En indsats for de unge

Af Hans Halvorsen
Rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, Aarhus Kommune, Socialdemokraterne

Vi er mange, der gennem flere år har efterlyst en reform, så kommunerne i højere grad får mulighed for at tilbyde en fleksibel, udviklingsorienteret hjælp til de udsatte unge, der bevæger sig hen imod en førtidspension.

Derfor er det glædeligt, at regeringen som noget af det første prioriterer et reformforslag, der skal styrke vores muligheder for at hjælpe de unge mennesker til et aktivt arbejdsliv i stedet for en tilværelse på passive penge. Vi skal tilbyde en sammenhængende, tværfaglig indsats, der sigter mod behandling, uddannelse og i sidste ende et job. Det skylder vi dem. Derfor er det helt rigtigt set, når regeringen viderefører tankerne om udviklings- eller ressourceforløb, rehabilitering, metodeudvikling og tværfaglig sammenhæng.

En menneskelig prioritering
Men de seneste ugers mediedækning har også vist, at der kan være behov for en nuancering af de økonomiske perspektiver, for reformen kan på ingen måde lukket hullet i statskassen. Og set i den store sammenhæng rummer målgruppen ikke en overvældende arbejdskraft. Men målt på den menneskelige skala er der meget at hente. Som samfund skal vi være klar til at investere ressourcer i alle - også de udsatte unge, så de får en aktiv tilværelse med selvforsørgelse og livskvalitet. Vi kan ikke være andet bekendt.

Regeringen må stå fast over for de borgerlige kræfter, ikke mindst i Venstre, der desværre arbejder på både at begrænse kommunernes handlerum og spise de unge af med en ydelse mindre end kontanthjælp.

Hans Halvorsen
Rådmand (S), Aarhus Kommune

Det endelige udfald af reformforslaget beror på de kommende forhandlinger. Regeringen må stå fast over for de borgerlige kræfter, ikke mindst i Venstre, der desværre arbejder på både at begrænse kommunernes handlerum og spise de unge af med en ydelse mindre end kontanthjælp. Kontanthjælp har altid været - og vil altid være - en midlertidig ydelse, og det vil være helt uanstændigt, hvis eksempelvis psykisk syge skal gennemføre 5-10 års ressourceforløb på et eksistensminimum. Det er vigtigt, at der er ro om privatøkonomien for at få det fulde udbytte af et ressourceforløb, og regeringen bør fastholde princippet om et rimeligt forsørgelsesgrundlag. Man kunne for eksempel hente inspiration i revalideringsordningen, der ligeledes sigter mod at hjælpe mennesker videre på arbejdsmarkedet trods helbredsproblemer eller sociale vanskeligheder.

Unge har brug for uddannelse
Som beskæftigelsesminister Mette Frederiksen har udtalt, er uddannelse det vigtigste frihedsbrev, et ungt menneske kan stå med i hånden. Uddannelse er vejen til job, og derfor er uddannelse et centralt pejlemærke for arbejdet med de unge - uanset om vi taler om udsatte unge og psykisk syge med kurs mod førtidspension, eller om vi taler om raske unge, som i deres rådvildhed ikke formår at komme videre i skolesystemet på egen hånd.

Og behovet for en effektiv ungeindsats er enormt. Siden 2007 er bruttoledigheden for unge under 30 år steget med 53 procent. I december 2011 stod 38.834 unge mennesker uden arbejde. Det er dyrt for samfundet og ulykkeligt og frustrerende for den enkelte, hvad enten det er den 18-årige, der af forskellige årsager aldrig er kommet videre efter folkeskolen, den 20-årige, der mangler en praktikplads for at færdiggøre sin uddannelse eller den nyuddannede akademiker, der møder en lukket dør til arbejdsmarkedet.

En fælles opgave
Det er en fælles opgave på tværs af diverse organisatoriske og politiske skel at styrke indsatsen for de unge, så de landspolitiske ambitioner om uddannelsesrater på henholdsvis 95 procent og 50 procent bliver til virkelighed. Det kræver, at vi sætter tidligt ind med nye, kreative metoder, så de unge rustes til at vælge den rigtige uddannelsesvej, når de forlader grundskolen.

Og det er en fælles opgave at hjælpe de allerede uddannede ind på arbejdsmarkedet. Mange virksomheder lever op til deres ansvar over for de ledige, og det er rigtig godt, for uden erhvervslivets aktive medvirken når vi ikke i mål. Derfor skal vi også hele tiden skubbe på, for at stadig flere virksomheder åbner døren til relevant arbejde. Det er et sørgeligt spild af ressourcer, når eksempelvis nyuddannede akademikere er henvist til ufaglærte job, som ikke bringer deres kompetencer i spil.

Slip kommunerne fri
Men indsatsen forudsætter også, at vi i kommunerne bruger vores kreativitet til at gå nye veje - og at vi får frihed til det. Gennem mange år har kommunerne været tøjlet stramt, og det har obstrueret mange spændende idéer til, hvordan vi på nye måder kan hjælpe udsatte og ledige i uddannelse og job. Meget tyder på, at regeringen er parat til at løsne tøjlerne, og det er det eneste rigtige. Hvis kommunerne får større frihed til at afprøve nye metoder, kan vi bedre udvikle hjælpen til den enkelte.

I samme ombæring ville det gavne med en mere hensigtsmæssig refusionsmodel, der på en enkel måde belønner kommunerne for at skaffe mennesker i job. Regeringen har bebudet et refusionsudspil på et senere tidspunkt. Forhåbentligt bliver det lige så ambitiøst som førtidspensionsudspillet - og forhåbentligt bider de borgerlige til bolle. Fremtidens nye beskæftigelsesindsats bør hvile på et bredt politisk flertal.