Debat

Ny designpolitik skal skabe job og vækst

DEBAT: Danmark skal satse tungt på design, når vi skal sikre vores fremtidige konkurrencedygtighed. Vi kan på ny blive designpionerer, når blot vi fokuserer på de rigtige ting, siger Danish Design Association, DE og DI. Læs deres fælles vision for en ny designpolitik her.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Gitte Just
Direktør, Danish Design Association
Jannik Schack Linnemann
Forskningspolitisk chef, Dansk Erhverv 
Katrine DiBona
Chefkonsulent, Dansk Industri

Danmark har brug for en ny designpolitik, som kan bringe os tilbage i verdenseliten for design. Målet er ikke smartere samtalekøkkener og hjørnesofaer, men at bygge fundamentet for et rigere samfund - menneskeligt, kulturelt og kommercielt. Design er nemlig langt mere end styling og finish. Design er nøglen til bæredygtig vækst, nye arbejdspladser og eksportindtægter.

Danmark var blandt pionererne, da vi udformede en designpolitik i 1997, men mange lande - især i Sydøstasien - har overhalet os indenom. Nogle vil måske undre sig over, hvorfor politikerne overhovedet skal bekymre sig om designerhvervets ve og vel. Det korte svar er, at vi ikke har råd til at lade være.
Der er et kæmpe potentiale i at få dansk design integreret i offentlige velfærdsløsninger, brede det ud til små og mellemstore virksomheder og sælge det globalt.

En ny vision
En ny designpolitik skal have fokus på design som en dansk styrkeposition. Det er på tide, at vi for alvor forstår og udnytter design som vækstdriver for vækst og beskæftigelse. Vi skal have gode rammevilkår for design, der øger produktiviteten i såvel offentlig som privat sektor, og som skaber forretning ud af de designværdier, vi som samfund med mennesket i centrum har opbygget gennem årtier. Ikke mindst fordi vores strategiske designtænkning efterspørges af mange vækstøkonomier. Men hvilken vej skal vi tage? Her kommer de mest centrale:

Vi skal kigge designuddannelserne efter i sømmene, så de står bedre mål med erhvervslivets behov. I dag er det desværre sådan, at virksomhederne henter designere fra udlandet, fordi danske designere kommer til kort. Konkurrencen fra udlandet er knivskarp, så vi skal stille skrappere krav til de studerende, ligesom vi skal knytte stærkere bånd mellem designuddannelserne og universiteterne. Når det gælder designforskningen, skal vi udbygge vores internationalt anerkendte niveau.

Vi skal også skabe synlighed på de internationale markeder om danske produkter og services via dansk designs evne til at skabe oplevelser, identifikation og merværdi, som er funderet i stærke værdier, traditioner og kompetencer. Det kræver imidlertid en opdatering af det danske designbrand, så vi kan tiltrække investeringer, talent, viden og netværk til Danmark.

Dansk design står fadder til unikke immaterielle løsninger, industrielle kvalitetsprodukter og fysiske genstande, som vi omgiver og identificerer os med.
Vi er vokset op med formgivning og designløsninger i verdensklasse og tænker ikke over, hvor meget design betyder i vores hverdag. Vi tager det for givet, og det er et skråplan. Vi skal have revitaliseret og bevidstgjort det danske design-DNA bredt i samfundet, så vi kan omsætte det til værdi - både kommercielt og samfundsmæssigt. Det bør være målet for en ny dansk designpolitik.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00