Debat

Erhvervsskoler og regioner: Kontakt de lærlinge-løse virksomheder direkte

DEBAT: Regionale teams, som kan opsøge virksomheder uden lærlinge direkte, kan skaffe praktikpladser i tusindvis. Vi ved, at metoden virker. Den skal bare spredes til hele landet, lyder det fra Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier Lederne og Danske Regioner.

Peter Amstrup og Bent Hansen (S), der henholdsvis er formand for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier Lederne og formand for Danske Regioner vil have udbredt såkaldte praktikplads-teams til hele landet.
Peter Amstrup og Bent Hansen (S), der henholdsvis er formand for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier Lederne og formand for Danske Regioner vil have udbredt såkaldte praktikplads-teams til hele landet.
Line Jenvall
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Peter Amstrup og Bent Hansen (S)

Henholdsvis formand for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier Lederne og formand for Danske Regioner

Når trepartsaktørerne i dag mødes endnu en gang, er målet klart: De skal sikre den nødvendige kvalificerede arbejdskraft i fremtiden, og de skal skabe flere praktikpladser.

De to størrelser hænger uløseligt sammen, for den nødvendige arbejdskraft forudsætter flere faglærte, og flere faglærte kræver flere praktikpladser.

Alle undersøgelser peger på, at vi fremover kommer til at mangle især faglærte. De faglærte er populære i erhvervslivet, fordi de faglige uddannelser foregår i tæt samspil med virksomhederne, og eleverne er i praktik i en stor del af uddannelsen. På den måde kan faglærte ofte nemt komme i arbejde, når de står med deres svendebrev i hånden.

Fakta
Vil du blande dig i debatten?
Send dit indlæg til [email protected].

Men der er for få praktikpladser, og det er en af grundene til, at mange unge vælger en gymnasial uddannelse frem for en erhvervsuddannelse. Uden praktikpladser er valget af en erhvervsuddannelse simpelthen for usikkert.

Systematisk opsøgning virker

30 procent af de unge skal vælge en erhvervsuddannelse direkte efter folkeskolen, lyder et politisk mål, og alene den ambition vil kræve tusindvis af nye praktikpladser.

Hvis vi ikke gør noget konkret, som rækker videre end flot formulerede tilkendegivelser, risikerer vi et udhulet dansk arbejdsmarked og store væksttab. Lad os sammen tage fat på den udfordring og løse den.

Peter Amstrup og Bent Hansen (S)
Henholdsvis formand for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier Lederne og formand for Danske Regioner

Det er en kæmpeudfordring, som vi skal have løst, og Region Hovedstaden har vist vejen. Regionen etablerede i 2012 Den Regionale Praktikpladsenhed, og på kun tre år er der oprettet 2500 ekstra praktikpladser i regionen.

Midlet: Enheden har systematisk og direkte opsøgt virksomheder, der ikke havde elevpladser.

Virksomhederne i regionen er glade, fordi enheden har givet dem en indgang til praktikplads-arbejdet. Erhvervsskolerne i regionen er glade, fordi enheden leverer et godt supplement til den nuværende indsats og kommer ud til flere virksomheder, end skolerne selv har ressourcer til.

Derfor foreslår vi, at regionale praktikplads-teams udbredes til hele landet. Erhvervsskolernes eksisterende indsats bør suppleres af de regionale enheder, som har overblikket til at koordinere flere skolers arbejde og på den måde kan skaffe både praktikpladser og elever til brancher med mangel på faglært arbejdskraft.

Hele landet skal med

Allerede i dag gør virksomheder, erhvervsskoler og de faglige udvalg en stor indsats, og det skal de blive ved med. Men også uden for Region Hovedstaden er der brug for en ekstra indsats.

De regionale enheder skal ikke overtage ansvaret, men levere en særlig indsats der, hvor der er brug for det. Det betyder også, at indsatsen skal foregå i tæt samarbejde med de faglige udvalg og erhvervsskolernes.
Som vi ser det, bør en styrket, opsøgende indsats fra regionale praktikplads-teams bestå af tre hovedelementer:

  • Bedre hjælp til virksomhederne
    
Virksomhederne skal have én indgang i hver region, hvor de kan hente assistance til at oprette praktikpladser. Blandt andet skal virksomhederne kunne få hjælp med papirarbejdet, når flere virksomheder ønsker at dele en elev. De regionale enheder skal løbende screene og kontakte virksomheder, der ikke tidligere har haft elever, for eksempel de 20.000 nye virksomheder, der årligt etableres på landsplan.

  • Styrket samarbejde og rekruttering af elever
    
Erhvervsskolerne bør arbejde mere sammen om at skabe flere praktikpladser. Kampagner skal tiltrække flere elever til de brancher, hvor der er mangel på kvalificeret arbejdskraft, og hvor der mangler elever til at tage de ledige praktikpladser, der faktisk er.

  • Målrettet indsats
    
Der skal især oprettes praktikpladser i brancher med mangel på faglært arbejdskraft, og derfor skal indsatsen målrettes dér. Erhvervsskoler og virksomheder i alle regioner bør være med til at udvælge, hvilke uddannelser der skal være fokus på i en given periode. Den skarpere prioritering kan tage afsæt i regionale analyser af behovet for kvalificeret arbejdskraft, demografi, erhvervsudvikling med videre.

Region Hovedstaden har vist ude i virkeligheden, at regionale praktikplads-teams kan skabe praktikpladser. Det er ualmindeligt godt for både elever og virksomheder og for fremtidens danske arbejdsmarked.

Nu skal hele landet med. Det kræver, at deltagerne i trepartsforhandlingerne bakker op om en styrket praktikpladsopsøgende indsats, der bygger på dokumenterede resultater.

Hvis vi ikke gør noget konkret, som rækker videre end flot formulerede tilkendegivelser, risikerer vi et udhulet dansk arbejdsmarked og store væksttab. Lad os sammen tage fat på den udfordring og løse den.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00