Forfatter: Fagbevægelsen bør kæmpe for borgerløn

Af Erik Christensen
Forfatter og fhv. lektor i samfundsfag, Aalborg Universitet

I arbejderbevægelsen er der en tradition for at skelne skarpt mellem arbejderbevægelsens faglige og politiske kamp.

Den faglige kamp foregår i arbejdsmarkedssystemet, hvor fagbevægelsen og arbejdsgiverne har stor indflydelse og selvstyre. Her er en væsentlig opgave at hjælpe de ledige, der umiddelbart kan fungere på arbejdsmarkedet og har et a-kassesystem.

Uden for arbejdsmarkedet og a-kasserne befinder kontanthjælpsmodtagerne sig. Dem tager partiet (Socialdemokratiet og andre venstrefløjspartier) sig af igennem den politiske kamp.

Men velfærdsstatens adskillelse af arbejdsmarkeds- og socialpolitikken er langsomt blevet erstattet af konkurrencestatens integrering af de to politikområder.

Integrering af arbejdsmarkeds- og socialpolitikken
Tidligere havde man et kommunalt organiseret kontanthjælpssystem og et statsligt organiseret a-kassesystem. Ved kommunalreformen i 2007 blev de organisatorisk slået sammen til et næsten enstrenget kommunalt system. Det var et angreb på arbejdsmarkedets parters store indflydelse på arbejdsmarkedspolitikken, hvilket især betød en svækkelse af fagbevægelsens og a-kassernes rolle.

Med en borgerløn vil den enkelte arbejder ikke på samme måde være tvunget til at underlægge sig den fagforeningsmæssige organisation, men i langt højere grad kunne tilslutte sig denne organisation ud fra en personlig vurdering af om fagforeningen rent faktisk varetager hans/hendes interesser.

Erik Christensen
Forfatter og fhv. lektor i samfundsfag, Aalborg Universitet

Samtidig er socialpolitikken i stigende grad blevet underlagt arbejdsmarkedspolitikken. Symbolsk startede det ved regeringsskiftet i 2001, hvor arbejdsmarkedspolitikken skiftede navn til beskæftigelsespolitik, og en række tidligere socialpolitiske områder blev flyttet fra det gamle socialministerium til det nye beskæftigelsesministerium.

I erkendelse af at arbejdsmarkeds- og socialpolitik bliver stadig mere integreret, ville det være naturligt, hvis fagbevægelsen satte sig som mål at skabe en ny indholdsmæssig sammenhæng mellem a-kasse-systemet og kontanthjælpssystemet. Det ville fjerne det institutionelle skel mellem overklassen blandt lønarbejderne (i a-kassesystemet) og underklassen blandt lønarbejderne (i kontanthjælpssystemet).

Det kunne bane vejen for et nyt enstrenget system med en ubetinget borgerløn i bunden. Hvis fagbevægelsen og venstrefløjen i Folketinget var i offensiven på dette område, kunne de være med til at forhindre, at et fremtidigt arbejdsmarkedssystem blev dikteret af borgerlige præmisser (reducerede ydelser med strengere rådighedskrav og mindsket indflydelse til fagbevægelse og a-kasser), men præget af venstrefløjens og fagbevægelsens præmisser, således at det ligefrem gav væsentlige fordele i forhold til det nuværende system, blandt andet fordi det ville bygge på et ubetinget borgerlønselement.

Argumenter for borgerløn
Hvilke mere grundlæggende argumenter kan der fremføres for, at fagforeningerne bør støtte kampen for en ubetinget borgerløn?

Hvis en arbejdsgiver ikke er interesseret i alvorligt at forhandle løn og forbedring af arbejdsforholdene, vil en individuel arbejder kunne opsige sin kontrakt og forlade arbejdspladsen, fordi han altid ville være sikret et ubetinget eksistensminimum. Arbejdsgivere ville med andre ord have sværere ved at skræmme folk til at blive og tilpasse sig et dårligt arbejdsmiljø. Borgerløn repræsenterer altså en forhandlingsmæssig magt for den enkelte lønarbejder.

Samtidig kan den også ses som en sikring af en kollektiv magt i form af en sikret kollektiv strejkekasse for en gruppe af arbejdere (en fagforening), dog med den forskel at det nu er gruppen af arbejdere, der sammen disponerer over den kollektive strejkekasse og ikke fagforeningen.

Endelig vil en borgerløn give arbejderne større individuel mulighed for at kunne forhandle sig til forskellige former for deltidsjob med arbejdsgiverne og deling af job mellem lønarbejderne.

