Debat

Knuth: Integrations-benene skal kunne bære

DEBAT: Det er nødvendigt at begrænse omfanget af flygtinge, der kommer til Danmark, hvis integrationen skal lykkes, skriver V-ordfører Marcus Knuth. Næste skridt er at få dem i arbejde, og det kræver samarbejde, pointerer han.

Næste fase i flygtningeindsatsen handler om integration, og det foregår på arbejdsmarkedet, skriver Venstres udlændinge- og integrationsordfører, Marcus Knuth.
Næste fase i flygtningeindsatsen handler om integration, og det foregår på arbejdsmarkedet, skriver Venstres udlændinge- og integrationsordfører, Marcus Knuth.Foto: Folketinget
Line Jenvall
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Marcus Knuth (V)
Udlændinge- og integrationsordfører

Hele forudsætningen for succesfuld integration er, at vi ikke bærer flere åg på vores skuldre, end benene kan holde til. 

Derfor har Venstre og regeringen siden dag ét haft arbejdstøjet på for at rydde op i det rod, som den tidligere regering havde skabt med dens mange lempelser på udlændingeområdet. 

Danmark var blevet en asylmagnet og menneskesmuglernes foretrukne mål, hvor der på ingen måde var balance i tingene. Den balance er Venstre og regeringen i gang med at genskabe.

Fakta
Debatpanel om integration
Statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) har udråbt det til en bunden opgave at få flere flygtninge i job for at styrke integrationen.

Men hvad er de største benspænd og bedste løsninger for at sikre bedre integration på arbejdsmarkedet? Kort sagt: Hvordan får vi flere flygtninge i job?

Altinget: arbejdsmarked giver på skift ordet til følgende debattører:
  • Berit Toft Fihl, chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening.
  • Anette Christoffersen, integrationschef i Dansk Flygtningehjælp.
  • Martin Henriksen, integrationsordfører for Dansk Folkeparti og formand for Folketingets Integrationsudvalg.
  • Jacob Bundsgaard (S), borgmester i Aarhus og formand for Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalget i KL.
  • Nikolaj Wendelboe, administrerende direktør i transportkoncernen Arriva, hvor en tredjedel af de ansatte er nydanskere.
  • Sofie Carsten Nielsen, gruppeformand og integrationsordfører for Radikale.
  • Bente Sorgenfrey, formand for hovedorganisationen FTF.
  • Marcus Knuth, integrationsordfører for Venstre.

Vi skal sammen have gang i de jobforløb, der baner vejen ind på arbejdsmarkedet, hvor man kan møde danskerne, lære sproget og blive klogere på den danske kultur.

Marcus Knuth
Udlændinge- og integrationsordfører for Venstre

Venstrefløjen har mistet realitetssansen
Socialdemokratiet er heldigvis vågnet op til dåd og har fornuftigt og ansvarligt støttet langt de fleste tiltag, som vi har fremlagt. Det vil jeg gerne kvittere for. 

Desværre er resten af rød blok med det ellers tidligere så økonomisk ansvarlige Radikale Venstre i spidsen fortsat ud af naivitetens vej og nærmest endt et sted, hvor ansvar og økonomisk realisme er blevet en by i Rusland.

Fakta
Vil du blande dig i debatten?
Send dit indlæg til [email protected].

Og det er vel og mærke i en tid, hvor den slags ellers er altafgørende. 

Siden i sommers har Venstre arbejdet benhårdt for at genindføre realismen i dansk udlændinge- og integrationspolitik. Det har vi gjort gennem blandt andet strammere regler for familiesammenføring, den nye integrationsydelse, og en skærpelse af kravene til at forsørge sig selv. 

Alt sammen for at gøre Danmark mindre attraktivt at søge til i en tid, hvor både kommuner og stat er voldsomt presset. 

Det har kostet knubs, men dem tager vi gerne, hvis det betyder, at vi på sigt kan se, at der venter et sundere og mere holdbart Danmark ude i horisonten.

Arbejde er vejen til integration
Nu starter næste fase. For det drejer sig naturligvis ikke kun om at stramme for stramningernes skyld. 

Hele tanken bag opstramningen har været, at vi fremadrettet kan være i stand til at løfte integrationen for alle de flygtninge, som vi tager ansvaret for her i Danmark. 

En altafgørende integration, som, hvis den mislykkedes, har store økonomiske konsekvenser på sigt. 

Hvis vi fastholder folk på tårnhøje ydelser, så bryder vi med hele fundamentet for god integration. Det skaber parallelsamfund, holder folk uden for arbejdsmarkedet, og er hverken til gavn for flygtningene eller Danmark. 

Derfor er integrationsydelsen en hjørnesten i Venstres politik. Det skal kort sagt kunne betale sig at tage et arbejde.

Der skal samarbejde til
God integration kræver knofedt og samarbejde, hvis vi skal i mål. Der findes ikke noget quick-fix. Det er et langt sejt træk. 

Derfor glæder det mig, at danske fagforeninger, arbejdsgiverorganisationer og kommuner har givet udtryk for, at de bakker regeringens ambition op om succesfuld integration op. 

Vi skal sammen have gang i de jobforløb, der baner vejen ind på arbejdsmarkedet, hvor man kan møde danskerne, lære sproget og blive klogere på den danske kultur.

Jeg skal være den første til at indrømme, at regeringens og Venstres tiltag har været skelsættende. Men vi står i den største flygtningekrise siden 2. verdenskrig, så kontrol kræver handling og ansvar. 

Det ansvar tager Venstre gerne på sig. Passive partier uden løsninger er der nemlig nok af.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Marcus Knuth

Kandidat til Europa-Parlamentet (K), fhv. MF (K)
ba.oecon. (Uni. of Virginia 2002), MBA (Uni. of Navarra 2007), MPA (Harvard Uni. 2013)

0:000:00