Høring af bekendtgørelse om rapporter om solvens og finansiel situation for gruppe 1 forsikringsselskaber og koncerner

Finanstilsynet har i dag sendt udkast til bekendtgørelse om rapporter om solvens og finansiel situation for gruppe 1-forsikringsselskaber og koncerner i høring. Hele udkastet kan downloades nedenfor.

Bekendtgørelsen er en del af solvens II-pakken, hvoraf en række bekendt-gørelser forventes at blive sendt i høring i de kommende uger, og har til formål at gennemføre hele eller dele af artiklerne 35, 51, 53-55, 256 og 308 b, stk. 5, 6 og 8, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EU af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), som ændret ved direktiv 2014/51/EU (Omnibus II). Bekendtgørelsen er udtryk for en direktivnær implementering af reglerne om rapporter om solvens og finansiel situation for gruppe 1-forsikringsselskaber og koncerner.

Bekendtgørelsen skal ses i sammenhæng med lovforslag L 114 af 21. janu-ar 2015 til lov om ændring af lov om finansiel virksomhed (Gennemførelse af solvens II- og omnibus II-direktivet), samt artiklerne 290-314, 359-377 og bilag XX i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II). I henhold til artikel 56 og 256, stk. 5, i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet, vil der blive vedtaget gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne, formaterne og modellerne for rapporterne om solvens og finansiel situation og bekendtgørelsen vil derfor også skulle ses i sammenhæng hermed.

Bekendtgørelsen stiller krav om, at gruppe 1-forsikringsselskaber og kon-cerner årligt udarbejder og offentliggør en rapport om selskabets og koncernens solvens og finansielle situation. Formålet hermed er at gøre det muligt for offentligheden at få et indblik i selskabets og koncernens situation. Rapportens nærmere indhold reguleres på forordningsniveau, og bekendtgørelsen fastsætter dermed regler i tillæg hertil.

Selskaberne skal, udover at offentliggøre en rapport om solvens og finansiel situation, også indsende en uddybende rapport til Finanstilsynet. Den uddybende rapport skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige for at Finanstilsynet kan føre tilsyn med den virksomhed, der udøves, samt selskabets og koncernens organisationsstruktur, værdiansættelsesprincipper, risikostyringssystemer og kapitalstyring. Det nærmere indhold af den uddybende rapport reguleres også på forordningsniveau, og bekendtgørelsen regulerer derfor udelukkende bestyrelsens ansvar i forhold til godkendelse af rapporten og fristen for indsendelse til Finanstilsynet.

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2016.

Udkastet er desuden sendt i høring hos en række organisationer.

Finanstilsynet skal anmode om eventuelle bemærkninger til udkastet senest den 16. april 2015.

Bemærkninger kan sendes pr. e-mail på [email protected] og [email protected] eller pr. post til Finanstilsynet, Århusgade 110, 2100 København Ø, Att.: Katrine Witt Andersen og Mikala Schiellerup.

Kontaktperson: Mikala SchiellerupDirekte tlf.nr.: +45 33 55 83 79

Eventuelle høringssvar offentliggør Finanstilsynet her på Høringsportalen. Svarene kan læses i 5 måneder efter høringsfristen er udløbet.

Myndighed: Finanstilsynet
Type: Bekendtgørelser
Høringsfrist: 16-04-2015
Status: Igang


Dette indhold er leveret automatisk via RSS uden ansvar for Altinget