Alternativet: Britisk EU-aftale kan være en farlig glidebane

Af Rasmus Nordqvist (ALT)
EU-ordfører

EU-præsident Donald Tusk har netop fremsat sin plan for at beholde Storbritannien i EU.

Centralt for planen, der skal forhandles igennem af de europæiske regeringschefer og behandles i Europa-Parlamentet de næste to uger, er muligheden for at suspendere sociale ydelser og rettigheder til vandrende arbejdstagere; altså EU-borgere, der bosætter sig og arbejder i et andet EU-medlemsland.

Planen kan være en farlig glidebane hen imod en mere fragmenteret union, hvor lande får gennemtvunget diskriminerende løsninger, der er skræddersyet til at tilfredsstille egne behov frem for at søge helhedsorienterede løsninger.

Vi skal værne om den fri bevægelighed
Den fri bevægelighed er en hjørnesten i det europæiske samarbejde. Et gode, vi ofte tager for givet. Et gode, som bidrager væsentligt til den danske økonomi, og som sikrer, at danske virksomheder kan tiltrække den fornødne arbejdskraft og ekspertise.

Danske virksomheder har brug for udenlandsk arbejdskraft. Ligesom danske borgere har brug for at kunne bosætte sig i andre europæiske lande – for at arbejde, studere og stifte familie - uden at give afkald på deres sociale sikkerhedsnet.

Vi skal for alt i verden undgå at sætte den frie bevægelighed over styr.

Rasmus Nordqvist (ALT)
EU-ordfører

Med fri bevægelighed kommer der også udfordringer. Det er jeg ikke blank for at erkende. Naturligvis skal EU-borgere ikke komme til Danmark for at udnytte det danske velfærdssystem, ligesom EU-systemet skal kunne sikre, at borgere ikke modtager ydelser fra to lande samtidigt. Som i ethvert andet samarbejde og politisk fællesskab er der risiko for misbrug. Men det er utopi at tro, at vi kan fjerne alle risici uden at underminere selve fællesskabet.

Vandrende arbejdstagere giver overskud
I 2013 udgav EU- Kommissionen en rapport om vandrende arbejdstagere. I rapporten blev det konkluderet, at det ofte er en overskudsforretning, når EU-borgere slår sig ned i andre EU-lande. Ifølge rapporten viser data, at de vandrende arbejdstagere i de fleste lande ikke er mere intensive brugere af velfærdsydelser end nationale borgere.

Og det viste sig, at EU-borgere, der er bosat i et andet EU-land, men som ikke er i arbejde, står for en meget lille procentdel af de samlede sociale udgifter. Derfor er spørgsmålet, hvor stort et problem den såkaldte velfærdsturisme reelt er.

Ifølge forskeren Kirsten Ketscher tyder meget på, at for eksempel de polske arbejdstagere er billige i drift trods børnechecken, fordi deres børn typisk bor i Polen. Børnene trækker altså ikke på andre dele af den danske velfærd såsom gratis lægehjælp og skolegang, selvom forældreren betaler skat af sin indkomst på lige fod med danske skatteydere. Vi skal passe på ikke at drage forhastede konklusioner.

Vi er ikke truet af velfærdsturisme
Vi mener helt grundlæggende ikke, at den danske velfærdsmodel er truet af velfærdsturisme. Der er stor forskel på en teoretisk mulighed for snyd og den faktiske udfordring, vi står overfor.  

Det er i realiteten også de samme udfordringer, der gør sig gældende for den danske velfærdsmodel nationalt set. At vi har tilfælde med danske statsborgere, der misbruger eller snyder velfærdsstaten, betyder jo heller ikke, at vi kaster vores sociale kontrakt og ydelsessystem herhjemme over styr.

Vi skal passe på, at vi ikke er med til at skabe en mistænkeliggørelse af andre europæiske borgeres motiver for at komme til Danmark, hvilket vi nemt gør, når vi snakker så meget om velfærdsturisme. Langt de fleste kommer jo hertil for at arbejde – og ofte løfter de en arbejdsopgave, vi ikke selv har ressourcer og manpower til at få dækket.

Suspensionsordninger er ikke vejen frem
Jeg mener ikke, at det er løsningen at lave særlige suspensionsordninger, som Storbritannien lægger op til. Helt grundlæggende skal EU-borgere, der kommer til Danmark og bidrager til den danske økonomi, ikke behandles dårligere end danske statsborgere.

Derfor går det ikke, at vi udvikler mekanismer, der vil ramme udenlandske arbejdstagere mere bredt. Det kan i værste fald afholde kvalificeret arbejdskraft fra at komme hertil, hvilket vil være meget ærgerligt. Og hvis medlemslandene får mulighed for at indføre et differentieret rettighedssystem i forhold til sociale ydelser, frygter jeg, at vi begynder at sætte vores samarbejdes kerneværdier over styr.

I stedet for at understøtte en alt for forsimplet mytedannelse om velfærdsturisme kunne vi se på de udfordringer, vi reelt står overfor, såsom social dumping.

Hvis vi vil fastholde et stærkt indre marked er det afgørende, at vi adresserer de udfordringer, men samtidig også viser vores støtte til det forpligtende samarbejde i stedet for igen at gå til det, som var det et menukort. Vi skal for alt i verden undgå at sætte den frie bevægelighed over styr.