Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om affald (Klassificering af affald som farligt og opdatering af listen over affald)
Formålet med ændringen af affaldsbekendtgørelsen er at tilpasse klassificeringsreglerne for farligt affald til kemikalielovgivningen (CLP forordningen (EF nr. 1272/2008)) og i den forbindelse gennemføre ændrede EU-regler herom. Ved bekendtgørelsesændringen gennemføres således Kommissionens forordning (EU) nr. 1357/2014 af 18. december 2014 om ændring af affaldsrammedirektivets (direktiv 2008/98) bilag III om egenskaber, der gør affald farligt. Derudover gennemføres Kommissionens afgørelse 2014/955/EU af 18. december 2014 vedrørende affaldslisten, som både indeholder bestemmelser om klassificeringen af farligt affald og mindre ændringer af listen.
Det foreslås, at affaldsbekendtgørelsens bilag 4 om egenskaber, der gør affald farligt, erstattes med et nyt bilag. Bilag 4 indeholder en oversigt over fareegenskaber, og de 15 fareegenskaber, der anvendes i dag, opretholdes i vidt omfang, men de omdøbes fra H 1-H 15 til HP 1-HP 15 og tilpasses CLP lovgivningen.
Det foreslås, at der udstedes et nyt bilag 2 til affaldsbekendtgørelsen vedrørende affaldslisten, selvom der kun foretages mindre ændringer på listen. På denne måde sikres det, at det er muligt at finde den samlede affaldsliste i én bekendtgørelse.
Myndighed: Miljøstyrelsen
Type: Bekendtgørelser
Høringsfrist: 27-04-2015
Status: Igang