Lovforslag om styrket indsats for kvinder på krisecentre

Lovforslaget fremsættes som led i udmøntningen af satspuljeaftalen for 2015. 
Satspuljepartierne er enige om at afsætte midler til udvidelse og styrkelse af den eksisterende rådgivningsordning for kvinder med børn på krisecentre, der følger af servicelovens § 109, stk. 4. Der er endvidere enighed om at indføre en orienteringspligt for boformerne i servicelovens §§ 109 (kvindekrisecentre) og 110 (forsorgshjem, herberger mv.).
Med lovforslaget foreslås det, at kommunalbestyrelsen forpligtes til at tilbyde indledende og koordinerende rådgivning til alle kvinder, der tager ophold på en boform efter servicelovens § 109, hvor det i dag kun er kvinder med børn, der skal have tilbud om rådgivning. Det foreslås, at kommunen pålægges at iværksætte en indledende rådgivning så tidligt som muligt efter orientering om optagelse i boformen, der skal introducere kvinden til koordinerende rådgivning vedrørende bolig, økonomi, arbejdsmarked, skole, daginstitutioner, sundhedsvæsen mv. samt skabe kontakt mellem kvinden og en medarbejder, der varetager den koordinerende rådgivning. Endelig præciseres det, at den koordinerende rådgivning skal iværksættes senest, når forberedelsen til udflytning fra boformen påbegyndes.
Derudover indebærer lovforslaget, at boformer efter servicelovens §§ 109 (kvindekrisecentre) og 110 (forsorgshjem, herberger mv.) forpligtes til senest tre hverdage efter afgørelse om optagelse i boformerne at give en orientering herom til kommunalbestyrelsen i den kommune, der efter serviceloven har pligt til at yde hjælp til borgeren. Det foreslås endvidere, at der for boformerne indføres en pligt til i forbindelse med udskrivning fra boformerne, dog senest tre hverdage herefter, at give en orientering herom til kommunalbestyrelsen.
Hermed sendes lovforslaget i høring.
Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold skal anmode om at modtage eventuelle kommentarer til lovforslaget snarest og senest onsdag den 17. december 2014 kl. 16.00.
Høringssvarene skal sendes elektronisk til [email protected] samt c.c. [email protected]. Eventuelle spørgsmål kan rettes til Mai Emilie Gori på telefon 41851148.

Myndighed: Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold
Type: Lovforslag
Høringsfrist: 17-12-2014
Status: Arkiv


Dette indhold er leveret automatisk via RSS uden ansvar for Altinget