Debat

Sælg ikke jobcentrene i en politisk byttehandel

DEBAT: I forbindelse med de kommende trepartsforhandlinger er der en risiko for, at beskæftigelsesindsatsen endnu en gang bliver et salgsobjekt, skriver arbejdsmarkedsforsker Thomas Bredgaard fra Aalborg Universitet.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Thomas Bredgaard
Lektor og arbejdsmarkedsforsker, Aalborg Universitet

I forbindelse med de kommende trepartsforhandlinger er der en risiko for, at beskæftigelsesindsatsen endnu en gang bliver et salgsobjekt. En del af fagbevægelsens pris for at indgå en trepartsaftale vil formentlig være, at beskæftigelsesindsatsen for dagpengemodtagere eller alle arbejdsmarkedsparate ledige flyttes ud af kommunerne og ind i et nyt statsligt og regionalt forankret system, hvor parterne og a-kasserne har ansvaret for indsatsen. Beskæftigelsesindsatsen er imidlertid for vigtigt til at blive udvekslet som handelsvare i en politisk byttehandel.

Skyttegravskrigen
Nok engang er fronterne trukket op om, hvem der fremover skal have ansvaret for styring og organisering af beskæftigelsesindsatsen. Anledningen er de kommende trepartsforhandlinger om øget arbejdsudbud.

På den ene side står Kommunernes Landsforening (KL), som forsvarer den nuværende kommunale forankring af beskæftigelsesindsatsen. Argumenterne er stort set de samme, som i forløbet op til strukturreformen i 2007. Kommunerne kan som de eneste skabe helhedsorienterede løsninger på tværs af siloerne (beskæftigelse, sundhed, social, erhverv og uddannelse). Kommunerne har et klart økonomisk incitament til at få ledige og sygemeldte i jobs. På KL's ønskeseddel står mindre detaljeregulering, større frihedsgrader og mere resultatfokus i den centrale styring.

Den vigtigste lære, vi kan tage af forhistorien, er, at beskæftigelsessystemet er for vigtigt til at udveksle som politisk handelsvare.

Thomas Bredgaard
Lektor ved Aalborg Universitet

På den anden side står fagbevægelsen (LO, AC, FTF), som ønsker en stærkere statslig og regional styring af beskæftigelsespolitikken, og at a-kasserne får hovedansvar for den første del af ledighedsforløbet for arbejdsmarkedsparate ledige. Argumenterne herfor er også velkendte. Arbejdsmarkederne stopper ikke ved kommunegrænserne. Kommunerne nedprioriterer beskæftigelsesindsatsen til fordel for mere populære og udgiftstunge områder (ældrepleje, folkeskoler, daginstitutioner m.v.) og tænker på kommunekassen frem for borgernes behov. A-kasser kender bedst deres medlemmers behov og fagområde osv.

De er flere punkter, som de stridende parter formentlig nok kan blive enige om. Til eksempel at indsatsen for arbejdsmarkedsparate ledige kan fremrykkes. At der ikke skal gennemføres samtaler i både a-kasse og jobcenter, og at kravene til samtalernes hyppighed skal gøres mere fleksibel og individuel. Der er nok også enighed om, at beskæftigelsesindsatsen skal bygge på princippet om ret og pligt. At indsatsen skal afbureaukratiseres, samt at der skal være bedre muligheder for opkvalificering og uddannelse. Disse forslag gør en umiddelbar og synlig forskel for ledige borgere, og ikke om vedkommende skal gå ind af en dør med et kommunalt, regionalt eller statsligt dørskilt.

Foto:

Til gengæld går uenigheden på, hvem der skal have ansvaret for styring og organisering af systemet. Skal kommunerne fortsat have det formelle driftsansvar for indsatsen for dagpengemodtagere/arbejdsmarkedsparate? Eller skal ansvaret flyttes over i en (nyt) statsligt og regionalt beskæftigelsessystem, hvor arbejdsmarkedets parter har større indflydelse på tilrettelæggelse, prioritering og implementering af indsatsen?

