigdomsbekæmpelse er mere end bistand

Af Laust Leth Gregersen
Senior Børnepolitisk rådgiver, Red Barnet

”Kan vi i det mindste ikke blive enige om, at vi taler dansk her i forsamlingen”, lød en irriteret kommentar, da jeg for nogle år siden overværede Europa-udvalget diskutere politikkohærens for udvikling for første gang.

Tungen slår knuder, og for almindelige mennesker, som ikke er indviet i EU-traktaternes sproglige finurligheder, giver ordene simpelthen ikke mening. Derfor kan det måske også forekomme paradoksalt, at jeg her vil hævde, at dette krøllede begreb faktisk kan udgøre et vigtigt element, hvis man vil genvinde noget af det tabte terræn i den folkelige opbakning til udviklingspolitikken.

Kohærens betyder sammenhæng og peger på, at vi er nødt til at forholde os til, at vores samarbejde med udviklingslandene handler om meget mere end donation og modtagelse af bistand.

Bistanden er fortsat uundværlig og gør en konkret forskel for millioner af udsatte børn verden over. Men bistand udgør en stadigt mindre del af de samlede økonomiske og politiske samarbejdsrelationer.

Sammenhængen mellem de mange beslutninger og politikker, som påvirker verdens fattige børn på tværs af landegrænser, er derfor helt centralt for at opnå synergi og resultater.

Hvis vi bruger den rigtigt, kan den blive løftestang for at hæve udviklingspolitikken ud af 'bistandsghettoen' og engagere beslutningstagere og offentligheden i nye måder at diskutere udviklingspolitiske problemstillinger på.

Laust Leth Gregersen
Senior Børnepolitisk rådgiver, Red Barnet

Sagen engagerer 
Allerede i 2011 var strømmen af private udenlandske investeringer til udviklingslandende otte gange større end den bistand, landene modtog. Og de private strømme er mere end firdoblet på de seneste ti år.

Derfor arbejder vi i Red Barnet systematisk med at gå i dialog med virksomheder. I en globaliseret verden påvirker virksomhedernes investeringer og CSR-politikker direkte respekten for børns rettigheder og bekæmpelse af den alt for høje ungdomsarbejdsløshed, som vi oplever i verden.

Set i lyset af denne tendens er tilgangen til den udviklingspolitiske debat i dag alt for snævert fikseret på bistand. Det bliver tydeligt, når man for eksempel ser på den seneste årlige opgørelse fra Danida, der måler den folkelige forankring af udviklingspolitikken. Groft sagt måles folkelig forankring som andelen af befolkningen, der er tilhængere af at give bistand.

Det er der glædeligvis stadig 65 procent af danskerne, der er, og her skal vi naturligvis have klare ambitioner om at fastholde og øge opbakningen. Men i fremtiden skal der også tænkes bredere.

Vi må sammen begynde at overveje, hvordan andre former for engagement også bør tælle med som folkelig forankring. Medarbejdere på virksomheder, der støtter NGO’er, forbrugere eller borgere, som engagerer sig i aktuelle sager via globale bevægelser på sociale medier og andet.

Den globale kamp mod skatteunddragelse er et klart eksempel. Et samarbejde mellem udviklings-NGO’er, skatteeksperter og graverjournalister har skabt et massivt folkeligt pres på Europas beslutningstagere og medført substantielle ændringer i EU-lovgivningen på området. Her er det spændende ved den globale bevægelse mod kapitalflugt netop, at den går på tværs af det stereotype skel mellem rige og fattige lande.

Skattesnyd er akkurat lige urimeligt for retskafne borgere i Danmark som i Ghana. Og det er de samme regler - såvel nationalt som internationalt - som skal til for at skabe den nødvendige gennemsigtighed og komme problemet til livs.

Det er netop det, som sammenhængende politikker eller kohærens handler om: at skabe globalt holdbare politiske løsninger på tværs af politikområder og landegrænser. Det er en kommunikativ udfordring. Nuvel. Men sagen er alt, alt for vigtig til at opgive som et folkeligt projekt.

Ny verden, ny folkelighed
Det udviklingspolitiske landskab har forskudt sig fundamentalt de seneste år. Skellet mellem det, vi kalder udviklede og udviklingslande, er under opbrud. Størstedelen af verdens fattigste mennesker bor ikke længere i de fattigste lande. Globaliseringen er en uigendrivelig realitet.

Beslutninger, som træffes ét sted på kloden, har konsekvenser, som rækker langt ud over den enkelte stats grænser. Alle steder påvirkes de børn og voksne, som lever på bunden af samfundet, af megatendenser, der kun kan håndteres gennem kollektiv handling i det internationale system.

Nogle af de største udfordringer som finansiel stabilitet, bekæmpelse af klimaforandringer og skatteunddragelse kan kun overkommes, hvis vi samordner vores nationale politikker. Derfor er den kommende handlingsplan for sammenhængende politikker for udviklingspolitikken netop så utrolig vigtig.

Hvis vi bruger den rigtigt, kan den blive løftestang for at hæve udviklingspolitikken ud af ’bistandsghettoen’ og engagere beslutningstagere og offentligheden i nye måder at diskutere udviklingspolitiske problemstillinger på. For selvom begrebet politikkohærens for udvikling af ganske gode grunde aldrig har rodfæstet sig i ordforrådet hos folk uden for et par få snævre politiske cirkler, er sagen engagerende.

Derfor glæder vi os i Red Barnet til den kommende handlingsplan og er parate til at engagere os selv og den danske befolkning i sagen.