Altinget Arbejdsmarked opruster med tre nye skribenter

Altinget Arbejdsmarked skyder 2022 i gang med tre nye skribenter på det arbejdsmarkedspolitiske område. Anders Bondo Christensen, Tine Aurvig-Huggenberger og Svend Bie alle vil levere faste bidrag til Altingets opinionssider i det nye år.

Martin Mauricio

Det er svære beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitiske forhandlinger, der står på Peter Hummelgaards (S) ministerdagsorden i 2022. 

Reformkommissionen med økonom Nina Smith for bordenden forventes inden længe at fremlægge de første anbefalinger til fremtidens reformkurs, og de dumper ned i en højspændt politiske debat om øget arbejdsbud og virksomhedernes mangel på arbejdskraft.

Støttepartiet Radikale presser sammen med den borgerlige opposition på for et højere ambitionsniveau og øget udenlandsk arbejdskraft, end det regeringens foreløbige reformudspil har lagt op til, og samtidig presser Enhedslisten og SF på for et opgør med kontanthjælpsloftet og en større reform af ydelsessystemet som valuta for den parlamentariske støtte.

Derudover vil Pensionskommissionen med den tidligere beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen i spidsen i det nye år fælde dom over den stigende pensionsalder, hvilket utvivlsomt vil give anledning til nye politiske armlægninger.

Derfor opruster Altinget Arbejdsmarked sit debatunivers med tre prominente navne som nye kommentarskribenter, der vil følge årets arbejdsmarkedspolitiske dagsorden tæt. 

Tidligere direktør og LO-næstformand Tine Aurvig-Huggenberger, tidligere DA-underdirektør Svend Bie og tidligere DLF-formand Anders Bondo Christensen vil løbende sætte ord og perspektiver på aktuelle beskæftigelsespolitiske spørgsmål og i bred forstand give deres bud på, hvordan udfordringerne bør tackles. 

Du kan læse mere om de tre nye kommentarskribenter herunder.

Tine Aurvig-HuggenbergerTine Aurvig-Huggenberger
Tine Aurvig-Huggenberger (f. 1963) har siden 2012 været administrerende direktør i brancheorganisationen Kreativitet & Kommunikation. Hun meddelte i juni, at hun fra nytår vil træde tilbage for i stedet at genoplive sit eget rådgivningsfirma som selvstændig. 

Frem til 2012 var Tine Aurvig-Huggenberger chef for public affairs i Primetime Kommunikation, og hun var fra 1996 til 2007 næstformand i LO. Hun har en MPA fra Copenhagen Business School.

Svend BieSvend Bie
Svend Bie (f. 1955) var frem til 2015 underdirektør og kommunikationschef i Dansk Arbejdsgiverforening (DA). Han tiltrådte efterfølgende som ny direktør for Dansk Facilities Management netværk og Dansk Facilities Management Benchmarking, som han forlod igen i 2019. 

Han er uddannet økonom fra Handelshøjskolen i Aarhus og journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og han har arbejdet med kommunikation, organisationsudvikling og journalistik for Børsens Nyhedsmagasin, TV 2 og Berlingske.

Anders Bondo ChristensenAnders Bondo Christensen
Anders Bondo Christensen (f. 1959) besluttede i 2020 at give stafetten videre som formand for Danmarks Lærerforening (DLF). Det blev i alt til 18 år på posten, som blandt andet bød på en historisk lockout i konflikten i 2013 samt flere faglige sværdslag om lærernes løn og arbejdstid. 

Anders Bondo Christensen er uddannet lærer og tidligere bestyrelsesformand i Lån & Spar Bank og Lærernes Pension. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Svend Bie

Fhv. underdirektør, Dansk Arbejdsgiverforening (DA), fhv. direktør, Dansk Facilities Management, fhv. formand, Dansk Fagpresse
Journalist (DMJX 1982), civiløkonom (1978)

Tine Aurvig-Huggenberger

Fhv. direktør, Kreativitet og Kommunikation, fhv. næstformand, LO (FH)
Master of Public Administration, CBS 2010, tillidsmandsuddannet

Anders Bondo Christensen

Fhv. formand, Danmarks Lærerforening
lærer (Skårup Seminarium 1982), journalist (Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, 2023)

0:000:00