Debat

Alternativet om coronahelte: Venstres forslag er udtryk for populisme

DEBAT: Kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister og pensionister risikerer at blive beskattet fem gange af indkomsten, fordi deres partner arbejder. Afskaf ydelsesregulering baseret på principperne om gensidig forsørgerpligt, skriver Torsten Gejl.

Mange danskere opgiver at søge tosomhed overhovedet, fordi de føler sig som uligeværdige partnere, men det kan vi lave om på, skriver Torsten Gejl (ALT).
Mange danskere opgiver at søge tosomhed overhovedet, fordi de føler sig som uligeværdige partnere, men det kan vi lave om på, skriver Torsten Gejl (ALT).Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Torsten Gejl
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Venstres forslag om at kompensere partnerne til de såkaldte coronahelte, så de ikke bliver trukket i ydelse, fordi heltene arbejder over i coronarelaterede samfundskritiske arbejdsopgaver, kan ved første øjekast ses ganske sympatisk.

Og herfra skal da også lyde en tak til alle, der gør en ekstra indsats i forbindelse med coronakrisen. Men hvis man tænker nærmere over det, er forslaget nok i virkeligheden udtryk for populisme og forfordeling af mennesker, som gør en særlig indsats frem for andre mennesker, der også gør en særlig indsats.

For hvem er egentlig coronaheltene? Og hvordan dokumenterer man deres heltedåd? Det er læger og sygeplejersker, plejepersonale og mange andre, som i øjeblikket arbejder over for samfundets skyld i coronarelaterede indsatser.

Vi står sammen om at komme igennem krisen. Og vi har alle sammen en hård tid. Skal det nu gradbøjes?

Torsten Gejl (ALT)
Politisk ordfører

Alle har haft en hård tid
Men hvad med dem, der arbejder over for at køre teknik til pressede hospitalsafdelinger? Hvad med embedsfolkene i forskellige ministerier, der har været på overarbejde i et år? Socialarbejderen, der er på overarbejde for at hjælpe udsatte grupper gennem coronakrisen?

Er de coronahelte?

Som jeg forstod på statsminister Mette Frederiksen (S), er vi alle sammen coronahelte. Og vi står sammen om at komme igennem krisen. Og vi har alle sammen en hård tid. Skal det nu gradbøjes?

Og hvordan kompenserer vi særlige medarbejdergrupper? Skal folk selv indberette deres coronaheltearbejde, og så skal vi stole på, at deres arbejde har været coronarelateret?

Hvorfor kunne vi så ikke gøre det med udbetalingen af feriepengene, så folk ikke mod regeringens løfte fik fratrukket dem i pension, boligstøtte med videre via princip om gensidig forsørgerpligt?

Problemer med forfordeling
Det skaber ofte flere problemer end løsninger, når man prøver at udpege en gruppe borgere til helte og forfordele dem i forhold til andre.

Men det er godt at få belyst et område, hvor der i øjeblikket er større og større fokus på uretfærdigheder, som vi risikerer at overse fordi området er kompliceret.

Problemet er nemlig, at kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister og pensionister risikerer at blive beskattet fem gange af deres indkomst, fordi deres partner arbejder.

Først den almindelige indkomstskat. Så skat af den erhvervsforsikring, som man netop tegnede for at være dækket, hvis det værste skulle ske. Dernæst skat af fælles husholdning. Dernæst ægtefælle eller samleverafhængig ydelse, også kaldet kærlighedsskat. Og til sidst gave afgift, hvis den arbejdende partner betaler en stor medicinregning eller en cykel til sin partner på overførselsindkomst.

En skattemæssig gråzone
I Alternativet har vi længe arbejdet på at få fjernet alle de modregninger i ydelserne, som er ægtefælle eller samleverbetingede.

Og vi ved, at det koster milliarder. Vi arbejder både på at fjerne hele problemet på en gang og dele kamelen op i skiver og afskaffe modregningerne skive for skive.

For eksempel har vi skriftligt og mundtligt spurgt både skatteminister Morten Bødskov (S) og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) om, hvornår pensionisten eller førtidspensionisten skal betale gaveafgift, når den samlevende arbejdende partner betaler en stor tandlæge- eller medicinregning?

Det har vi ikke kunnet få svar på, og det er nok, fordi vi her afslører en skattemæssig gråzone, som nok ville betyde afskaffelse af samleverafhængighed for ugifte, hvis den kom frem i lyset ved at ministerierne gav os svar på vores spørgsmål.

Fælles beslutningforslag med Enhedslisten
Men vi arbejder også på at få has på de ægtefælle og samleverafhængige ydelser i en stor bid.

Det gør vi ved at fremsætte et fuldt finansieret beslutningsforslag sammen med Enhedslisten om afskaffelse af ydelsesregulering baseret på principperne om gensidig forsørgerpligt for kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister og folkepensionister.

Det koster 1,8 milliarder kroner og skal finansieres ved at genindføre den tidligere grænse for, hvor mange år en virksomhed kan fremføre underskud til modregning i den skattepligtige selskabsindkomst.

Hvis beslutningsforslaget bliver vedtaget bliver det i særdeleshed en meget stor menneskelig gevinst. Mange pensionister, førtidspensionister og kontanthjælpsmodtagere, heriblandt mange alvorligt syge mennesker, føler sig som et dårligt parti for en fremtidig partner, når man foruden sin kærlighed også bidrager til forholdet med en stor økonomisk regning.

Læs også

Vil give besparelser i milliardklassen
Mange danskere opgiver at søge tosomhed overhovedet, fordi de føler sig som uligeværdige partnere. Det kan vi lave om på nu.

Beslutningen vil også være en god forretning for samfundet. Foruden den fulde finansiering vil forslaget medføre afledte besparelser i milliardklassen.

Det vil modvirke ensomhed, som vi i øjeblikket bruger otte milliarder kroner på at behandle om året i Danmark. Det vil reducere udgifter til hjemmepleje og hjemmesygepleje, når man har en partner til at hjælpe i hverdagen. Det vil reducere hjemløsheden, når boliger bliver tomme, fordi tusinder af mennesker flytter sammen. Det vil reducere udgifterne til boligstøtte, som i øjeblikket udgør 17,4 milliarder, og det vil udvide arbejdsudbuddet.

Der er masser af økonomi i at lade mennesker søge sammen i tosomhed og kærlighed modsat nu, hvor mange opgiver at finde en partner, fordi de ikke vil føle sig uværdige ved at pålægge en partner en dårlig økonomi, fordi de bliver sat ned i overførselsindkomst, når partneren arbejder, selvom de har betalt skat et helt liv.

Men det giver ikke mening at begynde at lave et administrativt monster for fjerne modregningen for nogle enkelte helte i en ordning, der er umulig at administrere, når vi alle sammen må vise større eller mindre heltemod i en kollektiv indsats for at passe på ældre og sårbare borgere, mens coronakrisen står på.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Torsten Gejl

MF, politisk ordfører (ALT)
journalistkursus (Frontløberne 1989), kaospilot (KaosPiloterne 1993)

0:000:00