Debat

KA efter Krifa-brud: En skæbnetime for den danske model

REPLIK: Krifa har med åbne øjne smidt det eneste alternativ til LO/DA-konstellationen på gulvet. Det er deres sag, mener Karsten Høgild fra Kristelig Arbejdsgiverforening. Han påpeger, at den danske model både står over for en skæbnetime og muligheder.

Foto: KA
Henrik Axel Lynge Buchter
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Karsten Høgild
Direktør i Arbejdsgiverforeningen KA

Krifa valgte 16. september 2016 at bryde ud af et 117 år langt samarbejde med Arbejdsgiverforeningen KA. Krifa valgte reelt at træde ud af den danske model og opgive 15.000 lønmodtageres rettigheder for at blive en privat forsikringsordning for deres kunder. Krifa har med åbne øjne smidt det eneste reelle alternativ til LO/DA på gulvet.

Det må blive deres sag, men KA vil ikke opgive visionen om at sikre et alternativ. Vi kunne som overenskomstmodpart vælge at sidde på hænderne og lukke ned. Men det er sagen for vigtig til.

For os er den danske model en helt afgørende del af det danske arbejdsmarked. Vi er stolte af den overenskomst, som vi har opbygget og udviklet gennem mange år. En kollektiv overenskomst, som er anerkendt af Arbejdsretten og i brede kredse respekteret som ordentlig og forpligtende.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Vi er glade for, at Det Faglige Hus har vist sig at være klar til at løfte den opgave, der ligger i at være overenskomstpart, men også at løfte den langt vigtigere opgave at sikre, at der er et alternativ. For havde vi ikke fundet sammen med Det Faglige Hus, så havde Danmark stået uden andre overenskomstmodeller end LO-fagbevægelsens, og det er ikke det, Danmark har brug for.

En unik mulighed for den danske model

Det danske arbejdsmarked rammes af en stribe udfordringer i disse år:


  • Vigende medlemstal af den traditionelle fagbevægelse
  • Nye måder at arbejde på (deleøkonomien for eksempel)
  • Presset fra øst på danske løn- og arbejdsvilkår
  • EU-frihandelskrav - og så videre

Vi glæder os meget til sammen med Det Faglige Hus at præsentere et nyt fundament for fremtidige overenskomster. Og vi vil gå i dialog med alle, der ønsker nytænkning af den danske model.

Karsten Høgild, direktør i Kristelig Arbejdsgiverforening

Vi står med andre ord ved et ”tipping point”: Ikke siden septemberforliget 1899 har vi haft et større behov for, at de foreninger, der kan og vil spille en rolle på arbejdsmarkedet, også tager ansvar for at sikre, at løn- og ansættelsesvilkår fastlægges ved overenskomster, så lønmodtagere sikres rimelige ansættelsesvilkår, og arbejdsgiverne sikres fair konkurrencevilkår.

Og der har aldrig før været mere brug for spillere, der er parate til nytænkning indenfor rammerne af den danske model. Det Faglige Hus er en stærk organisation og fagforening med mange unge medlemmer. De har nu meldt sig på banen som nogle, der er parate til at tage ansvar for den danske model de næste 100 år.

De er lige så optaget af at varetage lønmodtagernes interesser, som vi er af at varetage arbejdsgivernes. Det er jo det, der er den danske models højeste formål. Men vi tror bare på, at de to modsatrettede interesser kan gavne hinanden langt mere og bedre end i dag.

Det er en skæbnetime for den danske model. Men det er også et nybrud for den danske model, der har en unik mulighed for et tiltrængt frisk pust.

Vi glæder os meget til sammen med Det Faglige Hus at præsentere et nyt fundament for fremtidige overenskomster. Og vi vil gå i dialog med alle, der ønsker nytænkning af den danske model.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00