DF og SF: Nyt dagpengesystem kræver penge på bordet

KAMPDAG: Statsminister Helle Thorning-Schmidt brugte sin 1. maj-tale til at fremsætte et forslag om at nytænke genoptjeningsreglerne for dagpenge. Men det kræver flere penge på bordet, mener både DF og SF. Radikale glæder sig til gengæld over, at statsministeren ikke vil afsætte flere penge.

Statsministeren bør erstatte de tomme ord med konkret handling. Lad os nu halvere genoptjeningskravet til dagpenge, lyder det fra SF-formand Pia Olsen Dyhr på 1. maj. 
Statsministeren bør erstatte de tomme ord med konkret handling. Lad os nu halvere genoptjeningskravet til dagpenge, lyder det fra SF-formand Pia Olsen Dyhr på 1. maj. Foto: Johnny Wichmann/Scanpix
Lise-Lotte Skjoldan

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) løfter i sin sidste 1. maj-tale før folketingsvalget lidt af sløret for, hvordan Socialdemokraterne vil reformere dagpengesystemet.

"Socialdemokraterne ønsker et nyt dagpengesystem. Reglerne for genoptjening fungerer ikke godt nok. Og derfor skal de nytænkes," lyder budskabet i talen.

Statsministeren understreger dog samtidig, at en reform af dagpengesystemet ikke må koste penge.

Det får Dansk Folkeparti og SF til at kritisere Helle Thorning-Schmidt. De to partier ser nemlig gerne, at der skal afsættes flere penge, så man for eksempel kan halvere genoptjeningsperioden for dagpenge.

Jeg frygter, det blot er en overskrift, der skal redde hendes 1. maj. Og når så folketingsvalget er afholdt, så bliver forslaget kasseret igen.

Kristian Thulesen Dahl (DF)
Partiformand

DF: Hvor skal pengene komme fra?
Formand for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, spørger i en statusopdatering på Facebook om, hvem der skal betale for statsministerens dagpengeforslag. 

"Hvis optjeningsreglerne skal gøres bedre – og det samtidig ikke må koste mere – hvor skal pengene så komme fra?"

Han understreger, at han er positiv over for selve forslaget om at nytænke dagpengereglerne, men at han tvivler på, at det er et reelt forslag fra statsministerens side.

"Jeg frygter, det blot er en overskrift, der skal redde hendes 1. maj. Og når så folketingsvalget er afholdt, så bliver forslaget kasseret igen," skriver Kristian Thulesen Dahl.

SF: Der skal penge på bordet
SF's formand Pia Olsen Dyhr fremfører samme budskab som DF-formanden i sin reaktion på det nye forslag. Der er brug for, at regeringen afsætter flere penge til et nyt dagpengesystem, siger SF-formanden.

"Statsministeren er nødt til at flytte sig mere. Der skal selvfølgelig nogle penge på bordet, hvis vi skal skabe et håb for de 54.000, der allerede har mistet dagpengene."

Pia Olsen Dyhr opfordrer statsministeren til at begynde drøftelserne om dagpenge allerede inden folketingsvalget. Hun understreger, at regeringen sammen med Dansk Folkeparti og de to partier til venstre for regeringen har et flertal for at halvere genoptjeningskravet.

"Statsministeren bør erstatte de tomme ord med konkret handling. Lad os nu halvere genoptjeningskravet til dagpenge," siger hun.

I Helle Thorning-Schmidts tale fik både SF og Enhedslisten et par hårde ord med på vejen. Statsministeren opfordrede de to partier til at indstille deres dagpenge-kritik af Socialdemokraterne.

Men Pia Olsen Dyhr mener, at statsministeren burde lade være med bruge sin taletid til at gå efter SF.

"Statsministeren taler uden om og bruger tiden på at skælde ud. Der er for meget afledningsmanøvre. Lad os dog sætte os sammen og afprøve det flertal. Det har vi jo muligheden for her og nu. Den har vi måske ikke efter et valg."

R: Godt at nyt system ikke må blive dyrere
Det var de Radikale, der i foråret 2011 indgik en aftale med VKO-flertallet om at forkorte dagpengeperioden. Og Radikales opbakning til dagpengereformen har siden folketingsvalget sat en stopper for, at Socialdemokraterne har kunnet rulle aftalen tilbage, selvom det var det, partiet gik til valg på.

Morten Østergaard, formand for Radikale, bakker dog i en statusopdatering på Facebook op om, at dagpengesystemet skal forbedres. Han insisterer dog stadig på, at man skal afvente dagpengekommissionens arbejde.

"Vi skal have et nyt og forbedret dagpengesystem, der bidrager til, at flere kommer i arbejde. Jeg lytter altid til gode ideer og ser frem til drøftelserne, når regeringen har modtaget dagpengekommissionens anbefalinger," skriver han.

I modsætning til SF og Dansk Folkeparti finder han det dog glædeligt, at Helle Thorning-Schmidt understreger, at en reform af dagpengesystemet skal være udgiftsneutral.

"Men i øvrigt fint at statsministeren gentager, at et nyt system ikke må blive dyrere," lyder det fra Morten Østergaard.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Helle Thorning-Schmidt

Fhv. statsminister (S), partiformand & MF, fhv. MEP, bestyrelsesmedlem, fhv. adm. direktør, Save the Children International, medformand, Facebooks Tilsynsråd
MA i europæiske studier (College of Europe, Brügge, Belgien 1993), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1994)

Kristian Thulesen Dahl

Adm. direktør, Port of Aalborg, fhv. MF (DF og løsgænger)
cand.merc.jur. (Aalborg Uni. 1995)

Morten Østergaard

Klimarådgiver, cBrain, fhv. politisk leder (R), MF og minister
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2006)

0:000:00