Maj My Humaidan er med bogen "Ærø Manifestet" blevet fortaler for en yngre generation, der vil melde sig ud af "hamsterhjulet" og finde en bedre arbejds- og familielivsbalance. Flere offentlige og private arbejdspladser eksperimenterer da også med firedages arbejdsuger.

Regulering af arbejdstiden 

Her kort tid efter 1. maj er det værd at minde om, at arbejdstiden reguleres hovedsageligt af arbejdsmarkedets parter gennem overenskomsterne. Historisk har arbejdstid altid været et centralt emne på linje med løn.

Faktisk kan man sige, at løn og arbejdstid har været to sider af den samme mønt, som arbejdsgivere og lønmodtagere har kæmpet om, siden industrialiseringen slog igennem i Danmark i 1860'erne.

Potentialet for at øge arbejdsudbuddet er blandt de mindre grupper af lønmodtagere i midlertidige stillinger, freelancere og bureauvikarer.

Thomas Bredgaard, Laust Høgedahl, Stine Rasmussen og Mads Peter Klindt
Arbejdsmarkedsforskere, Aalborg Universitet

"Otte timers arbejde – otte timers frihed – otte timers hvile" lød parolen ved den allerførste 1. maj i Danmark i 1899. Det skete et halvt år efter det famøse Septemberforlig af 1899, der skabte grundlaget for 'den danske model', hvor arbejdsmarkedets parter blandt andet blev enige om, at kollektive overenskomster skulle regulere arbejdsmarkedet og herunder også arbejdstiden.

Siden da har fagbevægelsen haft nedbringelse af arbejdstiden som et centralt krav i overenskomstforhandlingerne. Først i 1919 blev arbejdstiden sat ned til otte timer per dag (inklusive lørdag), og dermed blev arbejdsugen 48 timer.

I 1958 blev den ugentlige arbejdstid igen sat ned, denne gang til 47 timer. Siden da er den ugentlige arbejdstiden gradvist blevet reduceret frem til 1990, hvor den landede på de nuværende 37 timer. Udover den ugentlig arbejdstid har fagbevægelsen også kæmpet for anden 'betalt frihed' blandt andet mere ferie, barsel, seniordage med videre, der også nedbringer arbejdstiden.

Hvad mener danskerne?

Vi har i 2023 foretaget en spørgeskemaundersøgelse af den erhvervsaktive befolknings oplevelse af sikkerhed og tryghed på arbejdsmarkedet finansieret af Trygfonden. Resultaterne offentliggøres i bogen "Tryghed i arbejdslivet? Arbejdsmarkedets tryghedsbarometer", der udkommer på Nord Academic i juni 2024.

Et repræsentativt udsnit af befolkningen mellem 18 og 67 år er blevet spurgt til en lang række forhold ved deres arbejdsliv herunder også arbejdstid. 12.000 respondenter har besvaret spørgeskemaet. Vi har blandt andet spurgt ind til, om man ønsker at arbejde mere eller mindre, hvis man selv frit kunne bestemme.

41 procent af alle er tilfredse med deres nuværende arbejdstid: De ønsker hverken at arbejde mere eller mindre. Kun 13 procent ønsker enten arbejde meget mere eller noget mere, hvorimod 42 procent gerne vil arbejde noget mindre eller meget mindre.

Hovedparten er derfor enten tilfredse med deres nuværende arbejdstid eller ønsker at gå ned i tid. Statsministerens formaninger om, at vi ikke har råd til at gå ned i tid, har altså begrænset opbakning blandt arbejdsmarkedet kernetropper.

Der er flest lønmodtagere i faste stillinger og selvstændige, som gerne vil arbejde noget eller meget mindre (henholdsvis 46 procent og 55 procent). Der er dog også en mindre andel, som gerne vil arbejde noget eller meget mere (henholdsvis 11 procent og syv procent).  

Potentiale for øget arbejdsudbud

Potentialet for at øge arbejdsudbuddet er blandt de mindre grupper af lønmodtagere i midlertidige stillinger, freelancere og bureauvikarer. Her svarer mellem en fjerdedel og en tredjedel (henholdsvis 23 procent, 32 procent og 36 procent), at de gerne vil arbejde noget eller meget mere.

Vores analyser viser imidlertid også, at få sygeplejersker og sosu-medarbejdere på deltid ønsker at gå op i tid.

Thomas Bredgaard, Laust Høgedahl, Stine Rasmussen og Mads Peter Klindt
Arbejdsmarkedsforskere, Aalborg Universitet

Det handler formentlig om at få en mere fast tilknytning til arbejdsmarkedet, en større tryghed i ansættelsen og en højere indkomst. Til sammen udgør disse tre grupper omkring ti procent af arbejdsstyrken.

Der er også et arbejdskraftpotentiale blandt deltidsansatte (de, der arbejder under 37 timer om ugen). En fjerdedel svarer, at de gerne vil arbejde noget eller meget mere (26 procent). Det gælder især for de deltidsansatte, som ikke kunne få en fuldtidsstilling, hvor hele to-tredjedele gerne vil arbejde noget eller meget mere (66 procent).

Vores analyser viser imidlertid også, at få sygeplejersker og sosu-medarbejdere på deltid ønsker at gå op i tid.

Vores undersøgelse viser også, at der blandt de helt unge (18-24 år) er et ønske om at arbejde flere timer. En tredjedel svarer, at de gerne vil arbejde noget eller meget mere (31 procent). Blandt ansatte i fleks- og skånejobs er der også en femtedel, som gerne vil arbejde noget eller meget mere (20 procent).

Der er således et potentiale for at øge arbejdstiden og dermed arbejdsudbuddet, men det kræver mere målrettede indsatser i forhold til de grupper, som har et ønske om at arbejde mere fremfor moraliseren og appeller til alle over en bred kam.

Samtidig vil en mere målrettet indsats mod netop disse grupper kunne øge deres tryghed på arbejdsmarkedet, fordi de i forvejen befinder sig i mere usikre positioner på arbejdsmarkedet.