Kronik: Arbejdsmarkedspolitikkens endeligt

Af Henning Jørgensen og Hans Henrik Borup Jørgensen
Hhv. Professor ved CARMA og AC-medarbejder i den offentlige forvaltning

Det er med arbejdsmarkeds-politikken, at en regering har mulighed for at påvirke beskæftigelse og ledighed ved enten at ”skrue” på håndtag med efterspørgselsorienterede indsatser eller udbudsorienterede.

Kampen står, groft skåret, mellem dem, der mener, at arbejdsløse kommer i arbejde ved at igangsætte aktiveringstilbud, der kompetenceudvikler - for eksempel gennem AMU-kurser – og på den anden side står de, der tror, at ledige kun kommer i beskæftigelse ved brug af virksomhedsrettede aktiveringstilbud.

Hvad der virker bedst, er der ingen fast ”evidens” eller konsensus i forskningen om. I sidste ende er det altså politiske prioriteringer.

Men har regeringens farve betydning for, hvilke aktiveringstilbud ledige tilbydes? Det spørgsmål kan være svært at svare på ved at se på enkelte år eller isolerede reformer.

Vi må i stedet følge udviklingen historisk for at kunne se forandringerne i arbejdsmarkedspolitikken.

Siden Anders Fogh Rasmussen kom til magten, svarende til en periode på 15 år, har vi set en udvikling i politikførelsen, hvor den liberale udbudsorienterede politik har været dominerende

Af Henning Jørgensen og Hans Henrik Borup Jørgensen Hhv. Professor ved CARMA og AC-medarbejder i den offentlige forvaltning

(Kronikken fortsætter under graferne)

Udbud af eller efterspørgsel på arbejdskraft?
Den aktive arbejdsmarkedspolitik udgør det ene ben i det danske flexicurity-system, og den blev taget i brug i 1980’erne som et forsøg på at påvirke eftervirkningerne af oliekriserne, der havde skabt en meget stor arbejdsløshed.

Men først fra slutningen af 1980’erne ses der en klar politisk prioritering i politikken. Antallet af fuldtidsledige, som deltager i virksomhedsrettede tilbud i form af løntilskud og praktik, fordobles fra 1988 til 1993.

I samme periode stiger ledigheden til 350.000 svarende til en arbejdsløshed på 12,4 procent, hvilket er den højeste i efterkrigstiden. Set i bakspejlet var Schlütter-regeringernes politik klassisk udbudsorienteret.

Med den første Nyrup-regering i 1993 – og arbejdsmarkedsreformen ”Flere i arbejde” fra 1994 – tager arbejdsmarkedspolitikken en ny drejning. Op igennem 90’erne overhaler uddannelsestilbuddene den virksomhedsrettede aktivering, og i 1998 deltager næsten 400.000 ledige i uddannelsesrettede forløb.

Især Socialdemokraterne synes at have en stærk tro på, at uddannelse har en positiv virkning på ledigheden. Mixet af offensiv finanspolitik og aktiv arbejdsmarkedspolitik virkede da også stærkt reducerende på ledigheden gennem 1990´erne.

Anders Fogh tager over
Anders Fogh Rasmussen sætter sig til rette i Statsministeriet i 2001, og så svinger pendulet tilbage – og uddannelse går over en periode næsten i stå. Reformen ”Flere i arbejde” fra 2002 introducerer konkurrenceudsættelse som et led i arbejdsmarkedspolitikken, der nu omdøbes til ”beskæftigelsespolitik”, som absorberer socialpolitiske elementer i sig.

Matchningsopgaver nedtones, kontrol af de ledige opprioriteres. Aktiveringsforløbene skæres ned til ultrakorte vejlednings- og afklaringsforløb, hvor ledige skal ”motiveres” til en bred jobsøgning.

Forløbene er interessante, da de hverken indeholder egentlig uddannelse eller virksomhedskontakt, men mere har til opgave at skræmme ledige ud af offentlig forsørgelse.

I medierne optræder forløbene da også som ”pipfuglekurser”. Forløbene er med andre ord ikke klassiske arbejdsmarkedspolitiske redskaber, men mere et fænomen koblet til især de sidste år før finanskrisen. Derfor er de udeladt af figuren.

I Fogh Rasmussens periode ses det tydeligt, at de to klassiske redskaber nærmest er i frit fald, og at der ikke eksisterer meget andet end ”pipfuglekurser” i årene 2006 og 2007. I bakspejlet kan vi se, at der i 2000´erne var en meget rendyrket liberal profil i politikken.

Nu var øgning af arbejdsudbuddet – også med sigte på at få begrænset lønstigningerne – pludselig blevet et hovedmål i politikken. Det har aldrig før været en arbejdsmarkedspolitisk målsætning.

Løkkes og Thornings beskæftigelsestilgang
Med Finanskrisen og statsministerskiftet fra Fogh til Lars Løkke Rasmussen, tager beskæftigelsespolitikken igen en ny retning. Væk er Foghs kort vejlednings- og afklaringsforløb, og ind kommer igen virksomhedsrettet aktivering.

Fra og med 2009 virker det, som om at næsten alle skal i virksomhedspraktik og offentlig løntilskud. Den borgerlige regering vælger dermed et helt andet redskab til at bekæmpe ledighed med end Nyrup gjorde i 90’erne: en klassisk udbudsorienteret politik.

Finanskrisen raser endnu, da Helle Thorning Schmidt bliver statsminister i 2011, og især fagbevægelsen vejrer morgenluft. Men Thorning Schmidt skruede ikke op, men ned – først på virksomhedstilbuddene og sidenhen for uddannelserne, og det endda i en tid med stigende langtidsledighed.

For først gang i den aktive arbejdsmarkedspolitiks historie, ser vi, at et regeringsskifte ikke medfører en politikforandring. Dog får regeringen i 2014 vedtaget en ny reform, hvor uddannelse programmatisk får større plads.

Det er imidlertid kommunerne, der skal implementere reformen, og dem har regeringen ikke længere styr på. Ministeransvaret er afkortet med beslutningen om at kommunalisere beskæftigelsesindsatsen tilbage 2009.

Lars Løkke Rasmussen fortsætter i Thornings spor fra 2015 og i en grad, så der ikke kan aflæses et regeringsskifte i tallene. I 2015 bliver uddannelse som aktiveringsredskab faktisk sendt til tælling, og når det hidtil laveste niveau siden 1981.

Trepartsforhandlinger og politikfornyelse
Siden Anders Fogh Rasmussen kom til magten, svarende til en periode på 15 år, har vi set en udvikling i politikførelsen, hvor den liberale udbudsorienterede politik har været dominerede – på trods af brede politiske forlig hen over midt og en enkelt periode, hvor rød blok havde magten.

Den klassiske efterspørgselsorienterede arbejdsmarkedspolitik synes forsvundet. Det er et problem for både de ledige, der ikke får kompetencer og jobs, og for virksomhederne, der kommer til at mangle kvalificerede medarbejdere – vi får altså flaskehalsproblemer.

Videre vil dansk flexicurity ruste fast, og det bliver et problem for vækst og velfærd, der vil hæmmes af ubalancer på arbejdsmarkedet.

Voksen- og efteruddannelsesindsatsen er aktuelt til trepartsdrøftelse. Den politiske opfølgning kunne have som mål at få det aktive politikspor genetableret, og se uddannelse i en bredere arbejdsmarkedspolitisk og offensiv sammenhæng.

Der er behov for en ny, udvidet koordination mellem arbejdsmarkeds-, uddannelses- og erhvervspolitiske indsatser. Der er meget på spil hinsides de politiske partiers paroler og præferencer.