Debat

Viden om beskæftigelsesindsats skal formaliseres

DEBAT: Selvom beskæftigelsesområdet har gennemgået et utal af projekter, har vi stadig ingen anelse om, hvad der skal til for at få ledige med tunge sociale problemer i arbejde. Det skriver Bettina Post, chefkonsulent på PH Metropol.
Pernille Diana Castle Møller
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Bettina Post
Socialrådgiver, chefkonsulent på PH Metropol

Der var engang, hvor der var en klar skelnen mellem arbejdsløse, som modtager sociale ydelser, og arbejdsløse, som er dagpengeberettigede. Dem med de sociale ydelser fik deres indsatser fra Socialministeriet, og de andre hørte til i Arbejdsministeriet.

De to ministerier havde godt nok samme adresse frem til midten af 1980’erne, men modtagere af bistandshjælp blev ikke betragtet som nogen, der skulle have beskæftigelsesindsats. De skulle have social rådgivning og støtte.

En skrue uden ende
Igennem årene er der i den ånd gennemført et uendeligt antal projekter, som har taget livtag med først bistands- og siden kontanthjælpsmodtagernes sociale problemer. Ofte med afsæt i, at der lokalt har været et særlig udtalt problem, for eksempel mange enlige mænd med store alkoholproblemer eller et stigende antal psykisk sårbare unge uden fodfæste i job eller uddannelse.

Fakta

Fra 27. marts og en måned frem sætter Socialdebatten fokus på evidens i socialpolitikken.

Mød denne måneds debatpanel her.

Socialdebatten på Altinget | Social har til formål at fokusere og styrke den socialpolitiske og socialfaglige debat i Danmark. Løbende inviterer Altinget l Social eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for det sociale område.

Bland dig gerne i debatten ved at sende en mail til [email protected].

Typisk har opskriften herefter været at beskrive problemet, designe et projekt, søge penge fra en eller anden pulje (lokalt eller nationalt), gennemføre projektet, udarbejde en (positiv) evaluering, klappe over de fine resultater, og så fortsætte fuldstændig som før.

Og så forfra igen. Fra scratch. Med en ny bekymrende målgruppe. Evalueringsrapporterne har stået og samlet støv på hylderne rundtomkring, indtil de er faldet ned bag reolerne og efterfølgende er røget ud med storskrald under (endnu) en omstrukturering.

Vi er helt blanke, når det drejer sig om at udlede, hvad der adskiller vellykkede indsatser fra mindre vellykkede og i forhold til at forstå, hvilke aktive processer og mekanismer der er særligt relevante over for hvilke typer af ledige med problemer.

Bettina Post
Socialrådgiver, chefkonsulent på PH Metropol

Siden har verden forandret sig betragteligt. Og dog. For nok er alle ydelserne for længst flyttet over i Beskæftigelsesministeriet, som er vokset Socialministeriet betragteligt over hovedet.

Og nok har vi fået et enstrenget beskæftigelsessystem, hvor alt, hvad der iværksættes, skal have et jobrettet sigte for samtlige ledige uanset problemer og forsørgelsesgrundlag.

Og nok er systemet indrettet sådan, at man ikke kan slå en s…, uden at den bliver behørigt registreret i et hav af indbyrdes inkompatible it-systemer. Alligevel har vi stadig ingen anelse om, hvad der skal til for at få ledige med tunge sociale problemer i arbejde.

Ingen formalisering af viden
Kvalitative studier har hen ad vejen interesseret sig for aktiveringsindsatsen for de ikke-arbejdsmarkedsparate, men har indtil nu kun i begrænset omfang rettet sig mod beskæftigelseseffekterne.

Og vi er helt blanke, når det drejer sig om at udlede, hvad der adskiller vellykkede indsatser fra mindre vellykkede og i forhold til at forstå, hvilke aktive processer og mekanismer der er særligt relevante over for hvilke typer af ledige med problemer.

I hvert fald hvis vi leder efter svarene i det, man populært kalder den evidensbaserede forskning. Der er til gengæld ingen tvivl om, at hvis vi spørger erfarne socialarbejdere, så har de nogle ret solide bud på nogle svar. De er bare aldrig blevet opsamlet og gjort til fælles eje.

Det indlysende problem ved den manglende formalisering af viden om de beskæftigelsesrettede effekter af indsatserne er, at vi jo så heller ikke ved, om de beslutninger, der træffes på området, og som i rigt mål omsættes til lovgivning, vil virke efter hensigten.

Det skaber plads på størrelse med en nordjysk motorvej for, at tænketanke, politikere og andet godtfolk kan skyde fra hoften med løsthængende krav til, hvordan den ged lige skal barberes. Aktivering. Samtaler. Løntilskud. Uddannelse. Pisk. Gulerod.

Det hele er principielt lige rigtigt og lige forkert, og debatten fortsætter sin endeløse stilstand. Det går ikke bare ud over de arme kontanthjælpsmodtagere. Det går ud over os alle sammen. Fordi vi aldrig kommer videre, og fordi problemerne ikke bliver løst. Det er på høje tid, der bliver gjort noget ved det. Og lejligheden ligger lige for.

Velkoreograferet praksisforskning
Som bekendt er Carsten Koch og hans ekspertudvalg nemlig så småt ved at sætte af til 2. fase af deres udredning. Den, der netop omfatter ”beskæftigelsesindsatsen for de ikke-arbejdsmarkedsparate, herunder kontanthjælpsmodtagere samt personer på sygedagpenge, ledighedsydelse og revalidering”.

Der er noget ”skyd først og spørg bagefter” over timingen, for vi har jo lige fået reformer af både førtidspension og kontanthjælp og lige om lidt også sygedagpenge. Men sådan er der så meget.

Det synes under alle omstændigheder oplagt, at udvalget starter med at foreslå en aflivning af de elementer i kontanthjælpsreformen, som allerede nu har givet kontanthjælpsmodtagere med rigeligt af problemer i forvejen endnu mere at slås med.

Disse effekter kan på en lun forårsdag til nød betragtes som uforudsete bivirkninger af en reform, som påstår at anerkende, at personer på kontanthjælp er forskellige, og har forskellige behov. Og at opgaven er at tage højde for det, når paragrafferne skal blive til praksis.

Dernæst ligger det lige på den flade at foreslå, at der iværksættes noget velkoreograferet praksisforskning, så vi kan få hold i billetterne og komme videre. Både med indsatserne, med effekterne og med debatten om, hvad der virker over for kontanthjælpsmodtagere med komplekse problemer. Sæt i gang.
 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bettina Post

Fhv. formand, Dansk Socialrådgiverforening, borgerrådgiver, Høje-Taastrup Kommune, brevkasseredaktør, Familie Journal
socialrådgiver (København, 1988)

0:000:00