Debat

3F: Værsgo DA! Vi har 15.000, som er klar til job

DEBAT: Virksomhederne løber fra deres ansvar ved at bebrejde ledige deres egen arbejdsløshed, skriver forbundssekretær i 3F Søren Heisel. Det er kortsigtet og direkte dumt, at de ikke udnytter fagforeningernes jobformidling, unge lærlinge og mulighederne for efteruddannelse, lyder beskeden.

3F’s forbundssekretær, Søren Heisel, vil have virksomhederne til at tage et langt større ansvar for at finde medarbejdere til de stillinger, der efter sigende er umulige at få besat.
3F’s forbundssekretær, Søren Heisel, vil have virksomhederne til at tage et langt større ansvar for at finde medarbejdere til de stillinger, der efter sigende er umulige at få besat.Foto: 3F
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Søren Heisel
Forbundssekretær i 3F

Direktør Fini Beilin fra DA efterspørger onsdag her på Altinget flere reformer og en større indsats fra jobcentrene i kampen for kvalificeret arbejdskraft.

Jeg er sådan set enig med direktøren i, at vi risikerer at gå glip af vækst og velstand, hvis virksomhederne ikke kan få de medarbejdere, de skal bruge. Men her hører enigheden så op. 

For indtil videre spejder vi i 3F altså forgæves efter den massive mangel på arbejdskraft. 

Fakta
Bland dig i debatten!
Send dit debatindlæg til [email protected].

Jeg vil medgive, at der på nogle få specialiserede områder og i afgrænsede geografiske områder kan være tendens til mangel. 

Men at der skulle være tale om en generel tendens, det har jeg svært ved at se. 

Manglen på arbejdskraft er størst, når mediernes mikrofoner og kameraer er tændt. Så snart medieopmærksomheden er væk, så er det akutte behov også forsvundet.

Af Søren Heisel
Forbundssekretær i 3F

Og det på trods af at skiftende arbejdsgiverforeninger, med DI som den helt store bannerfører, i de forgangne to år ved enhver lejlighed har råbt op om, at virksomhederne mangler kvalificeret arbejdskraft.

En “ulven kommer”-strategi
Problemet for arbejdsgiverne er imidlertid, at hver gang 3F har undersøgt påstande om mangel på arbejdskraft, så har der ikke været fugls føde på sagerne. 

Når vores lokalafdelinger henvender sig til arbejdsgiverne for at hjælpe med at finde kvalificerede ledige, så mangler virksomhederne pludselig ikke arbejdskraft. 

Og i langt de fleste tilfælde viser det sig også, at de aldrig har slået stillingerne op, og de har slet ikke henvendt sig til 3F for at få hjælp. 

Vores konklusion er, at manglen på arbejdskraft er størst, når mediernes mikrofoner og kameraer er tændt. Så snart medieopmærksomheden er væk, så er det akutte behov også forsvundet.

Det er møghamrende ærgerligt, at vi skal diskutere rekruttering ud fra sådan en ”ulven kommer”-strategi fra virksomhederne. 

I stedet burde de koncentrere sig om at få løst eventuelle udfordringer med mangel på arbejdskraft. Og her glimrer Fini Beilins indlæg også ved at være larmende tavst i forhold til virksomhedernes ansvar.

Virksomhederne holder jobåbningerne skjult
Men når nu DA ikke vil fortælle, hvad virksomhederne selv kan og bør gøre for at mindske risikoen for fremtidig mangel på arbejdskraft, så vil jeg da gerne give et bud.

For det første kan virksomhederne begynde at gøre deres stillinger tilgængelige for de ledige. 

Slå nu stillingerne op i stedet for at gå at putte med dem. Hvis det er for besværligt, så kan man passende henvende sig til de respektive fagforbund. 

I 3F har vi stadig over 15.000 ledige, som øjeblikkeligt eller efter kort opkvalificering kan påtage job hos virksomhederne. 

Men så længe virksomhederne holder jobåbningerne skjult for de ledige, bliver det altså svært at sikre et effektivt arbejdsmarked. 

Sagen er, at vi 3F har en rigtig effektiv jobformidling. Så effektiv, at hver gang 100 virksomheder henvender sig for at få arbejdskraft, så kan vi hjælpe de 97 her og nu. 

Det vidner om, at der blandt vores ledige fortsat er rigtig mange kvalificerede, der som utålmodige travheste står inde i startboksen og bare venter på, at deres jobsøgning skal give pote.

Kortsigtet, dumt og uansvarligt
For det andet kan virksomhederne passende tage flere lærlinge. 

Køen af unge, der søger praktikplads, har i de senere år været støt stigende. Det skyldes, at virksomhederne i dag tager færre lærlinge end tidligere. 

Ud over at det er synd og skam, at de unge mennesker ikke kan få lov at gøre deres uddannelse færdig i en virksomhed, så er det altså direkte tåbeligt af virksomhederne, at de ikke vedkender sig deres uddannelsesansvar. 

I Danmark har vi et verdensberømt vekseluddannelsesprincip, som alle virksomheder burde sætte en ære i at understøtte. 

Men i stedet vælger flere og flere arbejdsgivere at køre på frihjul og så håbe på, at andre uddanner de medarbejdere, de skal bruge i nær fremtid. 

Det er kortsigtet. Det er dumt. Og det er direkte uansvarligt.

Efteruddannelsen rummer muligheder
En tredje vej til kvalificeret arbejdskraft for virksomhederne er at efteruddanne egne medarbejdere. 

Også her må vi konstatere, at det ser sløjt ud. 

AMU-aktiviteten er de senere år styrtdykket, og det vidner om, at virksomhederne selv lader hånt om at vedligeholde deres medarbejderes kompetencer. 

Der er ellers muligheder nok - ikke mindst i kraft af de kompetencefonde, som vi i fællesskab har indført via overenskomsterne.

For det fjerde kunne det være, at virksomheder skulle blive lidt bedre til at planlægge og lægge strategi. 

Jeg er med på, at investeringshorisonten kan være blevet noget kortere under og efter finanskrisen. 

Men man kan vel med en vis ret forvente, at virksomhederne trods alt kan skue en til tre måneder frem. 

Og sandheden er jo, at man med tre måneders intensiv efteruddannelse kan nå rigtig langt med de ledige.

I stedet for konsekvent at mene, at ledighed er de lediges egen skyld, at manglende praktikpladser er de unges egen skyld, men at mangel på arbejdskraft er alle andres skyld, så burde virksomhederne smøge ærmerne op og indgå i en konstruktiv dialog om, hvordan vi i fællesskab kan løse Danmarks udfordringer.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00