Arbejdstilsynet ramt af massefyring

AFSKEDIGELSER: Omkring 80 medarbejdere i Arbejdstilsynet fik onsdag beskeden om, at de er fyret. Det er et led i en besparelse på i alt 125 årsværk.

Foto: Colourbox
Sine Riis Lund

Det var en sort dag i Arbejdstilsynet onsdag. Godt spredt over arbejdspladsens kontorer fik omkring 80 ansatte en fyreseddel.

"I dag er vi rigtig, rigtig kede af det," konstaterer Flemming Overby, tillidsrepræsentant for konsulenterne i øst og tilføjer:

"Skal jeg gøre min arbejdsplads op i økonomi, og hvor meget den er værd, så er det ikke mursten, computere eller andet. Det er den viden, som medarbejderne har, og der har man i dag smidt rigtig, rigtig mange års viden ud på gaden."

Besparelserne i Arbejdstilsynet er en del af Venstre-regeringens netop vedtagne finanslov for 2016. Tilsynet skæres med 80 millioner kroner. Besparelsen svarer til i alt 125 årsværk, men de resterende årsværk opnås ved andre tiltag såsom frivillige aftrædelser og stillinger, der ikke genbesættes.

Flemming Overby har sammen med de øvrige tilsynsførende påpeget, at besparelsen kommer til at gå ud over arbejdsmiljøet i Danmark og i særdeleshed på områder, hvor tilsynet har haft særlige indsatser og altså ikke er omfattet af grundbevillingen.

Det gælder for eksempel indsatser for psykisk arbejdsmiljø og inden for bygge og anlæg, hvor man har haft tilsyn, når der blev planlagt store byggepladser.

"Det er ellers et af de væsentlige steder, hvor man kunne nedbringe antallet af ulykker og lidelser, men nu vil de store byggepladser faktisk ikke længere få den type besøg," siger Flemming Overby.

Han påpeger, at politikerne nu må tage ansvaret for konsekvenserne, men at tillidsrepræsentanter og medarbejdere naturligvis om kort tid vil sætte sig sammen med ledelsen og finde ud af, hvordan man bedst udnytter de ressourcer, der er tilbage.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00