Debat

S: Endelig sætter EU ind imod sort arbejde

DEBAT: Der er langt om længe håb for en solid indsats mod sort arbejde med et nyvedtaget EU-samarbejde på området, skriver Socialdemokraternes MEP, Ole Christensen. Slyngelvirksomhederne bekæmpes bedst i fællesskab, pointerer han.

Sort arbejde hører ingen steder hjemme, og derfor ser Socialdemokraternes MEP Ole Christensen frem til, at den nye EU-platform bliver søsat.
Sort arbejde hører ingen steder hjemme, og derfor ser Socialdemokraternes MEP Ole Christensen frem til, at den nye EU-platform bliver søsat.
Line Jenvall
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Ole Christensen
MEP for Socialdemokraterne

Hvad ville du sige til, at de offentlige budgetter fik tilført milliarder af kroner, uden at du skulle betale mere i skat? 

Personligt ville jeg vende tommelfingeren opad. Derfor er jeg glad for, at Europa-Parlamentet i sidste uge godkendte oprettelsen af en fælles europæisk platform imod sort arbejde. 

Det er der god fornuft i, for sort arbejde er et kæmpestort problem. Når vi tænker på sort arbejde, tænker vi ofte på de små tjenester, som mange udfører for hinanden i ly for skattefar. Men det er langt mere udbredt end som så. 

Fakta
Vil du blande dig i debatten?
Send dit indlæg til [email protected].

Europa-Parlamentets forskningsenhed vurderer, at 18 procent af EU-landenes BNP udgøres af sort arbejde. I Danmark er tallet 9 procent. 

Alle taber
Denne lyssky foreteelse er noget skidt af tre grunde:

Det kan simpelthen ikke passe, at de virksomheder, der snyder, skal have lov at presse priserne, så andre ikke kan overleve.

Ole Christensen
MEP for Socialdemokraterne

For det første så går vi hvert år glip af et svimlende beløb i indtægter til den danske statskasse. Det betyder, at almindelige borgere må kæmpe med besparelser på plejehjemmene, sygehusene og i daginstitutionerne. Imens kan ublu virksomheder skumme fløden og leve fedt.  

For det andet så risikerer lønmodtagere, der arbejder for disse lyssky virksomheder, at blive udnyttet på det groveste. Det siger sig selv, at det er sværere at forlange af sin arbejdsplads, at den sikrer et godt arbejdsmiljø, når der ikke er nogen til at kontrollere den. Det er skammeligt, at sådan noget kan finde sted i dagens Danmark og Europa. 

Og for det tredje så konkurrerer slyngelvirksomhederne på ulige vilkår. Man skal ikke have gået mange år i skole for at kunne regne sig frem til, at en virksomhed, der ikke betaler skat, kan producere varer billigere end de virksomheder, der gør. Det kan simpelthen ikke passe, at de virksomheder, der snyder, skal have lov at presse priserne, så andre ikke kan overleve. På den måde risikerer hæderlige arbejdspladser at måtte dreje nøglen om.

EU kan fjerne gemmestederne
Den europæiske platform for sort arbejde er derfor et kærkomment initiativ. Her kan både det offentlige, fagforeninger og arbejdsgiverne sparre med kolleger i andre lande. De får også mulighed for at sætte fælles standarder til at bekæmpe sort arbejde. 

Det er vigtigt, for ellers kan virksomhederne bare søge ly i andre EU-lande. Det er skruen uden ende. 

Sort arbejde hører ingen steder hjemme, og jeg ser derfor frem til, at platformen bliver søsat. 

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ole Christensen

Fhv. MEP (S), fhv. viceborgmester, Brovst Kommune
butiksuddannet, merkonom

0:000:00