Endelig repræsenterer en borgerløn en form for afvaregørelse af arbejdskraften. Den sikrer, at man kan leve uden for arbejdsmarkedet uden at være underlagt en grundlæggende tvang til lønarbejde. For socialister har det altid repræsenteret et væsentligt mål. Derfor må det undre, at ikke alle socialister uden videre er tilhængere af borgerløn.

Den største fordel for den samlede arbejderbevægelse ville være, at man ville sikre en mere smidig og mere solidarisk sammenhæng mellem de forskellige dele af arbejderklassen. Det drejer sig om: Dem, der sjældent er arbejdsløse (kernen blandt de nuværende a-kassemedlemmer), dem, der ofte er arbejdsløse og konstant lever med truslen om at blive smidt ud af a-kassesystemet og endelig dem, som befinder sig uden for a-kassesystemet (på kontanthjælp eller dele af prekariatet, sårbare grupper af deltidsansatte, samt dem, der laver uformelt arbejde).

Fagbevægelsens frigørelse fra staten
Alle grupper vil have en fælles interesse i en basisydelse, som skulle være til at eksistere på. Og fagbevægelsen ville få en interesse i at organisere og skabe overenskomster for nye grupper – mennesker som har en grundydelse og som kun ønsker få timers lønarbejde eller er særligt udsatte for arbejdsløshed (for eksempel det nye prekariat). Disse grupper har i dag ikke mulighed for at blive medlemmer af fagforeninger.

Derudover kunne fagbevægelsen blive frigjort fra de disciplineringsopgaver, som den i dag er blevet pålagt af staten. A-kassesystemet, som formelt er private forsikringssystemer, finansieres i dag - for omkring 66 procents vedkommende - af staten, hvilket betyder, at a-kasserne reelt er halvstatslige organisationer, der styres af staten. A-kasserne bliver pålagt en lang række opgaver, som fjerner dem fra medlemmerne og gør dem ude af stand til reelt at varetage medlemmernes interesser.

Naturlig skepsis overfor borgerløn
Selvom der kan fremføres en række argumenter for, at det er i fagbevægelsens interesse at arbejde for en ubetinget borgerløn, er det imidlertid på det mere praktiske plan samtidig forståeligt, at fagforeninger udtrykker en naturlig skepsis over for idéen.

Det vil sikkert betyde en formindsket rolle for a-kasserne, selvom man må forestille sig, at de vil fortsætte som private overbygnings-forsikringskasser på borgerlønnen for dem, der ønsker lønarbejde og samtidig vil forsikre sig mod arbejdsløshed. En borgerløn vil uden tvivl også bevirke, at deltidsarbejde bliver mere udbredt, hvorfor hele overenskomstsystemet må tænkes anderledes med flere typer af overenskomster for eksempel 6, 12, 18, 24, 30 og 37 timers overenskomster.

Fagforeninger kommer altså på en helt ny opgave med at overenskomstdække en lang række nye deltidsstillinger og småjobs. For den nye klasse, prekariatet, som netop for en stor dels vedkommende består af mennesker med usikre ansættelsesvilkår, vil en borgerløn være helt nødvendig, fordi det bestående sikkerhedsnet har spillet fallit i forhold til denne gruppe.

Fagforeninger varetager ofte arbejdernes interesse, men udvikler derudover (som alle organisationer) en interesse i at opretholde sig selv. Fagforeninger får en kollektiv magt i forhold til arbejdsgiverne, men også i forhold til arbejderne (ved overenskomsterne og for eksempel dannelse af strejkekasser).

Med en borgerløn tilbageføres dele af den magt til den enkelte arbejder. Det er nu den enkelte arbejder, der suverænt afgør, om han/hun fortsat ønsker at arbejde eller ”strejke”. Det betyder, som tidligere sagt, ikke, at fagforeninger bliver overflødige, men kun at en UBI vil mægtiggøre den enkelte arbejder ikke alene i forhold til arbejdsgiveren, men også i forhold til fagforeningen som organisation.

Med en borgerløn vil den enkelte arbejder ikke på samme måde være tvunget til at underlægge sig den fagforeningsmæssige organisation, men i langt højere grad kunne tilslutte sig denne organisation ud fra en personlig vurdering af om fagforeningen rent faktisk varetager hans/hendes interesser.

...

Erik Christensen udgav i august bogen "På vej til borgerløn. Aktuel idédebat."