Debat

Reform øger ulighed og fattigdom

DEBAT: Kontanthjælpsreformen strider mod regeringens mål om at mindske fattigdom – men er i fuld overensstemmelse med regeringens mål om at ”videreføre VK-regeringens økonomiske politik”. Det skriver Finn Sørensen, socialordfører for EL.
Pernille Diana Castle Møller
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

For at føje spot til skade har forligspartierne også opfundet et nyt ord: "nyttejob". Bag den smukke titel gemmer sig regulært tvangsarbejde, hvor kontanthjælpsmodtagere tvinges til at arbejde i helt op til 37 timer om ugen for kontanthjælpen.

Finn Sørensen (EL)
Socialordfører

Af Finn Sørensen (EL)
Socialordfører

Den 1. januar 2014 var en sort dag for tusindvis af kontanthjælpsmodtagere. Med et slag er deres ydelser blevet kraftigt beskåret eller falder helt væk.

Udeboende unge under 30 år, som vurderes at være uddannelsesparate, skal fremover klare alle udgifter for 5.800 kr. om måneden før skat. Jobparate skal klare sig for kr. 6.800 før skat. Det er med rette blevet kaldt nye fattigdomsydelser, beløbene er nemlig på niveau med den starthjælp, som regeringspartierne og Enhedslisten ellers var enige om at afskaffe i finansloven for 2012.

Forligspartierne (alle undtagen Enhedslisten) begrunder det med, at de unge skal i uddannelse og i arbejde. De kan dog ikke forklare, hvorfor det skulle blive nemmere for de unge at påbegynde og gennemføre en uddannelse eller få et job, fordi man nedsætter deres ydelser.

Det tror regeringen da heller ikke selv på. Ud af de 50.000 unge kontanthjælpsmodtagere under 30 forventes det, at kun 3.100 kommer i arbejde i 2014, stigende til 4.500 i 2020. Det forventes, at kun 1.000 flere kommer i uddannelse i 2014, stigende til 4.400 i 2020.

Kontanthjælpsmodtagere, der er forsørgere, lider stort indtægtstab – fra kr. 2.447 til kr. 8.051 kr. om måneden, afhængig af alder, og hvem man lever sammen med. Hårdest går det ud over forsørgere, der er samlevende/gift med en, der modtager SU eller uddannelseshjælp.

Samlevende stilles ringere end ægtepar
Samlevende kontanthjælpsmodtagere rammes også hårdt. Efter en indfasning i løbet af 2014 modregnes samleverens indtægt fuldt ud i kontanthjælpen, hvilket efterlader mange samlevende med en manko på over kr. 10.000 om måneden.

Forligspartiernes undskyldning er, at man vil ”ligestille” samlevende kontanthjælpsmodtagere med ægtefæller. Men hvorfor skal man ned på laveste fællesnævner? Var det ikke på tide at afskaffe denne snart 100 år gamle lovgivning om, at man skal være afhængig af ægtefællens indtægt. Det hører vel ingen steder hjemme i et samfund, som hylder ligestilling og kvinders selvstændighed?

Rent bortset fra det stilles samlevende kontanthjælpsmodtagere klart ringere end gifte. De kan ikke udnytte hinandens fradrag, de har ingen rettigheder i forhold til arv og bodeling ved skilsmisse. Det værste er dog, at denne lovgivning stiller cirka 12.000 samlevende kontanthjælpsmodtagere over for det svære valg at tåle en voldsom nedgang i indtægtsgrundlag eller at afbryde samlivet, begge dele til skade for familiens – og ikke mindst børnenes - velfærd.

Nyttejob er tvangsarbejde
For at føje spot til skade har forligspartierne også opfundet et nyt ord: ”nyttejob”. Bag den smukke titel gemmer sig regulært tvangsarbejde, hvor kontanthjælpsmodtagere tvinges til at arbejde i helt op til 37 timer om ugen for kontanthjælpen.

For unge på uddannelsesydelse svarer det til en timeløn på cirka 36 kr. i timen, for jobparate godt 42 kr. i timen og for voksne kontanthjælpsmodtagere cirka 66 kr. i timen – uden rettigheder af nogen art vel at mærke. Enten bliver det ren beskæftigelsesterapi som at ”rense hundeindhegninger” eller statsorganiseret løndumping, fordi ”nyttejobbene” erstatter ordinære stillinger.

For at understrege tvangselementet skærpes sanktionerne over for alle kontanthjælpsmodtagere, så de i endnu højere grad risikerer at få frataget kontanthjælpen som følge af formelle fejl som at glemme at melde afbud til møder m.m.

Ligesom i reformerne af førtidspension, fleksjob og sygedagpenge stilles der heller ikke i kontanthjælpsreformen nogen som helst krav til arbejdsgiverne om at sikre et mere rummeligt arbejdsmarked, hvor der er plads til mennesker, som ikke kan arbejde 100 pct.
Fakta

Fra 16. januar og en måned frem sætter Socialdebatten fokus på den nye kontanthjælpsreform.

Mød denne måneds debatpanel.

Socialdebatten på Altinget | Social har til formål at fokusere og styrke den socialpolitiske og socialfaglige debat i Danmark. Løbende inviterer Altinget l Social eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for det sociale område.

Bland dig gerne i debatten ved at sende en mail til kafr@altinget.

Økonomisk politik fører til øget ulighed
Således føjer kontanthjælpsreformen sig til rækken af grove nedskæringsreformer, som er gennemført af den tidligere og den nuværende regering, nemlig forringelserne af dagpenge, efterløn, førtidspension, fleksjob og SU.

De er alle sammen beskrevet i regeringsgrundlaget s. 9 under denne ouverture: ”Udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand”. Her kan man også læse, at det egentlige formål er at ”øge arbejdsudbuddet” - som om det ikke var nok, at godt 200.000 forgæves udbyder deres arbejdskraft – og at finansiere yderligere skattelettelser, mest til de højtlønnede, de rige og aktionærerne i de store virksomheder.

Selvom regeringen har et massivt flertal i Folketinget bag sig til denne politik, så har den alligevel et alvorligt problem. I modsætning til den tidligere regering har den nemlig også en anden målsætning: ”Regeringen lægger vægt på at begrænse uligheden. Regeringen vil måles på at mindske fattigdommen og sikre reelt lige muligheder.” (Regeringsgrundlaget s. 47).

Regeringspartierne kan stole trygt på én ting. Ikke bare Enhedslisten, men også deres egne vælgere, vil holde dem op på den målsætning og med stigende styrke frem mod næste folketingsvalg spørge, hvorfor partier, der kalder sig arbejderpartier, har valgt at føre en økonomisk politik, der bidrager til øget ulighed, fattigdom og hjemløshed.

Det bidrager kontanthjælpsreformen ikke mindst til af den simple grund, at mange flere kommer til at leve i årevis for ydelser, der ligger langt under regeringens egen fattigdomsgrænse.
 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Finn Sørensen

Fhv. MF (EL), medlem, Enhedslistens hovedbestyrelse
student (1965)

0:000:00