Her er fagbevægelsens dagpengeudspil

DAGPENGE: LO og FTF har lanceret ni principper for et nyt dagpengesystem, der blandt andet skal gøre det nemmere at genoptjene dagpengeretten. Se dem her.

LO's formand, Harald Børsting, og FTF's formand, Bente Sorgenfrey. 
LO's formand, Harald Børsting, og FTF's formand, Bente Sorgenfrey. Foto: Pressefoto
Cecilie Gormsen

Alt for mange er blevet kastet ud i økonomisk usikkerhed, mener LO og FTF, der nu lancerer ni principper, som en kommende regering ifølge de to organisationer bør lægge til grund for et nyt dagpengesystem. Målet er blandt andet, at langt færre fremover skal opbruge dagpengeretten, og at det skal være nemmere at genoptjene dagpengeretten.

Ifølge de to organisationer bør langt færre falde ud af dagpengesystemet, og antallet af personer, der opbruger deres dagpengeret, bør ikke være højere end de forventninger, der lå til grund for dagpengereformen i 2010. Dengang forventede man, at 2-4.000 personer årligt ville falde ud. 

"Når 14.000 mennesker årligt opbruger deres dagpengeret, går det alvorligt ud over den tryghed, der er en afgørende forudsætning for vores fleksible arbejdsmarked. Der er brug for et nyt dagpengesystem, der i langt højere grad fungerer som et sikkerhedsnet for dem, der i en periode mister deres arbejde," siger formanden for FTF, Bente Sorgenfrey.

FTF's og LO's formænd, Bente Sorgenfrey og Harald Børsting, er begge med i Dagpengekommissionen, som lige nu kigger på, hvordan et fremtidigt dagpengesystem skal se ud. Kommissionen skal aflevere sine endelige anbefalinger i september 2015.

LO's og FTF's ni principper:

  • Et nyt dagpengesystem skal sikre, at langt færre opbruger dagpengeretten end de op mod 14.000 personer, som fremover mister dagpengeretten hvert år. Antallet af personer, som opbruger deres dagpengeret, bør ikke være højere end forudsat før dagpengereformen fra 2010.
  • Et nyt dagpengesystem skal være et forsikringssystem for alle lønmodtagere – på tværs af forskellige ansættelsesformer. Alle skal have mulighed for og gavn af at forsikre sig mod arbejdsløshed.
  • Det skal være nemmere at optjene og genoptjene dagpengeretten i et nyt dagpengesystem. Samtidig skal reglerne ændres, så ekstra arbejde altid forlænger retten til dagpenge i tilfælde af arbejdsløshed.
  • Dagpengesystemet skal fortsat bygge på et solidarisk forsikrings- og betalingsprincip, hvor alle betaler det samme, uanset ledighedsrisiko.
  • Et nyt dagpengesystem skal gøre det mere økonomisk attraktivt for lønmodtagerne at tage kortvarigt arbejde og deltidsansættelser m.m.
  • Dagpengesystemet skal fortsat bygge på klare rådighedsregler, der administreres af arbejdsløshedskasserne, og som sikrer en rimelig balance mellem ret og pligt.
  • Dagpengesystemet skal fortsat være attraktivt for nyuddannede.
  • Et nyt dagpengesystemet skal bygge på mere enkle og gennemskuelige regler, så de arbejdsløse kan forstå logikken og konsekvenserne af reglerne.
  • Et nyt dagpengesystem skal være et attraktivt og holdbart forsikringssystem for alle lønmodtagere. Dækningsgrad og regulering af dagpengene skal bidrage til dette.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00