Af Eigil Andersen (SF)
Arbejdsmarkedsordfører

Hjælpen til arbejdsløse er i dag katastrofalt dårlig. Den har været præget af pipfuglekurser og meningsløs aktivering.

Hvem har ansvaret for det? Det har partiet Venstre, som i ti år sad på beskæftigelsesministerposten. Først med Claus Hjort Frederiksen, derefter Inger Støjberg.

De to udformede et vildt overbureaukratiseret system. De indførte så mange firkantede regler, skemaer, manualer, vejledninger og refusionsregler, at det virker uforståeligt, at partiet kalder sig liberalt. På beskæftigelsesområdet hersker der i al fald det modsatte af frihed.

Alt for omfattende bureaukrati
Flere undersøgelser viser, at 80 procent af jobcentermedarbejdernes tid på denne baggrund går med bureaukrati, kontrol og dokumentation. Det er en skandale, at der kun er 20 procent af tiden tilbage til at snakke med arbejdsløse og arbejdsgivere.

Venstre har simpelthen dynget jobcentre og a-kasser til med så meget bureaukrati, at det svarer til, hvad der skete i Sovjetunionen under kommunismen, hvilket som bekendt var et utåleligt system, der endte i kollaps, fordi det var uproduktivt. Jeg er sikker på, at både Claus Hjort Frederiksen og Inger Støjberg havde fået en medalje af landets leder, Bresjnev, for deres store evner til at indføre bureaukrati, hvis de havde levet og arbejdet i det sovjetiske system!

Det elendige beskæftigelsessystem skader både den arbejdsløse, arbejdsgiverne og samfundet.

Eigil Andersen (SF)
Arbejdsmarkedsordfører

Det elendige beskæftigelsessystem skader både den arbejdsløse, arbejdsgiverne og samfundet.

Venstre har nu selv erkendt, at deres eget system er for dårligt. Derfor vil de skære ned og spare halvanden milliard kroner om året på beskæftigelsesområdet - stigende til fire milliarders årlig besparelse i 2020. Penge, som Danmarks største parti derefter vil bruge på skatte- og afgiftslettelser til erhvervslivet.

Det sidste siger SF nej til. De penge, som kan skaffes ved at rydde op i det nuværende beskæftigelsessystem, skal bruges til en bedre hjælp til arbejdsløse. Det gælder især til efteruddannelse og uddannelse. Titusinder af arbejdsløse går hvert år til deres jobcentre med ønske om efteruddannelseskurser, som kan bringe vedkommende tættere på et job. Men de får afslag. Hvorfor? Fordi kommunerne siger, at de ikke har råd. Det dur simpelthen ikke.

Samtidig er det alt for svært for ufaglærte at blive faglærte, sådan som samfundet ellers har mere brug for i fremtiden. Alt i alt er der brug for flere penge til (efter)uddannelse af arbejdsløse, hvilket vi i SF derfor mener, at en besparelse på bureaukrati m.v. i beskæftigelsessystemet skal bruges til. Til gavn for arbejdsløse og hele samfundet. Men der skal også skaffes tid til langt bedre kontakt til arbejdsgiverne og langt mere individuel behandling af den enkelte arbejdsløse.

A-kasserne skal have en større rolle
Et andet vigtigt område er, at a-kasserne skal have en langt større rolle i beskæftigelsesindsatsen end i dag. Hvorfor? Fordi a-kasserne kender de arbejdsløse medlemmer, arbejdsgiverne, efteruddannelsesmuligheder og jobmuligheder i området langt, langt bedre, end jobcentrene har mulighed for nogensinde at komme til.

Derfor vil det være naturligt, at alle ledige de første 6 eller 9 måneder møder til samtaler i a-kassen. Hvis man gerne vil søge ind på et andet arbejdsområde, skal man selvfølgelig kunne vælge jobcentret fra starten – ligesom a-kassen i konkrete tilfælde skal kunne anbefale den enkelte at bruge denne mulighed for et sporskifte fra starten.

Men det virker meget overdrevet – som Carsten Koch-udvalget har foreslået i sit første udkast til en rapport - at alle skal møde til en samtale hver eneste måned de første 6 måneder. Dette vil være en fortsættelse af de meget firkantede regler, som Venstre indførte.

Her er fagbevægelsens kritik rigtig. Hvad med, at vi i stedet giver medarbejderne i a-kassen og jobcentret mulighed for at bruge deres faglighed og skønne over hvilke arbejdsløse der har særlig brug for hjælp og derfor har behov for en samtale hver måned – og hvem der har god udsigt til selv at kunne skaffe et job og derfor kun skal til to samtaler på et halvt år? Dette vil simpelthen være en bedre udnyttelse af ressourcerne. Igen til gavn for alle parter.

Behov for arbejdsmarkedsregioner
Vi har også brug for en mere sammenhængende arbejdsmarkedspolitik end de 94 arbejdsmarkedspolitikker, som i dag eksisterer i 94 kommunale jobcentre. Jobcentrene kan forblive kommunale, fordi der ser ud til at være et politisk flertal for dette.

Men der er brug for en overbygning, bestående af 10-12 arbejdsmarkedsregioner, der svarer til de arbejdskraftoplande/pendlerområder, vi har i Danmark. De kunne få til opgave at bevilge penge til efteruddannelse inden for arbejdsområder i regionen, hvor man har – eller forventer at få – mangel på arbejdskraft på kort og lang sigt.

Til at bestyre dette vil arbejdsmarkedets parter skulle spille en hovedrolle i disse regionale arbejdsmarkedsråd. Dvs. både fagbevægelsen og private og offentlige arbejdsgivere. Det er dem, der har den helt store ekspertise med hensyn til aktuelle behov og den fremtidige udvikling.

Og interesserne er hos arbejdsmarkedets parter i denne sammenhæng sammenfaldende: Arbejdsgiverne har en business, som de driver og vil tjene penge på - og hvor de ønsker at have arbejdskraft med de rigtige kvalifikationer på det rigtige tidspunkt. Ligesom fagbevægelsen har en interesse i at få arbejdsløse medlemmer i job. Alt sammen til gavn for hele samfundet – herunder samfundets økonomi.