Ikke flere tyve om natten
Det vil sikkert være fristende for regeringen at give køb på den nuværende kommunale styringsstruktur, hvis det er en del af prisen for at indgå et trepartsforlig om øget arbejdstid med fagbevægelsen. Om beskæftigelsesindsatsen er forankret kommunalt eller statsligt/regionalt, bidrager dog ikke umiddelbart til at indfri formålet med trepartsforhandlingerne, nemlig at øge arbejdsudbud, beskæftigelse og forbedre de offentlige finanser.

Fortalerne for et statslig og regionalt forankret beskæftigelsessystem vil pege på, at det sikrer en højere mobilitet på arbejdsmarkedet. Dermed påstås også, at kommunerne ikke formidler ledige jobs på tværs af kommunegrænserne. Det er ikke umiddelbart blevet dokumenteret. Det giver heller ikke mening, da kommunen under alle omstændigheder har en interesse i at undgå, at personer havner på offentlig forsørgelse, uanset om jobbet befinder sig i nabokommunen. Et andet argument er, at en stærkere regional forankring sikrer en mere forpligtende tværkommunal koordination. Det vil desuden have den fordel, at arbejdsmarkedets parter bliver mere ansvarliggjorte overfor beskæftigelsesindsatsen. Det tredje argument er at opnå en mere direkte statslig styring af de udførende organisationer. Staten har primært indirekte og usikre styringsinstrumenter til rådighed over for kommunerne (f.eks. incitamentsstyring og præstationsmålinger) og kan ikke befale dem at gå i en bestemt retning. Forsøg herpå underminerer sagsbehandlernes autonomi og det kommunale selvstyre.

Der er omvendt to argumenter, der taler imod en overflytning af driftsansvaret for dagpengemodtagere/arbejdsmarkedsparate ledige. Det første er, at mulighederne for en tværfaglig og koordineret beskæftigelsesindsats forringes, hvis indsatsen flyttes ind i en selvstændig statslig/regional beskæftigelsessilo. Inddeling af borgere i kategorier (arbejdsmarkedsparat/ikke-arbejdsmarkedsparat) er ikke en objektiv øvelse, og de færreste borgere kan entydigt klassificeres som det ene eller det andet. Dertil kommer samspilsproblemer omkring arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere, hvis forsørgelse varetages af kommunen, imens beskæftigelsesindsatsen i så fald skal varetages af et statsligt/regionalt system. Det andet argument imod er, at det er omkostningsfuldt at (gen)opbygge en ny administrativ struktur. Der skal nok en gang flyttes rundt på de medarbejdere, som varetager indsatsen for målgruppen. Denne gang fra kommunal til statslig ansættelse. Der opstår altid et kompetencetab ved virksomhedsoverflytninger og en risiko for, at de dygtigste medarbejdere finder andre græsgange, især hvis de oplever at være en del af en politisk studehandel. Det bedste, man i virkeligheden kan gøre for at få beskæftigelsesindsatsen til at lykkes, er at give de udførende medarbejdere tillid og tryghed for, at de ikke bliver kastebold i en politisk magtkamp.

Dette er regeringen også klar over. I regeringsgrundlaget (oktober 2011) står der "at større organisatoriske ændringer af beskæftigelsesområdet forberedes grundigt og annonceres i god tid". Hermed henvises til finanslovaftalen i 2008, hvor et snævert politisk flertal besluttede at flytte indsatsen for forsikrede ledige til de kommunale jobcentre. Et forlig, der kom som en tyv om natten.

Den vigtigste lære vi kan tage af forhistorien er, at beskæftigelsessystemet er for vigtigt til at udveksle som politisk handelsvare. Dermed ikke sagt, at de kommunale jobcentre til al evighed skal have ansvaret for hele beskæftigelsesindsatsen. Men hvis den organisatoriske struktur og ansvarsfordeling skal ændres, så må det ske efter en saglig og offentlig analyse og debat, som ikke handler om at pleje snævre organisationsinteresser.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00