Debat

K's førtidspensionsforslag rammer ikke rigtigt

DEBAT: I stedet for at teste førtidspensionister hvert tredje år, skal indsatsen være tværfaglig, hurtig og ikke mindst personlig. Det er vejen til, at færre førtidspensioneres, skriver Line Barfod (EL).
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Af Line Barfod (EL)
Arbejdsmarkedsordfører

En kvinde arbejder i mange år på fuld tid i højt tempo. Så kommer hun ud for en ulykke, får piskesmæld, men har svært ved at få det anerkendt og få hjælp og behandling. Hun er sygemeldt i lang tid og får i de år også to små børn. Den dårlige økonomi og konstante usikkerhed om fremtiden får ægteskabet til at gå i stykker. Nu står hun alene med to børn.

I langt de fleste af den slags sager, som jeg har set, bliver hun sendt fra den ene arbejdsprøvning til den anden og hendes sag bliver igen og igen sendt til en lægekonsulent, hun aldrig møder, men som påstår, at hun sagtens kan arbejde. Flere gange bliver hun mere syg af de arbejdsprøvninger, hun bliver tvunget ud i på trods af erklæringer fra hendes egen læge om, at hun ikke kan holde til det.

Til sidst er hun så syg og nedbrudt af flere års kamp mod systemet, at hun får førtidspension. Langt om længe får hun ro om sin situation og ved, at hun kan betale husleje og mad hver måned. Hun får overskud til at tage sig af sine børn og for en del mennesker kommer der efter noget tid faktisk så meget overskud, at man langsomt kan begynde at overveje muligheden for skånejob eller at deltage i frivilligt arbejde.

Hurtig indsats frem for mistro
Men med det nye forslag fra Konservative, så vil det ikke ske i de første mange år. Hvis man gør førtidspensionen tidsbegrænset til tre år af gangen, så skal hun jo hele tiden kæmpe mod systemet, hele tiden bevise, at hun ikke er i stand til at arbejde, i stedet for at få ro på og så langsomt komme i gang igen.

I stedet er der brug for at gøre det, vi ved hjælper. Sætte ind hurtigt med en tværfaglig indsats med speciallæge, social- og arbejdsmediciner, socialrådgiver, psykolog, fysioterapeut m.m. straks nogen bliver langtidssygemeldt.

Få afklaret hvad der skal ske både i forhold til behandling og den sociale situation, så der er ro på. Sikre at man får sygedagpenge indtil, det er afklaret hvilken indkomst, der skal træde i stedet. Bruge de gode redskaber som revalidering og flexjob, som vi ved virker, hvis bare vi kan skaffe gode arbejdspladser.

Snakke med hende selv om, hvordan man kan skabe en arbejdssituation, hun kan klare. For eksempel ved at hun kan starte få timer om dagen og komme og gå, når det passer i forhold til hendes sygdom og hendes børn, måske med et sted hun kan lægge sig ned og hvile sig efter behov. Langsomt kan hun så komme op i tid, hvis hun får det bedre.

Men det kræver selvfølgelig, at man tager udgangspunkt i menneskers behov frem for systemets.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Line Barfod

Teknik- og miljøborgmester (EL), Københavns Kommune
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00