Debat

Reformernes utilsigtede konsekvenser

DEBAT: Arbejdsmarkedsreformer, der grundlæggende ændrer på principperne i den universelle velfærdsmodel, kan have utilsigtede konsekvenser, skriver to Ph.D-studerende fra Aalborg Universitet.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Troels Fage Hedegaard og Andreas Pihl Kjærsgård
Ph.d.-stipendiater, Institut for Statskundskab, Center for Komparative Velfærdsstudier, Aalborg Universitet.

Den socialdemokratisk ledede regering har gennemført reformer af fleksjobordningen, førtidspensionen og børnechecken. En af de gennemgående tendenser i disse reformer er, at graden af universelisme i velfærdsstaten mindskes. Vi vil nedenfor komme med argumenter for, hvorfor det kan have alvorlige konsekvenser at mindske de universelle elementer i den danske velfærdsstat.

Universalisme betyder, at man har ret til en bestemt offentlig ydelse eller service af en rimelig standard, blot fordi man er medborger i samfundet. Ydelsen eller servicen behøver ikke være betalt 100 procent af det offentlige, men det offentlige tilskud skal være så stort, at det reelt er muligt for hele befolkningen at købe den.

Andre velfærdsmodeller
I ikke-skandinaviske vestlige lande er velfærdsstaterne overordnet set indrettet efter andre grundlæggende principper end universalisme, og man kan helt inddele dem i to grupper.

De central- og sydeuropæiske lande er domineret af en såkaldt socialforsikringsmodel. Gennem arbejde optjener man ret til eksempelvis pension, arbejdsløshedsunderstøttelse og i nogle tilfælde også sundhedsydelser. Dette system er gradueret efter indkomst, hvilket betyder, at retten til ydelser afhænger af fortjeneste.

De angelsaksiske lande er domineret af en tredje model kaldet residualmodellen. Her forventes det, at man sikrer sin egen velfærd. Dette gør man typisk ved at købe ydelser på markedet og ved familiens hjælp. Staten sørger så for dem, der absolut ikke kan klare sig selv - residualen. Denne gruppe tildeles ret lave ydelser for at klare sig, og ydelserne tildeles og målrettes generelt set kun, hvis en sagsbehandler vurderer, at man har et klart behov for dem.

Bureaukrati frem for jobsøgende
Reformerne af fleksjobordningen og førtidspensionen kan tilskrives sidstnævnte logik: Ydelserne målrettes efter et vurderet behov. Sådanne reformer baserer sig på, at samfundet udviser en stor tillid til, at de offentlige sagsbehandlere kan træffe den rigtige beslutning. Sagsbehandlere er dog kun mennesker, som eksempelvis Brønderslev-sagen viser, og folk kan på forkert grundlag enten blive tildelt eller frataget ydelser. Den umiddelbare løsning og samtidig den sandsynlige politiske reaktion er at øge kontrollen med sagsbehandlerne og derved indføre mere bureaukrati.

Denne historie kendes kun alt for godt i for eksempel jobcentrene, hvor sagsbehandlerne efter egen vurdering kun bruger ¼ af deres tid på de jobsøgende og resten på bureaukrati. Dette ender således ofte med at blive dyrere, end den oprindelige besparelse ved i højere grad at målrette ydelsen.

Målrettet børnecheck
En anden måde at målrette ydelser på er at begrænse retten til ydelser og services til bestemte indkomstgrupper. Dette er, hvad der er sket med reformen af børnechecken. Helt umiddelbart betyder reformen en stigende marginalskat ved grænsen for tildeling på 760.000 kr. Effekten af dette er argumenteret at være så stor, at alle reformerne for at sænke marginalskatterne siden midt-halvfemserne vil være slået tilbage til start.

Den universelle velfærdsstats opbygning kan opfattes som paradoksal, idet den på sin vis er karakteriseret ved, at alle betaler til alle. Rykker man på den balance og fratager mellem- og højindkomstgrupper retten til en række af velfærdsstatens kerneydelser, så er det sandsynligt, at de begynder at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor de betaler så meget i skat, idet de ikke får noget ud af det. Der vil således komme et øget pres for lavere skatter, hvilket igen vil føre til et behov for reformer for at finansiere skattelettelserne. Det kan altså potentielt starte en selvforstærkende effekt.

Målrettede ydelser kan være stigmatiserende
Går man videre med målretning af ydelser til de svageste grupper, kan ydelserne blive stigmatiserende: Fordi der er så store konsekvenser ved at miste retten til en bestemt ydelse, vil personer, der ligger på grænsen, være fristet til at fremstå mere trængende, end de faktisk er. Dette kan danne grundlag for historier i medierne om snyd med offentlige ydelser. Sådanne historier om snyd kan få personer fra middelklassen, der grundet en for høj indkomst ikke ville kunnet få disse ydelser, let vil kunne stille sig selv det spørgsmål, om dem, der vises i TV, virkelig fortjener vedkommendes skattepenge?

Dette ses faktisk i de angelsaksiske lande, hvor der typisk er ret voldsomme barrierer mellem at gå fra at være på offentlig forsørgelse til at være i job. I middelklassen i disse lande er der derfor også en udbredt opfattelse af, at dem i bunden af samfundet er nogle andre mennesker end os - en os-og-dem-logik: De er dovne, gider ikke arbejde, selvom de kan og fortjener faktisk ikke vores hårdt tjente skattepenge.

Upartisk behandling af det offentlige
Sidst kan man argumentere for, at der også kan være andre og mere indirekte, men ligeså potentielt farlige, konsekvenser af at begynde at målrette ydelser og services. I eksempelvis forskningen om, hvorfor der er så høj tillid i de skandinaviske lande, er en af hovedforklaringerne, at når folk oplever en fair, upartisk og gennemskuelig behandling i mødet med det offentlige, så vil de også tænke sådan om mennesker generelt. Dette er tilfældet ved tildelingen af universelle ydelser og services: Har du børn, kan du få børnepenge. Skal en sagsbehandler i stedet vurdere, om du faktisk har behov for de børnepenge, sker det ofte efter kriterier, du ikke helt forstår, og det er let at få mistanke om, at sagsbehandleren ikke er upartisk.

Oplever du dette, er argumentet, så vil du heller ikke forvente, at andre i samfundet vil dig det godt - du vil blive mistænksom i stedet for at have tillid til folk. Det er klart, at dette ikke er godt for samfundets sammenhængskraft.

Dette indlæg skal ikke opfattes en argumentation for, at der ikke skal laves fremtidige reformer, for naturligvis skal velfærdssamfundet også udvikles og formes i fremtiden. Pointen er blot, at hvis man laver reformer, der grundlæggende ændrer på principperne i den universelle model, kan det have nogle utilsigtede konsekvenser, som også bør tages med i overvejelserne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00