Manu Sareen i spidsen for kampen mod stress

JOBNYT: Tidligere socialminister Manu Sareen melder sig aktivt ind i kampen mod folkesygdommen stress, der hvert år koster samfundet milliarder. Han bliver formand for Stressforeningen og fortsætter som folketingskandidat.

Foto: Lars Helsinghof / Altinget
Kasper Kaasgaard

Manu Sareen bliver ny formand for Stressforeningen. Det har foreningen netop vedtaget på en generalforsamling.

”Vi står over for en stressepidemi. Flere hundredetusinde danskere oplever alvorlig stress hver dag, og op imod en halv million føler sig udbrændte. Det er en problemstilling, der rammer på kryds og tværs, og som alle kan forholde sig til,” siger han og fortsætter:

”Mine vigtigste opgaver bliver at gøre opmærksom på denne alvorlige problemstilling, bryde tabuet og være med til at sætte dagsordenen.”

Manu Sareen håber på at kunne sørge for, at der bliver lavet en egentlig diagnose for stress, som ikke findes i dag, og at der bliver lavet en handlingsplan for at komme det til livs. Han medgiver, at der er en stribe udfordringer, når det kommer til definitionsspørgsmål og grader af stress i forhold til at lave en diagnose.

Fakta
Stress rammer bredt. Omkring 12 procent af danskerne føler sig ofte stresset i deres hverdag. Der findes ikke pålidelige opgørelser over, hvor mange der bliver sygemeldt med stress, men omkring to ud af tre angiver jobbet som begrundelse for stress.
Stress koster samfundet dyrt. En analyse fra Statens Institut for Folkesundhed konkluderede i 2006, at stress koster samfundet 14 milliarder kroner om året i sygefravær og udgifter sundhedsvæsenet. I 2015 kom FTF frem til, at stress koster 5,5 milliarder kroner for beskæftigede på arbejdsmarkedet.
Tendensen er stigende. I 1989 svarede 5,8 procent, at de ofte var stressede. I 2005 var tallet 8,8, mens det i 2012 til altså 12 procent. Andelen af stressede personer er højst blandt arbejdsløse og førtidspensionister.
Stressforeningen har hjemsted i Aalborg og er en uafhængig medlemsbaseret non-profit interesseorganisation, som formidler viden, støtter, rådgiver, danner sociale netværk baseret på hjælp-selvhjælp. Tilbyder ikke behandling.

Kilde: Stressforeningen, Institut for Folkesundhed, DR, FTF

”Det er derfor, vi skal tage fat på arbejdet og tage det alvorligt,” siger Manu Sareen.

Stressforeningen med hjemsted i Aalborg er en uafhængig, medlemsbaseret non-profit interesseorganisation, som formidler viden, rådgiver og danner sociale netværk baseret på hjælp–selvhjælp. Foreningen tilbyder ikke behandling.

Økonomisk koster folkesygdommen stress årligt samfundet et tocifret milliardbeløb.

Skal samle viden
Stressforeningen gennemgår samtidig en relancering med ny bestyrelse og en ny hjemmeside. Den skal fungere som et fællesskab, hvor brugere kan komme til orde med idéer og gode råd til at håndtere stress.

Manu Sareen mener, Stressforeningen skal fungere som et slags videnscenter, der samler viden og fakta om stress til gavn for medlemmer og andre interesserede.

”Vores opgave er at samle Danmark på vores hjemmeside om denne alvorlige problemstilling. Det er vores ambition,” siger Manu Sareen.

Har prøvet det selv
Den tidligere minister har sagt ja til at være frontfiguren mod stress af både personlige og professionelle årsager.

Da nu 49-årige Manu Sareen var midt i trediverne og i starten af sin politiske karriere, gik han nemlig ned selv med stress. Den oplevelse vil han bruge i sit arbejde for Stressforeningen.

”Det er vigtigt at sige, at selvom man har været ramt af stress, kan man godt komme igennem det,” siger han.

Manu Sareen fortsætter ved siden af formandsposten sit politiske arbejde som kandidat for Alternativet, som han har været medlem af siden marts 2016. I oktober blev han opstillet som kandidat til Folketinget.

Før det var Sareen medlem af Radikale, for hvem han først var ligestillings- og kirkeminister samt minister for nordisk samarbejde og siden minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold.

Dokumentation

Blå bog: Manu Sareen

Født 1967 i Indien, opvokset på Amager

Uddannet socialpædagog

Forfatter til en række børnebøger, bl.a. bøgerne om Iqbal Farooq

Fra 2002-11: Medlem af Københavns Borgerrepræsentation

2011-15: Medlem af Folketinget

2011-14: Ligestillings- og kirkeminister samt minister for nordisk samarbejde

2014-15: Minister for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale forhold

2016-: Folketingskandidat for Alternativet


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Manu Sareen

Forfatter, fhv. minister & MF (R)
socialpædagog (1997), konfliktmægler (2003)

0:000:00