Cepos: Varme hænder i en kold tid

KLUMME: Kommunernes vej til at give borgerne en bedre service har været at reducere antallet af varme hænder og skaffe plads til egne lønforhøjelser samt ressourcer til at ansætte flere konsulenter og den slags, skriver Henrik Christoffersen, forskningschef i Cepos. 

Her hvor kommunerne er ved at lægge sidste hånd på budgetterne for næste år, er det tid for kritik fra de offentligt ansattes interesseorganisationer og krav om flere penge. Kernen i kritikken er, at der bliver for få varme hænder. Og det er da også rigtigt, at antallet af ansatte i kommunerne er gået ned i de senere år. 

KL har gang på gang fremhævet, at der er blevet omkring 30.000 færre ansatte siden 2010.

Genopretning af normalen
For det første hører det imidlertid med til historien, at kommunerne øgede deres medarbejderantal med 30.000 i årene fra 2007 til 2010 ovenpå kommunalreformen. De efterfølgende års reduktion svarer altså blot til en genopretning af normalen ovenpå en periode med ustyrbarhed på grund af kommunesammenlægninger og finansboble.

Alle opgørelser foretaget af kommunelobbyen starter imidlertid ikke ved året for kommunalreformen, hvad der ellers ville have været naturligt, men ved 2010, hvor den kunstige oppustning af kommunernes økonomi sprak, og genopretning blev påkrævet.

For det andet siger reduktionen i antallet af medarbejdere i kommunerne ikke noget om, hvorledes det er gået med ressourceindsatsen på kommunernes velfærdsområde. Det kan man indse ved at studere figuren*. 

Her er udviklingen i antallet af medarbejdere i kommunerne beskrevet sammen med udviklingen i lønudgifter på kommunernes serviceområder, idet forsyningsselskaberne ikke er medtaget. Kurverne skærer hinanden skarpt. Antallet af medarbejdere bliver reduceret, og lønudgifterne regnet i faste priser bliver skruet i vejret.

Lønfest i kommunerne
En del af forklaringen på de øgede lønudgifter er, at kommunerne har holdt lønfest efter kommunalreformen, men en anden og mindst lige så vigtig del er, at kommunerne har ryddet ud i antallet af medarbejdere med begrænset uddannelsesbaggrund og til gengæld nyansat medarbejdere med en videregående uddannelse.

Man må håbe, at kommunerne har fået noget igen for de flere lønkroner og det højere lønniveau.

Udskiftningen i medarbejdersammensætningen og lønforhøjelserne har kommunerne jo gennemført frivilligt. Så vi må antage, at resultatet er en medarbejderstab, som i kommunernes egen optik kan levere bedre service for pengene? Og således har kommunernes vej til at kunne give borgerne en stadig bedre service været at reducere antallet af varme hænder, for derved at skaffe sig plads til egne lønforhøjelser samt ressourcer til at ansætte flere konsulenter og den slags.  

Nu er det ikke fordi, jeg fornægter betydningen af uddannelse, og jeg tror også, at løn kan være et incitament til at yde en særlig medarbejderindsats.

Men jeg tror på den anden side, at offentlige monopoler stærkt domineret af særinteresser, som kommunerne jo er, drives for langt i retning af at gøre alle medarbejdere til abstrakt arbejdende specialister med deraf følgende krav om højere løn og fritagelse fra legemligt arbejde. Det er så langt fra borgernes ønsker og behov, som har drevet sådan en udvikling.

Skattestoppet er hullet
Vi ser det eksempelvis på ældreområdet. Tidligere fik borgere med brug for service i hjemmet leveret service i hjemmet. Nu får de leveret en konsulent, som kan anvise den rette brug af en støvsuger.

Det er jo ikke en ændring, som borgerne ønsker. En masse private firmaer tjener gode penge på at levere service til ældre, men ingen private firmaer tjener penge på at levere konsulenter, der fortæller kunderne, at de selv må klare tingene.

Ingen borgere kunne finde på at tillægge sådan en ydelse nogen værdi og betale for ydelsen.

Så læren er også, at kommunerne nu efter kommunalreformen er blevet så dygtige og professionelle, at de meget bedre ved, hvad borgerne skal have, end borgerne selv. Det er naturligvis ikke gratis, så det har været nødvendigt for kommunerne at øge det lokale skattetryk, så der kan gives nogle flere lønkroner ud.

Skattestoppet har vist sig så hullet, at det har været muligt for kommunerne at øge de lokale skatter i forhold til bruttoindkomsterne fra 13,5 procent i 2007 til 15,2 procent i 2014.

Borgerne skal myndiggøres
Jeg tror, at de interessemæssige kræfter, som driver de varme hænder ud af kommunerne til fordel for systemadministratorer, er voldsomt stærke.

Der findes for mig at se kun ét modtræk, og det er at myndiggøre borgerne. Der skal private løsninger til, hvis sådan en myndiggørelse skal lykkes. Kampen om velfærd står i disse år om dette.

Stadig flere borgere ønsker deres børn på frie grundskoler, stadig flere borgere ønsker privat ældreservice etc. Det får kommunerne og de offentlige fagforeninger til at ønske sig et mere autoritært samfund. Senest har 3F sågar ønsket forbud mod de frie grundskoler, som borgerne ønsker og er villige til at betale for.

Det er uhyggeligt.
---
Henrik Christoffersen er forskningschef i den borgerligt-liberale tænketank Cepos. Han forsker blandt andet i den offentlige sektors økonomi og det kommunale område. Han har tidligere været forskningsleder hos AKF samt vicekontorchef hos KL og har siden 1976 været ekstern lektor i offentlig udgiftspolitik og boligøkonomi på Københavns Universitet. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

*Figuren er opdateret 27. september 2016. 

Forrige artikel Cevea: Kontanthjælpsloft kan sende flere på gaden end i job Cevea: Kontanthjælpsloft kan sende flere på gaden end i job Næste artikel Kraka: Uber kan bane vej for et mere effektivt taximarked Kraka: Uber kan bane vej for et mere effektivt taximarked