Af Henning Jørgensen,
Professor ved Center for Arbejdsmarkedsforskning, CARMA, Aalborg Universitet

Så kom den endelig: Arbejdsmarkedskommissionens betænkning. Spændingen havde været stor op til fødslen. Og hvad kom der så ud af det?

Efter valget kommer handlingen...
At finansminister Claus Hjort Frederiksen allerede dagen før offentliggørelsen afmonterede alle forslag fra kommissionen var reelt ikke nogen overraskelse. Det var del af det planlagte politiske spil omkring afleveringen. Der skal naturligvis ikke mistes vælgere op til næste folketingsvalg. Men efter et valg er VK-regeringen helt klar til at gennemføre mange af forslagene. Også indgreb over for efterlønsordningen. Også indgreb mod dagpengene. Også indgreb mod for lange studietider. I den henseende blev det et velskabt barn. Der er ingen tvekønnethed her!

Statsministerens politiske sekretariat
Kommissionen har ikke været en traditionel sådan, hvor eksperter giver velafbalancerede råd til det politiske system ud fra analyse af tilstand og udvikling på et område. Der er klare analyser i betænkningen, men interesseafvejning har på forhånd været afskrevet, for det er personligt udpegede medlemmer, som VK-regeringen satte ind i kommissionen. En gammel lejesoldat for regeringen som formanden Jørgen Søndergaard var et sikkert kort, og hertil kom bl.a. direktører for private firmaer, der lever af at sælge ydelser til beskæftigelsessystemet. Så der var på forhold sikret opbakning til en "neo-liberal" linje i synspunkter og forslag.

Formanden og sekretariatet, der blev rodfæstet i Finansministeriet - og vel at mærke ikke i Beskæftigelsesministeriet - har kørt showet. Også sidste efterår, hvor statsministeren pludselig bad om hjælp til at sætte en ny dagsorden om dagpengereform, og hvor Arbejdsmarkedskommissionen med det samme accepterede at levere forslag hertil. At forslagene politisk blev skudt ned, fik så VK-regeringen til straks at "straffe" arbejdsmarkedets parter med fuld kommunalisering af beskæftigelsespolitikken. Men kommissionen kom allerede da til at miste ikke så lidt legitimitet, fordi den velvilligt lod sig reducere til et politisk sekretariat for statsministeren.

Ikke meget med arbejdsmarkedsreform at gøre
Og betænkningen fra den 20.8. i år kører linen ud. Kommissionens medlemmer synes at have påtaget sig en martyrrolle: At forslå det barske, som den danske blødsødenhed ikke kan lide at høre. Rapporten kan trækkes frem af skuffen igen senere. Forslagene er først og fremmest en øvelse i at sikre milliarder til den danske finanskasse. Mere end 14 mia. kr. pr. år fremover. Og det har kommissionen regnet på og leveret forslag til, hvor afskaffelse af efterløn og øgning af beskæftigelsen er hovedingredienserne.

Det har blot ikke meget med en samlet arbejdsmarkedsreform at gøre. Væsentlige spørgsmål som den nye kommunale organisering af beskæftigelsesindsatsen, outsourcing af opgaver og jobformidling forholder den sig ikke til, ej heller kvalificeringsopgaverne. Kommissionen afsværger endog perspektiver i og muligheder for uddannelsesaktivering - også i en nedgangstid. Det er karakteristisk, at kvalitative spørgsmål slet ikke kan rummes i økonomernes tankeverden. Og det på trods af, at kommissionen i flere omgange har haft oplæg og bistand fra forskere om sådanne forhold. Det har imidlertid kun været økonomiske incitamenter, kommissionen har interesseret sig for. Specielt dem, der kan bruges overfor udbudssiden, men også over for kommunerne.

Der tænkes alene i pris- og mængdereaktioner. Det er måske heller ikke så overraskende. Er du en hammer, kan du kun se søm!

Økonomien gik forud
Timingen var ikke dårlig, som kommentatorerne har ment. Den var præcis i forhold at demonstrere, at den neo-liberale løsning på krise, øget ledighed og lavvande i statskassen er stærkere økonomiske incitamenter, mere marked - og ellers pisk for resten til de ledige, de syge, førtidspensionister m.v.

I kommissoriet stod faktisk, at kommissionen skulle komme med forslag, der kunne sikre det danske flexicuritysystem. Nogle vil mene, at det nærmest er det modsatte, forslagene sigter imod. Hensynene til statsfinanserne er i al fald gået forud for hensyn til lønmodtagernes tryghed, kvalificering og sikring af arbejds- og livschancer.