Forening booster psykisk arbejdsmiljø med 50 mio. kr.

FILANTROPI: Den filantropiske forening Norliv går til kamp for bedre mental sundhed på jobbet. Målet skal nås gennem samarbejde med aktører i civilsamfundet. 

"Vi kan allerede nu se på analyserne, at et af indsatsområderne vil være fokuseret på ledergrupperne i små og mellemstore virksomheder," Peter Gæmelke, formand for Norliv.
"Vi kan allerede nu se på analyserne, at et af indsatsområderne vil være fokuseret på ledergrupperne i små og mellemstore virksomheder," Peter Gæmelke, formand for Norliv.Foto: Norliv
Claus Nordahl

52,5 millioner kroner. 

Det beløb skal ud at arbejde i bestræbelserne på at skabe et mere mentalt sundt Danmark. Især ledelseslagene i små og mellemstore virksomheder skal se at få gjort op med de faktorer, der skaber usundhed på arbejdsmarkedet. Det bebuder formanden for den nye filantropiske forening Norliv, Peter Gæmelke, i et interview med Altinget. 

Peter Gæmelke understreger, at målet om et samfund i bedre mental balance skal opnås gennem samarbejder med civilsamfundsorganisationer. 

“Partnerskaber med civilsamfundsorganisationer og private fonde er essensen i vores tilgang til arbejdet. Det er i det samarbejde, vi kan gøre den store forskel i forebyggelsen af mental sundhed hos danskerne,” siger Peter Gæmelke.

Han mener, at Danmark mangler en samlende kraft, der kan give et svar på, hvordan man løser de voksende udfordringer, som truer danskernes mentale sundhed, navnlig med henblik på forebyggelsen. Norliv skal være denne samlende og drivende kraft.

Norliv blev i august 2015 udskilt fra Tryghedsgruppen. Med sig fik foreningen en formue på 8 milliarder kroner, som tilhører de 330.000 medlemmer, som er kunder i Nordea Liv & Pension. I 2016 gav investeringen af foreningens midler et afkast på 262,3 millioner kroner. Og da Norliv har vedtaget, at 20 procent skal bruges på projekter, der kan forbedre den mentale sundhed, er der altså 52,5 millioner kroner til rådighed efter foreningens første regnskabsår. Over tid forventer foreningen at lade 40-80 millioner kroner om året flyde ud i samfundet. 

Ingen fantasiprogrammer, tak
Pengene fra Norliv skal bruges målrettet og på et videnskabeligt baseret grundlag, bebuder Peter Gæmelke. Derfor har foreningen bedt Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø om at lave en række analyser, der skal gøre foreningen klogere på viden, metoder og værktøjer til at forbedre den mentale sundhedstilstand.

“Forskningscenteret har den rette kompetence til at lave et ledelsesværktøj, der kan sikre at pengene bliver brugt fornuftigt og ikke bare hældes ud til alle mulige fantasiprogrammer,” fastslår Peter Gæmelke. Han tilføjer, at pengene bliver fordelt på donationer, partnerskaber og signaturprojekter.

Fokus på ledere i små og mellemstore firmaer
Hvordan fordelingen helt præcist bliver, vil formanden ikke svare konkret på. Men han fortæller, at foreningen til november vil fremlægge sin fulde strategi fordelt på støtteområder. Analyserne fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø samt en række andre samarbejdspartnere peger dog allerede i en bestemt retning, vil formanden godt afsløre.

“Vi kan allerede nu se på analyserne, at et af indsatsområderne vil være fokuseret på ledergrupperne i små og mellemstore virksomheder. Vi skal have den gruppe af ledere til at tage det alvorligt, at den mentale sundhed er under pres, og de er som ledere en del af løsningen,” siger Peter Gæmelke og tilføjer: 

“Det private skal se at få gjort noget ved trivslen på arbejdspladserne i god tid, inden det bliver et kæmpe problem. Det er helt tydeligt allerede nu.”

Formand inviterer til samarbejde
Peter Gæmelke åbner dermed op for samarbejde med andre aktører på området, som han forventer sig meget af.

“Vi er meget åbne for at drøfte partnerskaber med både fonde, virksomheder og civilsamfundsorganisationer. Vi skal videndele på et meget højt niveau, og vi skal ud og støtte de organisationer, som kan levere en dokumenteret effekt,” siger Peter Gæmelke.

Norliv er allerede igang med at lave partnerskaber med både virksomheder og organisationer. Men formanden vil bredere ud og opfordrer derfor relevante aktører til allerede nu at kontakte foreningen, hvis de har ideen til et godt projekt eller samarbejde.

“Vil man samarbejde, så er det bare med at kontakte os med det samme. Støtteområderne fastlægges først i november, men forslag til samarbejder eller ideer er meget velkomne allerede i dag.” 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Gæmelke

Bestyrelsesformand, Velliv Foreningen og Løvenholmfonden
executive board programme (Insead 2011), merkonom i regnskab (1991), landbruger (1977)

0:000:00