Minister: Ikke afgørende, hvor mange der bliver skåret i kontanthjælp

KONTANTHJÆLP: Beskæftigelsesministeren går ikke op i, hvor mange der mister penge som følge af 225-timersreglen. Arrogant holdning, mener SF.

Mette PabstMads Gluud Jørgensen

Det er ikke afgørende for regeringen, hvor mange mennesker, der rammes af 225-timersreglen. Det er meldingen fra beskæftigelsesministeren, Jørn Neergaard Larsen (V), kun en uge før, at den omdiskuterede regel træder i kraft.

"Om det er X eller Y personer, der bliver berørt af 225-timersreglen, er ikke afgørende for mig. Det afgørende er, at vi får ændret den udvikling, vi er i," siger beskæftigelsesministeren på et samråd torsdag.

Beskæftigelseskravet på 225 timer, der træder i kraft 1. oktober, betyder, at kontanthjælpen bliver sat ned, hvis en kontanthjælpsmodtager ikke har haft mindst 225 timers ordinært og ustøttet arbejde inden for de seneste 12 kalendermåneder.

Flere varslingsbreve end ventet
Ministerens melding kommer i kølvandet på massiv kritik fra oppositionen, der ikke mener, at ministeriets skøn over, hvor mange der rammes af de nye kontanthjælpsregler, holder.

Om det er X eller Y personer, der bliver berørt af 225-timersreglen, er ikke afgørende for mig.

Jørn Neergaard Larsen (V)
Beskæftigelsesminister

For selvom ministeriet har skønnet, at 9.000 helårspersoner rammes af 225-timersreglen, er der allerede nu sendt varslingsbreve ud til 59.000 mennesker. Ministeren erkender, at det er flere, end man havde forventet.

"Med 59.000 udsendte breve vil det endelige antal varslingsbreve blive højere end vores forventede skøn på 57.000 breve i hele 2016," siger han.

Ministeren mener dog, at det stadig er for tidligt at sige, at de mange flere varslingsbreve med sikkerhed betyder, at mere end de forventede 9.000 helårspersoner vil blive ramt af 225-timersreglen.

Arrogant behandling
Hos SF mener man ikke, at det er ligemeget, om ministeriets skøn holder. Beskæftigelsesordfører Karsten Hønge peger på, at de tal, ministeriet giver, lægger grundlaget for den politiske debat om lovgivningen. Og så er det ikke okay, at tallene pludselig er meget højere.

"Vi må have et mere fast grundlag, medmindre man mener, at denne her gruppe borgere skal finde sig i så arrogant en behandling fra Folketinget, at man ikke engang ved, hvor mange man berører, når man så dramatisk griber ind i tusindvis af familiers liv," siger Karsten Hønge.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jørn Neergaard Larsen

Formand for Metroselskabet, fhv. beskæftigelsesminister (V), fhv. adm. direktør, Dansk Arbejdsgiverforening
cand.jur. (Københavns Uni. 1975)

Karsten Hønge

MF (SF), medlem, SF’s landsledelse og daglige ledelse, 3. næstformand, Folketingets Præsidium
tømrer (Aarhus. 1983), journalist (DMJX 2013)

0:000:00