Alliance om folkeskolereformen smuldrer

OPLØSNING: Den nye alliance, der skulle beskytte folkeskolereformen mod undervisningsminister Merete Riisager (LA), smuldrer. Ikke blot står lærerne udenfor. Nu er der splid mellem organisationerne, hvor også FOA har trukket sig fra samarbejdet. 

Foto: Torkil Adsersen/Scanpix
Toke Gade Crone Kristiansen

Først var de otte aktører, som skulle danne alliance om at skabe ro om folkeskolereformen, men allerede inden lanceringen trak Danmarks Lærerforening sig, og så var de syv aktører tilbage.

Nu har endnu en aktør trukket sig fra samarbejdet, der ellers blev udbasuneret med brask og bram fra KL's topmøde i Aalborg i sidste uge.

FOA har ikke kunnet se sig selv i samarbejdet, mens endnu en aktør, BUPL, vakler.

Det er status for den kun en uge gamle alliance, hvor syv aktører på folkeskoleområdet, Skolelederne, BUPL, FOA, Børne- og Kulturchefforeningen, Skole og Forældre, Danske Skoleelever og KL, gik sammen, om at slå ring om skolereformen for at beskytte reformens implementering mod nye initiativer og forsøg fra især undervisningsminister Merete Riisager (LA).

Det er ikke anstændigt at indgå sådan et samarbejde, når den hovedansvarlige faglige organisation står udenfor

Dennis Kristensen
Formand for FOA

”Det er ikke anstændigt at indgå sådan et samarbejde, når den hovedansvarlige faglige organisation står udenfor,” lyder det nu fra FOA's formand, Dennis Kristensen, med henvisning til, at Danmarks Lærerforening ikke er med i alliancen.

FOA troede at lærerne var med 
Forløbet op til indgåelsen af den nye alliance gik stærkt, og FOA-formand Dennis Kristensen fortæller, at han var bundet op i forhandlinger i forligsinstitutionen.

Derfor blev aftalen om alliancen håndteret af Mogens Bech Madsen, som er sektorformand i den pædagogiske afdeling i FOA, og som altså tilsluttede sig den nye alliance.

”Vi troede, at lærerne var med. Det var derfor, vi gik med i samarbejdet. Jeg vidste godt, at de havde nogle indsigelser, som de ville have med i teksten til kommissoriet,” siger Dennis Kristensen.

”Jeg har netop i dag torsdag sendt et brev til KL’s Anna Mee Allerslev (R), hvor jeg forklarer, at vi stiller vores samarbejde i bero, indtil Danmarks Lærerforening også er med,” forklarer Dennis Kristensen 

Dennis Kristensen mener ikke, at det er ordentligt at blande sig i andre faglige organisationers kerneområder, og han langer dermed ud efter BUPL, som er med i samarbejdet.

”Det handler om god gammeldags anstændighed. Jeg forestiller mig, hvordan jeg selv ville reagere, hvis vi ikke var med i et lignende initiativ om ældreområdet, og andre faglige organisationer indgik et samarbejde med eksempelvis KL.”

BUPL troede også lærerne var med
BUPL-formand Elisa Bergmann havde også forventet, at lærerne ville være med i alliancen, og det kom som en overraskelse, da hun dagen før KL-topmødet blev orienteret om, at Danmarks Lærerforening ikke var en del af samarbejdet.

”Jeg havde et indtryk af, at lærernes indvendinger ville blive imødekommet i den aftaletekst, vi skulle blive enige om,” lyder det fra BUPL-formanden, Elisa Bergmann.

Hun mener også, at budskabet, som kom ud ved KL-topmødet, var lidt langt fra skiven i forhold til, hvorfor hendes organisation var gået med i samarbejdet.

”Vi vil ikke skabe ro om folkskolereformen, vi vil gerne udvikle den,” lyder det fra Elisa Bergmann.

Det står i skærende kontrast til KL-formand Martin Damms (V) budskab i åbningstalen på KL-topmødet, hvor han efterlyste ro om folkeskolereformen. 

BUPL mener dog også, at en alliance om folkeskolereformen er meningsløs uden lærerne.

”Hvis ikke KL og Danmarks Lærerforening kan blive enige, så kan projektet ikke blive til noget," lyder det fra Elisa Bergmann. 

Adspurgt om BUPL er blevet spændt for en politisk vogn op til KL-topmødet svarer Elisa Bergmann:

”Jeg håber, at KL har lært, at det ikke skal gå så hurtigt en anden gang.”

Nye forhandlinger for at få lærere med
BUPL opfordrer KL til at få Danmarks Lærerforening med ind i samarbejdet igen.

Derfor har KL og Danmarks Lærerforening holdt møde tirsdag for at undersøge mulighederne for, at Danmarks Lærerforening kan genindtræde.

Men lærernes formand, Anders Bondo Christensen, var dagen efter mødet ikke mere positivt stemt over for samarbejdet.

”Vi må se, om vi kan lave et projekt, som giver mening i forhold til, at eleverne skal have noget bedre undervisning. Kan vi det, så vil vi rigtig gerne være med. Skal vi lave et projekt, fordi KL har brug for at markere sig, så er vi ikke med,” er meldingen fra Anders Bondo Christensen til Altinget i et interview 22. marts.

Se interviewet med Anders Bondo her

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Bondo Christensen

Fhv. formand, Danmarks Lærerforening
lærer (Skårup Seminarium 1982), journalist (Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, 2023)

Dennis Kristensen

Fhv. forbundsformand, FOA
portør (Amtssygehuset i Herlev 1976)

Elisa Rimpler

Formand, BUPL
pædagog (Esbjerg Seminarium 1999)

0:000:00