Akademikernes A-kasse: Vil regeringen klemme livet ud af den danske model?

Af Allan Luplau
Formand for Akademikernes A-kasse

(Bragt første gang 13. december 2016)

Nogle gange kommer indgreb og forringelser væltende for fuld musik, så ingen er i tvivl om, at noget går i stykker.

Andre gange kommer de snigende som små ændringer, der hver for sig er til at overkomme, men som tilsammen gør stor skade.

Det første er slemt, men det sidste er værre. For vi opdager reelt ikke konsekvenserne, før det er for sent.

Regeringens kurs på dagpengeområdet hører til i den sidste kategori. Bid for bid lancerer de små og store forringelser af dagpengesystemet, som tilsammen risikerer at gøre dagpengesystemet uinteressant for store grupper på arbejdsmarkedet. 

Hvis de stærke på arbejdsmarkedet begynder at vælge a-kassen fra, fordi de ikke får nok ud af at være med, så tipper balancen til fare for hele systemet.

Allan Luplau
Formand for Akademikernes A-kasse

Omkostningerne er store
Det er faktisk kun et år siden, at et bredt politisk flertal sammen med arbejdsmarkedets parter stod bag en større reform af dagpengesystemet. Blækket er knap nok tørt endnu, før ordningen igen er under beskydning. 

Det er selvfølgelig træls for lønmodtagerne. Men det er det også for virksomhederne.

Forringelserne rammer nemlig fundamentet under det velfungerende danske arbejdsmarked. Det er nemt at hyre og fyre i Danmark, og det skyldes blandt andet, at lønmodtagerne har et godt dagpengesystem, som flertallet bakker op om og er med i. 

Det er ubetinget en konkurrencefordel på et globalt marked. Men hvis danskerne fravælger at forsikre sig mod ledighed, kommer der pres på virksomhedernes frihed til at hyre og fyre.

I takt med at systemet udhules, står altså både lønmodtagere og virksomheder tilbage med et problem.

Det seneste skud på stammen af forringelser er kommet i ly af årets finanslovforhandlinger. 

Rammer både syge og studerende
Regeringen lægger op til, at danskere på sygedagpenge ikke optjener feriepenge. Det kan virke som en lille ting, men for en familie, som i forvejen bliver ramt økonomisk og mentalt af sygdom og indkomstnedgang, er det et ekstra hak i tuden, når de året efter sygdomsperioden mangler penge til at holde ferie for. Men som beskæftigelsesministeren siger, så kan de jo bare lade være med at holde ferie. Den lader vi stå.

Som A-kasse er vi især bekymrede over, at “perlerækken” af forringelser løbende udhuler incitamentet til at være med i en a-kasse. De senere år har budt på flere forringelser.

I 2025-planen har regeringen lagt op til, at nyuddannede får en måneds karens efter endt uddannelse. I dag kan de med et års studiemedlemskab få dagpenge fra dag et efter studiet, hvis de ikke finder job med det samme. Forringelsen kan meget vel afholde unge fra at melde sig ind i en a-kasse, allerede mens de studerer, sådan som 120.000 studerende i dag har valgt at gøre.

Regeringen lægger også op til, at staten skal have flere af medlemmernes kontingentkroner. For at være helt præcis vil regeringen øge det såkaldte statsbidrag, populært sagt en skat på at forsikre sig mod ledighed.

Det lyder måske ikke af meget. Men reelt svarer det til, at en veldrevet a-kasse som vores skal gennemføre besparelser i administrationen på otte procent, hvis vi ikke vil hæve kontingentet. Og det vil vi helst ikke. Vi er landets klart billigste a-kasse på akademikerområdet, og det vil vi gerne blive ved med at være.

Højt spil
Vi ved endnu ikke, hvilken skæbne 2025-planen får, men vi håber, at kursen bliver ændret.

Dagpengesatsen udhules også ved ikke at følge den almindelige løn- og prisudvikling. Derudover er der i flere omgange gennemført andre forringelser.

Sidste år blev dimittendsatsen, altså den sats, nyuddannede modtager, sænket fra 82 procent til 71,5 procent af de maksimale dagpenge. Der blev også indført en karensdag hver fjerde måned, altså tre karensdage om året, hvor dagpengemodtagere ikke modtager penge.

Og vi husker alle aftalen fra 2010, som halverede dagpengeperioden fra fire til to år og fordoblede genoptjeningskravet.

Ganske langsomt er dagpengesystemet blevet udhulet. Og hvis de stærke på arbejdsmarkedet begynder at vælge a-kassen fra, fordi de ikke får nok ud af at være med, så tipper balancen til fare for hele systemet.

Dagpengesystemet er nemlig et forsikringssystem, og som sådan afhængigt af, at de, der aldrig får brug for forsikringen, er med til at betale til dem, som bliver ramt.

Bundlinjen er, at regeringen gambler med den danske model. Det er et problem for de mange danskere på arbejdsmarkedet, som har betalt dagpengekontingent i årevis, for de unge nyuddannede, for a-kasserne, for virksomhederne og for statskassen.

Og så kan det undre, at en regering mindsker incitamentet til at være med i en selvbetalt forsikringsordning. For virkeligheden er jo også, at hvis store grupper ikke er med i dagpengesystemet, så lander regningen i kontanthjælpssystemet, som ikke er brugerbetalt, men rent skattefinansieret. 

I Sverige går strømmen nu den modsatte vej. Her er dagpengesatsen blevet forøget, og kontingentet sænket efter års forringelser. Vi håber, at den danske regering på et tidspunkt lader sig inspirere.