Ældre Sagen: Danmark kan lære meget af den norske aldringsstrategi

Af Michael Teit Nielsen
Underdirektør i Ældre Sagen

Er det ikke, som om en del danske politikere reelt taler med to tunger, når det gælder ældre på arbejdsmarkedet?

Som lovgivere har de det gennemgående budskab til os vælgere: ”I skal arbejde længere! Ellers har vi ikke råd til vores velfærdssamfund”. Men når de har ansvaret for det offentlige som arbejdsgiver, er budskabet til gråhårede medarbejdere reelt: ”Du er for gammel, du er det svageste led – farvel!”, idet flere faggrupper kan konstatere, at det offentlige især afskediger ældre medarbejdere.

I bedste fald kan man sige, at der er mangel på sammenhæng. I værste fald at det er dobbeltmoral, der ikke styrker befolkningens tillid.

Det er bemærkelsesværdigt, at det de sidste år er lykkedes at vedtage økonomiske reformer, der gør, at vi fortsat har råd til vores velfærdsmodel. Det er sket ved at hæve aldersgrænsen for folkepension i takt med, at nye generationer forventes at leve længere. I dag kan man som 65-årig gå på folkepension, men aldersgrænsen begynder at stige i 2019, og en nyfødt har først udsigt til at få folkepension efter de 75 år. Dette er vedtaget, uden at der er væltet biler eller sat ild til affaldscontainere.

Velfærdsmodellens holdbarhed kan være udfodret
Men hele denne løsning er baseret på nogle forudsætninger. For det første, at vi – og de kommende generationer – rent faktisk vil være i stand til at arbejde i så mange år. At vores helbred kan holde til det, og vi ikke bliver slidt ned undervejs. For det andet, at arbejdsgiverne rent faktisk vil ansætte mennesker over ikke bare 65, men 70 og 75 år.

Den norske strategi har sat som mål, at den norske stat skal have en ny arbejdsgiverstrategi, sådan at den tænker i at undgå nedslidning, blive ved at opkvalificere og i det hele taget være en rummelig arbejdsgiver.

Michael Teit Nielsen
Underdirektør i Ældre Sagen

Den danske velfærdsmodels holdbarhed kan vise sig at hvile på lerfødder, hvis der ikke er hold i de nævnte forudsætninger. Derfor har Ældre Sagen efterlyst en national strategi for, hvordan vi sikrer et arbejdsmarked, hvor vi kan blive ved at arbejde i så mange år. Det vil sige en plan for, hvordan vi forebygger mod fysisk og mental nedslidning; bliver løbende opkvalificeret og efteruddannet gennem hele arbejdslivet; får kasseret et forældet alderssyn. For ellers brister forudsætningerne, og holdbarheden viser sig at have været et fata morgana i Finansministeriets fremskrivningslaboratorium.

Retfærdigvis skal det siges, at regeringen ikke helt har overset den problemstilling, at vi skal arbejde i flere år. I den aftale, der i forsommeren blev indgået med Dansk Folkeparti, blev det besluttet at nedsætte en Tænketank, der skal se på, hvordan mange kan få et længere og et godt seniorarbejdsliv. Dette er et godt og tiltrængt skridt.

Norge er konsekvente og visionære
Men kaster vi et blik på Norge, har man her været mere konsekvent og mere visionær. For nordmændene har set på den aldrende befolkning som en udfordring, der ikke kun handler om at få de offentlige finanser til at hænge sammen. Norge har formuleret en ”Strategi for et aldringsvenligt samfund”. En strategi, der også ser på, hvilken rolle civilsamfundet kan spille, på behovet for kollektiv transport, på behovet for forebyggelse, betydningen for sundhedsvæsenet og meget andet.

Når det gælder arbejdsmarkedet, gør den norske regering det, som Ældre Sagen har efterlyst i mange år: Taler om livsfasepolitik i stedet for seniorpolitik.

Den norske strategi gør endnu mere. Den tager konsekvensen og siger: ”Nordmændene skal arbejde længere. Det må regeringen som arbejdsgiver tage ansvar for”. Den har derfor sat som mål, at den norske stat skal have en ny arbejdsgiverstrategi, sådan at den tænker i at undgå nedslidning, blive ved at opkvalificere og i det hele taget være en rummelig arbejdsgiver.

Kære regering og politikere, der er god inspiration at hente i den norske aldringsstrategi.

...

Læs mere om den norske aldringsstrategi her.