Tænketank: Hævet pensionsalder giver råd til politiske ønsker

Af Jens Hauch
Vicedirektør og cheføkonom i tænketanken Kraka

Hvis vi følger den politiske sigtelinje og går på pension, så vi i gennemsnit har udsigt til et otium på 14,5 år, vil det kunne bidrage med massiv offentlig finansiering, der for eksempel kan bruges til lavere skatter, højere offentlige udgifter eller lavere ugentlig arbejdstid.

Tilbage i 00’erne var dansk økonomi uholdbar. Hvis vi fortsatte med uændrede satser for skatter og overførsler og uændret tilbagetrækningsalder, kunne vi se frem til stadigt stigende underskud på de offentlige finanser.

Dét problem kunne løses enten ved forøgede skatter, reducerede offentlige udgifter eller ved arbejdsmarkedsreformer. Skattetrykket var højt, så højere skatter ville betyde en kraftig reduktion i arbejdsudbuddet, hvorved vores økonomiske velstand ville falde ganske meget. Dén løsning var ikke oplagt. Der var heller ikke politisk opbakning til lavere offentlige udgifter, hvorfor svaret blev arbejdsudbudsreformer. De vigtigste af disse var Velfærdsaftalen fra 2006 og Tilbagetrækningsreformen fra 2011.

Otium på 14,5 år
Aftalerne betyder, at tilbagetrækningsalderen skal følge udviklingen i levetid, således at fremtidige generationer kan se frem til et konstant antal år på otium. Sigtelinjen for dette er 14,5 år, men flere forsinkelsesmekanismer i aftalerne betyder, at det forventede antal år på otium med de gældende regler vil være højere end sigtelinjen i mange år fremover.

Figuren herunder viser, hvor langt et otium man kan forvente afhængig af fødselsår. Store aldersgrupper kan se frem til et forventet otium, der er betydeligt længere end både de tidligere og senere generationer. (Artiklen fortsætter efter figuren)

Kilde: Kilde: DK-2025 og egne beregninger.

De 14,5 år er en politisk beslutning. Og da vi generelt accepterer, at fremtidige generationer stilles økonomisk bedre på grund af fortsat økonomisk vækst, kunne man også have valgt anderledes. Men grundprincippet er stadfæstet af et bredt flertal i Folketinget og er derfor en relevant sigtelinje.

I 2025-planen lagde den daværende regering op til at sætte tilbagetrækningsalderen op med et halvt år for nogle aldersgrupper for derved at fjerne hovedparten af det resterende holdbarhedsproblem – de tilpassede regler er illustreret i figuren. Justeringen i 2025-planen er begrundet med, at levealderen stiger hurtigere end forudsat i Tilbagetrækningsreformen og sammenlignet med sigtelinjen, er der foreslået en ganske beskeden justering i 2025-planen.

Økonomiske gevinster
Hvis eksempelvis alle personer født mellem 1952 og 1986 først kunne gå på pension efter sigtelinjen, ville deres arbejdsudbud over livet – forenklet beregnet – i gennemsnit forøges med i nærheden af ni procent i forhold til de gældende regler. For yngre generationer er effekten mindre, da der for disse er mindre forskel på de gældende regler og sigtelinjen. En generel tilpasning til sigtelinjen vil forøge værditilvæksten og give et stort offentligt provenu.

Senere tilbagetrækning reducerer desuden pensionsudbetalingerne direkte på grund af de færre pensionsår. Og indirekte, da flere erhvervsaktive år giver større pensionsopsparinger og dermed lavere offentlige udgifter til pensionstillæg. Begge dele reducerer de offentlige udgifter og reducerer som sidegevinst nogle problemer med den sammensatte beskatning af pensionsopsparing.

Senere tilbagetrækning har dog også en omkostning og bør for eksempel kobles sammen med målrettede ordninger for nedslidte personer. I takt med at færre udfører fysisk krævende arbejde, må man dog forvente, at antallet af disse reduceres.

Råd til politiske ønsker
Det store offentlige råderum, der vil følge af de højere offentlige indtægter og lavere offentlige udgifter, kan politisk bruges til meget interessant: Indkomstskatterne kan reduceres markant, det offentlige forbrug kan stige i en årrække, eller man kan tage et stort skridt i retning af en 30-timers arbejdsuge.

Af hensyn til troværdigheden er det dog vigtigt, at justeringer af Velfærdsaftalen bakkes op af et bredt folketingsflertal og foretages på baggrund af et grundigt kommissionsarbejde, der både fastlægger langtidsholdbare principper for tilbagetrækningsalderen, ordninger for nedslidte og samspilsproblemerne i pensionsbeskatningen.

Tidligere brændte platformen – i dag kan vi vælge mere frit. Men en senere tilbagetrækningsalder kan bidrage med betydelig finansiering til andre højtprioriterede politiske mål.