Af Søren Fibiger Olesen 
Formand for Krifa

Afhænger vores skæbne virkelig af vores mindset? Sådan lød overskriften på psykologiprofessor Svend Brinkmanns klumme Moderne mennesker forleden dag i Politiken. Brinkmanns svar på spørgsmålet var – ikke overraskende – Nej! Vores skæbne afhænger ikke først og fremmest af vores mindset.

Brinkmann appellerer til vores sunde fornuft og argumenterer blandt andet for, at vi i stedet for konstant at bearbejde den enkelte medarbejders indre i stedet bør koncentrere os om at skabe gode og rummelige miljøer med plads til faglig fordybelse.

Jeg er enig med Brinkmann et langt stykke hen ad vejen. Dog tror jeg, at man på fremtidens arbejdsmarked når længere med et udviklende tankesæt, hvor man hele tiden forholder sig nysgerrigt og interesseret til forandringer og nye muligheder, end man gør med et fastlåst tankesæt og med en overbevisning om, at man ikke kan lære noget nyt.

Jeg tror på, at vi alle er skabt med et kæmpe potentiale, men også begrænsede og fejlbarlige – og den dialektik skal vi selvfølgelig have forståelse for – også når det handler om at holde sig langtidsholdbar på arbejdsmarkedet.

Vi bebrejder os selv
For nylig offentliggjorde Krifas Videncenter for God Arbejdslyst en undersøgelse, der viste, at foruroligende mange lønmodtagere på det danske arbejdsmarked har en tendens til at bebrejde sig selv, når de oplever ikke at kunne mestre deres arbejde i tilstrækkelig grad. Desværre er den tendens, som vi ser i vores undersøgelse, ikke enestående.

Vi har alle et ansvar for at italesætte, at mestring i arbejdslivet ikke alene er den enkeltes ansvar. 

Søren Fibiger Olesen
Formand for Krifa

Mange stiller tilsyneladende så høje krav til sig selv, at de ender med at bukke under med dårligt selvværd og stress. Stressforeningen anslår, at omkring 35.000 danskere hver dag er sygemeldt på grund af psykisk dårligt arbejdsmiljø, og at næsten en halv million danskere føler sig udbrændt på jobbet. Det kan vi ikke være bekendt, og det skal vi gøre noget ved.

Derfor glæder det mig, når kapaciteter som Svend Brinkmann stiller sig i front i kampen mod stress og selvbebrejdelse. Men de gode rammer og de rummelige miljøer kommer ikke af sig selv. Derfor er der behov for, at flere tager et ansvar for, at vi ikke går rundt og bebrejder os selv og hinanden, når vi ikke lykkes i arbejdslivet.

Lederen må være på forkant
Vi har alle et ansvar for at italesætte, at mestring i arbejdslivet ikke alene er den enkeltes ansvar. Som Brinkmann også er inde på, så har ledere og arbejdspladser et særligt ansvar for at sikre optimale betingelser for den enkelte medarbejders mestring. Det kan blandt andet ske ved, at lederen virkelig lytter til de udfordringer, som medarbejderen oplever. Helt konkret kunne man forestille sig, at mestring blev et fast punkt på dagsordenen til MUS-samtalen. Lederen bærer også et særligt ansvar for at skabe rum og kultur for løbende kompetenceudvikling og efteruddannelse.

Kollegerne skal på banen
Som kolleger har vi også et ansvar for at understøtte hinanden i en bedre mestring af arbejdslivet og for at modvirke dårligt selvværd og selvbebrejdelse. Vi har kort sagt et ansvar for at spille hinanden bedre på arbejdspladsen.

Opgør med samfundsstrukturer
Strukturer i samfundet har stor betydning for at sikre optimale betingelser for opkvalificering og efteruddannelse af arbejdsstyrken. I den sammenhæng har politikere og faglige organisationer et helt særligt ansvar for at gøre op med rammer og strukturer, som fastholder den enkelte medarbejder i en oplevelse af skyld, som vedkommende ikke har andel i eller ansvar for.

Den enkelte medarbejder har naturligvis også selv et ansvar for sin mestring i arbejdslivet. Derfor har vi alle en forpligtelse til at opkvalificere os og forholde os nysgerrigt og forundringsparate til os selv, vores medmennesker og verden omkring os.

Fremtiden bliver spændende, men den kalder på, at vi både har syn for den enkeltes store potentiale og samtidig har respekt for de begrænsninger – fysisk, psykisk eller kompetencemæssigt – som ethvert menneske også har.

Vi er human beings og ikke human doings.