Debat

Genskab tilliden til AMU-systemet

DEBAT: Arbejdsmarkedsuddannelserne er i frit fald, og både virksomhedernes og skolernes tillid til systemet er inde i en negativ spiral. Derfor foreslår Dansk Erhverv en fempunktsplan, som skal kickstarte AMU-systemet og genskabe tilliden. Det skriver Laurits K. Rønn, Administrerende direktør i Dansk Erhverv Arbejdsgiver.
Tilknyttet som universitetspraktikant på portalerne Altinget | Fødevarer og Altinget | Uddannelse. Kandidatstuderende i socialvidenskab og kommunikation på Roskilde Universitet med fokus på journalistik og politisk kommunikation.
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Laurits K. Rønn
Adm. direktør i Dansk Erhverv Arbejdsgiver

Prøv at forestille dig, hvor mange kursuslokaler man skal bruge for at rumme hele Aarhus og Aalborgs indbyggertal. Hvis du også tager Silkeborgs befolkning på godt 43.000 personer med, svarer det til nedgangen af kursister på arbejdsmarkedsuddannelserne mellem 2010 og 2011. Helt præcist 337.000 færre kursister. På kun et år. Og faldet er fortsat langt ind i 2012.

Arbejdsmarkedsuddannelserne er i frit fald. Og nok så vigtigt, så er både virksomhedernes og skolernes tillid til systemet inde i en negativ spiral, hvor bundgrænsen for længst er nået.

Hårdt brug for at genskabe tillid
Dansk Erhverv imødeser regeringens udspil om en reform af efter- og videreuddannelsessystemet, som blev præsenteret i forbindelse med VækstplanDK. Der er hårdt brug for at få genskabt tilliden til de offentlige efteruddannelsessystemer, højnet aktiviteten og øge effekten af den gennemførte efteruddannelse.

Et centralt sted at starte er Arbejdsmarkedsuddannelserne - i daglig tale AMU-systemet. AMU er en hjørnesten for virksomhedernes adgang til kvalificeret arbejdskraft, der understøtter virksomhedernes forretningsudvikling og krav om øget produktivitet.

Historisk har AMU-systemet været et unikt system, hvor virksomhederne kan få efteruddannet sine medarbejdere med anerkendte kurser til en forholdsvis lav deltagerpris. Når virksomhederne i stor stil fravælger AMU-systemet, sker der to ting: enten køber man kurser på det private marked, eller også fravælges efteruddannelse og opkvalificering. Det er vores klare opfattelse, at det sidste i stor udstrækning er tilfældet.

Når AMU-systemets aktivitet indenfor nogle brancheområder oplever en nedgang på op mod 60 procent er det meget alvorligt. Konsekvensen af denne voldsomme nedgang er umiddelbar. Virksomhederne får ikke opkvalificeret deres medarbejdere til nye opgaver og jobfunktioner og mister produktivitet og konkurrenceevne. Medarbejdernes arbejdskraftværdi falder tilsvarende, og deres mulighed for at fastholde en tilknytning til arbejdsmarkedet forværres.

Det er nu tid til at smøge ærmerne op og få genskabt tilliden til AMU-systemet. Men det kræver en kickstart i stor skala.

Svindel skal stoppes
Det er ingen hemmelighed, at der har været dårlige sager om AMU-systemet, hvor der er konstateret svindel med kurser og løntabsgodtgørelse. Alle er enige om, at det skal bremses og straffes. Naturligvis også Dansk Erhverv.

Omvendt må vi også konstatere, at strømmen af såkaldte hyrdebreve, sanktioner, tilsyn og bureaukrati nu for alle parter har nået et niveau, hvor såvel uddannelsesinstitutioner som virksomheder nu kaster håndklædet i ringen.

Mængden af trusler og graden af mistillid over for skoler og virksomheder har betydet, at lysten til at anvende AMU-systemet i vid udstrækning er fraværende, og hvis man gør det, er det med en lang række forbehold og betænkeligheder, der smadrer et fleksibelt og brugervenligt system.

Det er en helt og aldeles uholdbar situation.

Sådan er oplevelsen desværre blevet ude i virksomhederne og på skolerne. Det ved vi konkret fra en lang række møder med skoler og virksomheder.

Mængden af trusler og graden af mistillid over for skoler og virksomheder har betydet, at lysten til at anvende AMU-systemet i vid udstrækning er fraværende, og hvis man gør det, er det med en lang række forbehold og betænkeligheder, der smadrer et fleksibelt og brugervenligt system.

Laurits K. Rønn
Adm. direktør i Dansk Erhverv Arbejdsgiver

Ny fempunktsplan
Dansk Erhverv foreslår en fempunktsplan, som skal kickstarte AMU-systemet og genskabe tilliden:

For det første bør der laves et grundigt servicetjek af AMU-systemet. Vi skal gøre det fordelagtigt, ubureaukratisk og nemt for virksomheder og skoler igen at bruge AMU-systemet. Virksomheder og skoler har givet op over for mængden af kontrol, krav og begrænsninger i planlægning af efteruddannelse. AMU-systemet skal gøres enkelt og nemt at bruge igen. For virksomheder og udbydere.

For det andet bør alle deltagere have lige adgang til AMU-systemet. Den nuværende begrænsning for kursister med videregående uddannelsesbaggrund skal ophæves, så deltagerbetaling er ens for alle. Udgangspunktet bør være behovet for opkvalificering.

For det tredje skal skolerne igen være godkendt til at udbyde kurser på landsplan. Den nuværende bureaukratiske ordning med regionale godkendelser begrænser konkurrencen, holder de ambitiøse udbydere nede og besværliggør virksomhedernes adgang til landsdækkende efteruddannelse. Effekten er udeblevet og aktiviteten er faldet.

For det fjerde bør vi indføre en bonusmodel, der kan belønne aktive udbydere, som går forrest. Man når ikke langt med at true sig til udvikling og belønne med sanktioner. I stedet bør der laves et toårigt incitamentsprogram, som belønner udbydere af AMU, der går forrest med udbud og ikke mindst gennemførelse af AMU-kurser. Midler hertil kan anvendes fra "rammen for erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse" - også kaldet EVE-rammen, hvor der p.t. er et overskud på 371 mio. kr. på grund af de seneste års voldsomme nedgang.

For det femte har vi brug for en stærkere vertikal sammenhæng mellem AMU-systemet og videregående efteruddannelser. Hidtil har der været er en meget begrænset sammenhæng til videregående efteruddannelser. AMU-systemet skal have en langt stærkere sammenhæng og give nemmere adgang til akademiuddannelserne (AU) for at forbedre mulighed for kompetencespring. Alle undersøgelser viser, at niveauskift har den største produktivitetsforbedring i virksomhederne og effekt på livsindkomst henholdsvis markedsværdi for den enkelte.

AMU systemet er anerkendt langt ud over kongerigets grænser for dets unikke evne til at levere efteruddannelse på gunstige vilkår, som er udviklet og anerkendt af arbejdsmarkedets parter, myndigheder og brugere.

Dansk Erhverv vil sende en klar opfordring til alle aktører og interessenter om, at vi ikke har råd til at lade systemet strande. Der skal handling til nu.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00