DA: Højere pensionsalder kan give verdens bedste sundhedssystem

Af Erik E. Simonsen
Underdirektør i DA

I 2008 kostede efterlønnen staten 28,5 milliarder kroner i 2017-priser. I 2017 skønner Finansministeriet, at staten skal bruge 13,5 milliarder kroner på efterløn.

Staten sparer altså næsten 15 milliarder kroner i 2017 sammenlignet med ni år tidligere på udbetalinger til efterløn. I de kommende år vil det tal blive større.

Besparelserne på efterløn svarer til udgifterne til hvert år at bygge fire nye akuthospitaler som de, der i øjeblikket er ved at blive bygget i Køge eller Hillerød. Besparelserne skyldes en reform, der blandt andet udskød efterlønsalderen. Ændringerne af efterlønsordningen viser, hvor stor betydning langsigtede og holdbare beslutninger om højere pensionsalder kan få for alle danskere.

Nu er der ikke behov for at bygge fire nye store hospitaler hvert år, men 15 milliarder kroner kan også anvendes på mange andre initiativer. Fra f.eks. det der skal fyldes ind i hospitalerne af udstyr og personale over bedre uddannelse til lavere skatter.

Bidrager til de offentlige kasser 
Ændringerne af efterlønnen er ikke kun en succes, fordi de direkte udgifter til efterløn er lavere. De er også en succes, fordi beskæftigelsen for personer i starten af 60’erne er steget markant. Det giver større velstand og yderligere bidrag til de offentlige kasser.

Den gennemsnitlige levealderudvikling indebærer, at perioden på folkepension kun bliver reduceret med 15 dage, hver gang folkepensionsalderen bliver forøget med et år.

Erik E. Simonsen
Underdirektør i DA

Nu er der en fornyet debat om højere pensionsalder. Det er en potentiel mulighed for at skabe yderligere velstand og skaffe penge til f.eks. at forbedre sundhedsvæsenet yderligere.

I 2006 og 2011 gav et bredt flertal i Folketinget hinanden håndslag på, at antallet af år på folkepension på sigt skulle være 14,5 år i gennemsnit. Men vi er langt fra den målsætning. I 2017 vil danskere på folkepension have udsigt til at være på folkepension i ca. 19,5 år, altså fem år længere end forudsat.

Der er ikke udsigt til, at folkepensionsalderen kommer ned på de gennemsnitligt 14,5 år i dette århundrede. Det vil sandsynligvis være første gang i Danmarkshistorien, at det tager 100 år at indføre en politisk aftalt ændring.

Pensionsalder kan hæves hvert femte år
En del af forklaringen på, at målet ikke bliver nået, er, at levealderen i øjeblikket stiger i samme takt som reguleringen af folkepensionsalderen. De sidste 20 år er restlevetiden for 60-årige steget med 2,3 måneder i gennemsnit pr. år. Det svarer til 11,5 måneder for hver gang, der er gået fem år.

Folkepensionsalderen kan hæves med op til ét år hvert femte år. Den gennemsnitlige levealderudvikling indebærer, at perioden på folkepension kun bliver reduceret med 15 dage, hver gang folkepensionsalderen bliver forøget med et år.

Det er ikke sisyfosarbejde at regulere pensionsalderen hvert femte år. Det er af stor betydning for Danmark, men det har det til fælles med Sisyfos, der slæbte en sten op på toppen af bjerget for blot at se at den trille ned på den anden side, at de løbende reguleringer ikke er tilstrækkelige til f.eks. de næste 20-30 år at nå det politiske mål om 14,5 år i gennemsnit på folkepension.

Der er derfor god grund til at tage et yderligere skridt i form af at regulere folkepensionsalderen mere end det, der allerede er aftalt. Baggrunden er positiv, vi bliver ældre og ældre, men det båndlægger også flere penge til folkepension, og vi udnytter ikke mulighederne for vækst og skatteindtægter.

I sidste ende vil vi alle tabe ved ikke at udnytte Danmarks potentiale. Tænk sig, hvis vi kunne få råd til at have verdens bedste uddannelser og sundhedssystem, samt at vi kunne skabe verdens mest konkurrencedygtige samfund.