Debat

Socialdemokrat: Selvfølgelig opfatter vi polakker som lavtlønnede arbejdere

DEBAT: Fordomme om polakker som bygningsarbejdere og jordbærplukkere er på sin plads, så længe landets regering har løndumping som officiel politik. Det skriver den socialdemokratiske folketingskandidat Dennis Schnell-Lauritzen.

Det lyder det falsk, når den polske ambassadør klandrer danskerne for at opfatte mange østarbejdere som lavtlønnet arbejdskraft. For sådan er virkeligheden jo, skriver Dennis Schnell-Lauritzen.
Det lyder det falsk, når den polske ambassadør klandrer danskerne for at opfatte mange østarbejdere som lavtlønnet arbejdskraft. For sådan er virkeligheden jo, skriver Dennis Schnell-Lauritzen.
Anders Redder
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Dennis Schnell-Lauritzen
Folketingskandidat (S)

Den polske ambassadør Henryk Móscicka-Dendys har beklaget, at Københavns Universitet har nedlagt studiet i polsk. Som ambassadøren påpeger i et brev, der blandt andet er bragt i Uniavisen og omtalt i Berlingske 3. februar, er Polen en af Danmarks største handelspartnere.

Så langt så godt. Jeg er helt enig med ambassadøren i, at vi skal uddanne unge mennesker, der kan gøre os bedre til at forstå omverdenen – ikke mindst vores nabolande.

Men jeg har lidt svært ved at følge Móscicka-Dendys, når hun i Berlingske ærgrer sig over, at danskerne ikke ser Polen som et spændende naboland med en rig kultur og historie, men stadig ser Polen som et land med billig arbejdskraft, bygningsarbejdere, jordbærplukkere og landbrugsarbejdere.

Fakta
Deltag i debatten!
Send en mail til [email protected]

Løndumping som officiel politik
Men er det nu så mærkeligt? En ting er, at der konstant kommer sager frem, hvor polske og andre østeuropæiske medarbejdere er blevet groft underbetalt. Noget andet er, at det er den polske regerings officielle politik, at polske medarbejdere skal have lov til at underbyde danske eller tyske medarbejdere, når polakkerne arbejder i Danmark eller Tyskland.

Den politik har Polen og otte andre østeuropæiske lande klart markeret i diskussionen om EU´s nye udstationeringsdirektiv. Forslaget bygger på, at der skal betales samme løn for samme arbejde på samme sted. Det har støtte fra Tyskland, Sverige, Frankrig og de fleste andre vesteuropæiske lande.

Østlandene ved godt, at det er den lave løn, der driver tilgangen til de vestlige arbejdsmarkeder.

Dennis Schnell-Lauritzen
Folketingskandidat (S)

Men det er Polen og de østeuropæiske regeringer lodret imod: ”Lønforskelle udgør en legitim konkurrencefordel for tjenesteydere,” som de skrev i EU´s forberedende rapport om forslaget.

De ni regeringer har altså løndumping som officiel politik. De insisterer på, at deres borgere også fremover skal udkonkurrere og underbyde lokale medarbejdere, når de udsendes til andre medlemslande. Man ønsker altså ikke at konkurrere på kvalitet eller kreativitet.

Men vil bare komme og slagte svin i Tyskland til 50 kroner i timen eller bygge huse i Danmark til 80 kroner i timen.

Det er klart, at danske, tyske eller engelske medarbejdere, der skal betale husleje, mad og børnehaver i deres egne lande ikke kan eller bør arbejde til sådan en løn, selvom den rækker langt i Katowice eller Krakow.

Samme løn for samme arbejde
Egentlig taler den polske regering befriende ærligt. For modstanden mod at følge de lokale lønninger viser jo klart, at østarbejderne ikke er efterspurgte, fordi arbejdsgiverne ikke kan skaffe lokal arbejdskraft.

Det er jo ellers det, der ofte hævdes af arbejdsgiverorganisationer og blå politikere. Men østlandene ved godt, at det er den lave løn, der driver tilgangen til de vestlige arbejdsmarkeder.

Derfor lyder det også falsk, når Henyk Móscicka-Dendys klandrer danskerne for at opfatte mange østarbejdere som lavtlønnet arbejdskraft. For det er jo sådan, virkeligheden er. Og det er et udslag af den kyniske løndumping politik, som hendes egen regering fører.

Hvis ambassadøren vil ændre på den stereotype opfattelse af polakkerne som lavt betalt manuel arbejdskraft, bør hun foreslå i Warszawa, at udstationerede polakker naturligvis skal arbejde på helt samme vilkår som gælder i Grenå eller Göteborg.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00